Debat

K-borgmester: Bør vi se bort fra kommunegrænser?

DEBAT: Udfordringerne med at boligplacere flygtninge er forskellige fra kommune til kommune. Kommunerne bør derfor have mulighed for at bryde kommunegrænserne for at løse udfordringen. Det mener Hans Toft (K), borgmester i Gentofte Kommune.

Gentofte Kommune har som alle andre kommuner et ansvar – og vi tager naturligvis det ansvar på os. Men vi har også et ansvar for at stille relevante og nødvendige spørgsmål, hvis ligemageriet spænder ben for de bedste løsninger. Det mener kommunens mangeårige borgmester Hans Toft (K).
Gentofte Kommune har som alle andre kommuner et ansvar – og vi tager naturligvis det ansvar på os. Men vi har også et ansvar for at stille relevante og nødvendige spørgsmål, hvis ligemageriet spænder ben for de bedste løsninger. Det mener kommunens mangeårige borgmester Hans Toft (K).
David Laungaard Lose
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Hans Toft (K)
Borgmester, Gentofte kommune

Kreativitet. Det ord bliver ofte brugt – og misbrugt – også i forbindelse med den kæmpeudfordring, kommunerne står overfor i forhold til at boligplacere flygtninge. Kommunerne opfordres til at tænke kreativt. I Gentofte Kommune er vi enige. Hvis vi skal løfte udfordringen med boligplacering af flygtninge, så skal alle muligheder i spil – også dem, der udfordrer kommunegrænserne.

De mange flygtninge presser de mest befolkningstætte kommuner massivt, og hvis tildelingen af flygtninge fortsætter på samme høje niveau, så må vi stille spørgsmålet: Hvis regeringen vedbliver at pålægge os at boligplacere flygtninge i boliger, som regeringen véd ikke eksisterer, hvor skal de så være?

Udfordringerne er forskellige
Derfor er det et reelt scenarie og derfor også en relevant diskussion: Bør vi se bort fra kommunegrænser og placere flygtningene der, hvor det giver mest mening i forhold til mulighederne for at skaffe en værdig og ordentlig bolig, som har afgørende betydning både i forhold til gennemførelse af den ønskelige integration og i forhold til økonomisk sund fornuft? Bør det være muligt for Gentofte Kommune at boligplacere flygtninge uden for egen kommune og samtidig bevare det overordnede økonomiske og integrationsmæssige ansvar?

Bør vi se bort fra kommunegrænser og placere flygtningene der, hvor det giver mest mening i forhold til mulighederne for at skaffe en værdig og ordentlig bolig, som har afgørende betydning både i forhold til gennemførelse af den ønskelige integration og i forhold til økonomisk sund fornuft?

Hans Toft (K)
Borgmester, Gentofte kommune

Udfordringerne er forskellige fra kommune til kommune, konstaterer Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg (V) i det foregående debatindlæg om flygtningeboliger i Altinget. I Gentofte Kommune er udfordringerne til at tage og føle på. Arealmæssigt er Gentofte en af landets mindste kommuner og med en boligstruktur, hvor meget få boliger kan disponeres af kommunen til flygtninge og boligsociale formål. Og det samtidig med, at prisen for eventuel køb af private boliger ligger markant højere end i det øvrige land.

Set i det lys, giver det så mening, at vi midlertidigt indkvarterer to mænd i én ungdomsbolig eller en hospitalsbygning eller i boliger omkring Akvariet eller Charlottenlund Slot i Gentofte uden udsigt til permanent bolig eller familiesammenføring – frem for at kunne tilbyde flygtningene regulære boliger i kommuner med en anden demografi?

Som eksempel kan vi bruge Gentofte Kommunes ejendom Hjortholm, der p.t. fungerer som special-kostskole for børn og unge med indlæringsvanskeligheder. Det vil være oplagt til boligplacering af flygtninge – men Hjortholm ligger i Næstved Kommune. Bør det være muligt for Gentofte Kommune at placere flygtninge der?

Vi påtager os vores ansvar
Gentofte Kommune har som alle andre kommuner et ansvar – og vi tager naturligvis det ansvar på os. Men vi har også et ansvar for at stille relevante og nødvendige spørgsmål, hvis ligemageriet spænder ben for de bedste løsninger. Vi har allerede udfordret staten og Region Hovedstaden i forhold til at kunne benytte deres ledige bygninger i kommunen til midlertidig boligplacering af flygtninge.

Samtidig samarbejder Gentofte Kommune i dag med andre kommuner inden for en række af kommunernes kerneområder. Sådanne samarbejder på tværs af kommunerne vil også kunne udnyttes til sammen at håndtere boligplacering af flygtninge. Måske ikke nemt – men relevant som en bedste løsning for dem, det vedkommer.

For at imødekomme manglen på permanente boliger har regeringen igangsat en række tiltag. Blandt andet er der nu åbnet for, at kommunerne kan overskride det beløb, som flygtningene selv skal betale for en bolig – hvis kommunerne blot betaler differencen. Men er det særlig fornuftigt at – stat eller kommune – køber ejerlejligheder eller villaer til landets dyreste priser for at boligplacere flygtninge? Jeg synes det ikke, og vi vil ikke gøre det.

Tiltag har ingen positiv effekt i Gentofte
Regeringen har sat ca. 600 mio. kr. af til etablering af almene boliger i kommunerne. Dette tiltag forudsætter jo, at man har byggegrund, som almene boliger kan opføres på – og sådanne findes ikke og har derfor ingen positiv effekt i Gentofte Kommune, der er landets fjerde tættest bebyggede.

Vi har heller ikke ledige boliger i de få almene boligbyggerier, der er i kommunen, men kan erfare, at det er besluttet at nedrive 700 almene boliger på landsplan. De 350 heraf er besluttet til nedrivning, alene fordi boligerne ikke kan lejes ud.

Er det en menneskelig, kreativ og konstruktiv løsning af en stor, samfundsmæssig udfordring, at Gentofte Kommune til permanent boligplacering kan blive nødt til at opstille pavilloner på fodboldbaner og parkeringspladser, mens ledige almene boliger andre steder i landet rives ned?

Dokumentation

Fra 12. april og en måneds tid frem sætter By- og boligdebatten fokus på flygtningeboliger.

Følg debatten her.

Boligdebatten på Altinget: by og bolig har til formål at fokusere og styrke den boligpolitiske debat i Danmark. Løbende inviterer Altinget: by og bolig derfor eksperter, politikere, erhvervslivet og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og problemstillinger inden for boligområdet.

Husk, at du også kan deltage i eller komme med idéer til debatten.

Send dit indlæg til [email protected]


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Hans Toft

Fhv. borgmester, Gentofte (1993-2021), advokat
cand.jur. (Aarhus Uni. 1976)

0:000:00