Jonas Herby: Jeg håber, vi får en kedelig transportminister
KOMMENTAR: Venstrefløjen vil bruge Transportministeriet til at føre alt andet end transportpolitik, stik imod resultaterne fra samfundsøkonomiske analyser. Derfor bliver det spændende at se, hvem Mette Frederiksen sætter i spidsen for de næste fire års transportpolitik.
Jonas Herby
DebattørDanmark får inden længe en ny transportminister. Og når det sker, er der to ting, der sandsynligvis kommer til at ske.
For det første får Mariager en omfartsvej, selvom den er blevet kritiseret vidt og bredt og måske var medvirkende til, at Kim Christiansen (DF) ikke blev genvalgt til Folketinget. For en omfartsvej er også en del af Socialdemokratiets infrastrukturplan, og dermed burde der stadig være flertal for det udskældte projekt.
Omfartsvejen kan vi nok leve med, men det andet, der formentlig kommer til at ske, er meget værre. Der er nemlig udsigt til, at transportsektoren skal bruges til at føre alt andet end transportpolitik, hvilket med venstrefløjens briller blandt andet betyder mere tog og jernbane.
Det er godt nyt for min toårige søn og andre jernbaneentusiaster, som bliver begejstret ved den blotte eksistens af jernbanesveller på rad og række. Men det kan være skidt nyt for dem, der hver dag skal fra A til B. Lad mig forklare, hvorfor.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Debatindlæg kan sendes til: [email protected]
Før staten beslutter større infrastrukturprojekter, udarbejder man en samfundsøkonomisk analyse. Analysen viser, om det afkast, som samfundet får ud af investeringen, står mål med omkostningerne. Mange (særligt i det nye flertal) ser transport som et problem, men (mere) transport er faktisk udtryk for en gevinst. Når du hurtigere kan komme fra A til B, er der større sandsynlighed for, at du besøger tante Hanne, vælger det perfekte job (for dig), tager familien ud i naturen og så videre.
Mere transport er altså et udtryk for, at folk kan gøre mere af det, der skaber værdi for dem. Disse bløde værdier er regnet med i de samfundsøkonomiske analyser.
Transportsektoren skal bruges til at føre alt andet end transportpolitik, hvilket med venstrefløjens briller blandt andet betyder mere tog og jernbane.
Jonas Herby
Cepos
Mere transport har selvfølgelig også nogle omkostninger – ofte i form af uheld og klima- og miljøkonsekvenser. Disse omkostninger regner man selvfølgelig også med i de samfundsøkonomiske analyser, selvom de faktisk normalt udgør en meget lille del af det samlede resultat.
I sidste ende er resultatet af den samfundsøkonomiske analyse et samlet udtryk for, hvor meget værdi samfundet får for pengene. Og herefter burde den del af transportpolitik, som handler om at vælge projekter, egentlig være dødhamrende kedeligt. For så er det i princippet bare at tage de bedste projekter først. Nogle af dem vil være tog- og jernbaneprojekter, mens mange vil være vejprojekter.
Men mange partier vil bruge transportpolitikken til at opnå andre mål. Nogle vil gavne deres valgkreds, Enhedslisten vil lave omfordeling, og Radikale vil føre klimapolitik gennem transportsektoren. Det er ikke, fordi der som sådan er noget galt med målsætningerne (selvom nogle i mine øjne er mere agtværdige end andre), men de bør ikke stå i vejen for, at man træffer fornuftige beslutninger. Og i forhold til eksempelvis klima, er omkostningerne ved øget CO2-udslip allerede regnet med i de samfundsøkonomiske analyser (og udgør normalt en ret lille effekt i forhold til tidsgevinsterne).
Man kan selvfølgelig være uenig i de nøgletal og fremskrivninger, der ligger til grund for de samfundsøkonomiske analyser. Der er flere ting, man i mine øjne bør gribe fat i for at få et bedre grundlag for at træffe beslutningerne.
Jeg har selv peget på behovet for at vurdere, hvordan selvkørende biler og roadpricing vil påvirke afkastet af jernbanerne i fremtiden. Og professor Mogens Fosgerau har blandt andet peget på behovet for at analysere, hvordan de mange foreslåede projekter påvirker hinanden.
Men at analyserne kunne være endnu bedre er i mine øjne ikke godt et argument for, at politikernes mavefornemmelser skulle være bedre end analyserne.
Derfor ønsker jeg mig — når det gælder om at vælge de konkrete projekter — en rigtig kedelig transportminister i den nye regering. En transportminister, der går op i metode og analyser, og som nærmest er lidt teknokratisk. Og en transportminister, der ikke er politisk skræmt ved tanken om at sætte spørgsmålstegn ved jernbanen, selvom mange af kollegaerne — og min søn — elsker skinnerne.
Det bliver spændende at se, om den perfekte transportminister findes. Man kan tvivle på, at de bedste emner er at finde blandt de 179 folketingsmedlemmer, så måske skulle Mette Frederiksen hellere lave en "Bjarne Corydon" og hive en teknokrat ind til at styre Transportministeriet.
Jeg kender mange gode folk i transportsektoren, som er tilpas kedelige og nørdede — og ligeglade med andres holdning — til at de kunne blive perfekte transportministre.
-----------------
Jonas Herby er specialkonsulent i Cepos og cand.polit. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egne holdninger.