Josephine Fock til regeringen: Genstart økonomien med grønne investeringer

DEBAT: Regeringen bør bruge potentialet i grøn omstilling til at kickstarte økonomien og skabe et mere bæredygtigt erhvervsliv, skriver Alternativets politiske leder, Josephine Fock.

Af Josephine Fock (ALT)
Politisk leder

Mens coronakrisen forventes at klinge af i løbet af de kommende måneder, er udsigterne til at løse klimakrisen både længere og mere besværlige.

Når Danmark genåbner – måske allerede efter påske – er det derfor afgørende, at de hjælpepakker og andre tiltag, der sættes i gang for at genstarte økonomien og hjælpe erhvervslivet, tænkes tæt sammen med den grønne omstilling.

Det er helt rigtigt set, når Dansk Energis direktør, Lars Aagaard, til Berlingske udtaler, at der brug for en grøn stimuluspakke, som både understøtter økonomien, beskæftigelsen og målet fra klimaloven om at reducere CO2-udledningen med 70 procent i 2030.

Derfor bør regeringen netop sætte alle sejl ind på at gøre de grønne investeringer til motoren i økonomien og erhvervspolitikken.

For selv om den grønne omstilling rummer store udfordringer, rummer den absolut også store muligheder – for eksempel muligheden for at gøre Danmark til et globalt foregangsland for grøn teknologi, grønne virksomheder og grønne arbejdspladser.

Danmark skal være et grønt pionerland
Faktisk er der meget, der taler for, at Danmark igen kan blive et grønt pionerland, hvis vi bærer os klogt ad.

Vi har viden, teknologi og et grønt energisystem i verdensklasse. Vi har kompetent og specialiseret arbejdskraft, og vi har virksomheder, som allerede er blandt de bedste i verden, når det gælder udviklingen af energibesparelse, vedvarende energi og grøn teknologi.

Med andre ord har vi et godt udgangspunkt for at skabe nye virksomheder, arbejdspladser og bæredygtige løsninger, som hele verden i stigende grad vil efterspørge i fremtiden.

Det ændrer dog ikke ved, at der er brug for flere investeringer og større ambitioner, hvis vi skal blive det grønne foregangsland, vi drømmen om. 

Flere tiltag vil sætte gang i økonomien
Her det naturligvis oplagt at skrue på nogle af de allerede kendte knapper i maskinrummet.

For eksempel bør man fremrykke investeringer i Danmarks Grønne Fremtidsfond, så man sætter turbo under den grønne omstilling i industrien.

Man bør sætte gang i store energirenoveringsprojekter af bygninger og boliger for eksempel gennem Landsbyggefonden.

Man bør droppe anlægsloftet og sænke den såkaldte "diskonteringsrente" for at fremme investeringer i grønne infrastrukturprojekter og klimasikring – ikke kun for en kort periode, men for altid, hvilket også vil styrke den lokale økonomi og det lokale erhvervsliv.

Sidst, men ikke mindst, bør man afsætte et endnu større milliardbeløb til grønne investeringer og diverse støtteordninger, der kan hjælpe virksomhederne i gang igen for eksempel ved at øge puljen til energirenoveringer, ved at udbygge og elektrificere infrastrukturen og ved at øge midlerne til grøn forskning og grøn teknologi.

Alle disse tiltag vil sætte gang i økonomien og tilmed den grønne omstilling. Og den fornødne finansiering kunne skaffes ved at udstede grønne obligationer som i Holland eller ved at fremrykke pensionsbeskatningen, sådan som Alternativet tidligere har foreslået.

Forureneren betaler-princippet skal i fokus
Hvis regeringen beslutter at igangsætte disse initiativer, bør den imidlertid være klar til at stille nogle rimelige modkrav til virksomhederne.

Modtager man støtte fra staten, skal man for eksempel ikke kunne udbetale udbytteskat. Og får man støtte, skal den selvfølgelig ikke bruges på en måde, der har store konsekvenser for klimaet. Det er kun ret og rimeligt.

Ret og rimeligt er det også, at vi som samfund begynder at indrette os mere generelt ud fra princippet om, at forureneren betaler.

Det kan blandt andet ske ved at ændre på skatter og afgifter for eksempel ved at indføre en bred CO2-afgift, som gælder alle varer, hvilket vil gøre det mere attraktivt for både virksomheder og forbrugere at tænke mere bæredygtigt.

Desuden vil det potentielt gavne virksomhedernes konkurrenceevne på sigt, da de som bekendt konkurrerer på et globalt marked, hvor grønne løsninger i stigende grad efterspørges, og hvor bæredygtighed snart bliver en præmis for den god forretning.

Derfor er det faktisk bare om at komme i gang med de grønne investeringer, så Danmark udnytter potentialet i den grønne omstilling til at genstarte økonomien og skabe et mere bæredygtigt erhvervsliv.

Forrige artikel John Wagner: Opret et nimandsudvalg som under Anden Verdenskrig John Wagner: Opret et nimandsudvalg som under Anden Verdenskrig Næste artikel Sikandar Siddique: Tilbagevenden til status quo efter krisen bliver fatal Sikandar Siddique: Tilbagevenden til status quo efter krisen bliver fatal