Jo, Mette Frederiksen, du skal være bange for at lave fejl

Det var en trodsig, kampberedt, men lidt tåget statsminister, der sammen med sin justitsminister onsdag i denne uge stillede sig op foran pressen for at svare på spørgsmål.

Det kom der flere nye indsigter ud af. Blandt andet, at justitsministeren i hvert fald nu har sat sig ind i loven om notatpligt, som han holdt op som skjold, hver gang han fik ordet.

Og det blev klart, at Barbara Bertelsen, statsministerens håndplukkede departementschef, der, efter hvad der er oplyst nu, synes at fungere usædvanligt politisk i rollen, rådgav statsministeren til at indstille telefonen til at slette sms’er løbende. Af sikkerhedshensyn forstås.

Det kom også frem, at dette råd faldt på et tidspunkt i starten af 2020 og senest i sommeren 2020, hvilket fremmaner mistanken til, at det faldt efter Folketinget havde rekvireret en undersøgelse af første fase af corona-håndteringen.

Og statens embedsmænd skal være bange for at lave fejl. For staten må faktisk ikke lave fejl. Og den må heller ikke vedblive med at handle ulovligt, efter fejlen er blevet kendt.

Anne Sofie Allarp

Samtidig fremgik det af pressemødet, at sms-indholdet hovedsageligt var banaliteter eller af privat karakter. Hvordan indholdet både kan være banal, almindelig og frem for alt administrationsmæssig irrelevant kommunikation mellem kollegaer og samtidig af en sådan karakter, at sletningen er af hensyn til sikkerhed, melder historien ikke noget om.

Statsministeren var på mødet meget optaget af at fremstå som en teknologisk klumpedumpe, og lod det henstå i det uvisse, hvorfor hun skifter telefon meget hyppigt, og hvorfor hendes aflagte telefoner derpå cirkulerer mellem medarbejderne i Statsministeriet. Denne statsministerielle stoleleg med telefoner tyder ikke på et særligt stort fokus på sikkerhed i al almindelighed i ministeriet. At lægge den flanke frem offentligt er helt uforståeligt.

Frem for at bilægge den seneste tids spekulationer, forstærkede pressemødet indtrykket af en regering, der sletter sine spor, ikke tager notat, og som undlader at tage referat under afgørende møder.

Hun synes at have et for svagt blik for, at hun agerer i medfør af det embede, hun er blevet tildelt. Og at det embede er udstyret med vilkår og begrænsninger og procedurer, der skal sikre demokratiet og borgernes rettigheder.

Anne Sofie Allarp

Og mere bekymrende var det indtryk, af en regering, der er skødesløs med reglerne. Statsministeren fremstod som om, hun ikke fortryder substansen i forløbet, og som om, hun ville have gjort det samme igen. Hvilket hun også har sagt før. 

Onsdag sagde hun: Vi må ikke blive bange for at lave fejl.

Men det skal hun og alle andre ministre og regeringer som kollektiv være. Og statens embedsmænd skal være bange for at lave fejl. For staten må faktisk ikke lave fejl. Og den må heller ikke vedblive med at handle ulovligt, efter fejlen er blevet kendt.

Staten er så stor en magtfaktor i vores samfund, at den magt ikke må smides rundt efter forgodtbefindende, uden at man har sikret sig, at det er er et lovligt grundlag for at udøve den magt.

Og snarere end et embedsværk, der har lavet fejl, så giver mink-afhøringerne indtryk af et embedsværk, der udmærket var klar over, at der manglede hjemmel, og en regering, der ikke lyttede, ikke læste, ikke konsulterede og ikke rystede på hånden. Det er en ret stor ’fejl’. Måske i virkeligheden som minimum grov uagtsomhed.

Statsministeren vil finde stor støtte i befolkningen og i eget bagland, for at den type fejl er noget, der kan ske. Hvor der handles, der spildes. Lev med det, ville statsministeren måske sige.

Men hun synes at have et for svagt blik for, at hun agerer i medfør af det embede, hun er blevet tildelt. Og at det embede er udstyret med vilkår og begrænsninger og procedurer, der skal sikre demokratiet og borgernes rettigheder. Og at statens ansatte, herunder deres arbejde og korrespondance er statens, og statens ressourcer er statens. Ikke Socialdemokratiets eller statsministerens, men statens. Og at et forløb som minksagen er en del af statens historie, og sammen med alt, hvad der sker efterfølgende i sagen, danner præcedens, og at denne præcedens vil kunne påvirke fremtidige regeringer og deres handlinger.

At følge reglerne er ikke og skal ikke omtales som et problem. Slet ikke af landets statsminister.