Konservativ lokalpolitiker til partifæller: Mistro til handicappede borgere koster kommuner en formue

Torsdag 20. maj kunne man her på Altinget læse to af mine partifæller og konservative borgmestres, Michael Ziegler (K) og Benedikte Kiær (K), manglende tro på, at kommunerne – eller nogen som helst – kan løfte handicapområdet bedre end i dag.

Jeg deler ikke den manglende tro på, at det naturligvis kan lade sig gøre at opretholde borgernes retssikkerhed.

Handicapområdet er blevet forsømt i mange år. Vi hører om voksende udgifter og flere og flere borgere, som har brug for hjælp. Nuvel – det er naturligvis ikke nemt for kommunerne eller nogen at navigere i, hvis der ikke er penge nok. Men spørgsmålet er, om det er penge, der mangler, eller mistro til borgerne, der koster. 

Det er kompliceret lov, lyder argumenterne igen og igen. Jo, paragraffer kan være svære at læse. Men at kommunerne læser forkert i omkring halvdelen af sagerne, er mere, end vi kan og skal acceptere.

Alle mennesker laver fejl. Men hvis jeg i mit arbejde i det private erhvervsliv lavede fejl på fejl, så havde jeg ikke et arbejde.

Ingen efterspørger en nulfejlskultur. Men vi efterspørger, at man lærer af sine fejl og altid søger at gøre det bedste. 

Kan vi samarbejde mere med de patientforeninger, som ofte godt kan læse lov-paragrafferne korrekt og får ret, når sagerne omgøres i ankestyrelsen?   

Hanne Bjørn-Klausen
Byrådsmedlem (K), Herlev, folketingskandidat

Brug for nye løsninger
For det er borgerne, det går ud over. Men ikke kun det. Set med økonomiske briller går det nemlig også ud over den offentlige økonomi, når borgerne ikke får rette hjælp første gang. Problemer, der ikke bliver løst, har det med at vokse – og således går det også, når handicappede borgere ikke får rette hjælp fra starten. 

Borgernes retssikkerhed bliver ikke overholdt. Alle skyder på hinanden, men ingen gør noget. Jeg vil derfor hellere som kommunalpolitikker prøve at kigge på, hvad vi selv kan gøre. 

Kan vi eksempelvis ændre på delegationsplanen, så vi faktisk giver mere bemyndigelse til vores dygtige socialrådgivere, som kender borgerne – i modsætning til de visitationsudvalg, som aldrig har mødt borgeren, men som tænker mere i økonomi her og nu og ikke økonomi på sigt? 

Kan vi samarbejde mere med de patientforeninger, som ofte godt kan læse lov-paragrafferne korrekt og får ret, når sagerne omgøres i ankestyrelsen? 

Kan vi gøre mere op med kassetænkning og siloer? Der er masser af problemstillinger, og til dem alle er der en løsning. Spørgsmålet er, om vi kan og vil ude i kommunerne. 

Kan vi ændre budgettildelingsmodellen for folkeskolerne, så de ikke for alt i verden søger at undgå at få udredt børn med udfordringer, fordi det kan betyde, at barnet skal tilbydes specialskole eller have ekstra hjælp, og det tærer på den enkelte folkeskoles økonomi.

Drop mistillid og skyttegravskrig 
Listen er lang – og selvfølgelig kan det lade sig gøre at følge loven. Og ja, jeg stiller spørgsmålstegn ved, om det egentlig koster os ret meget mere. Hvis noget overhovedet.

Jeg deler ikke den manglende tro på, at det naturligvis kan lade sig gøre at opretholde borgernes retssikkerhed.

Hanne Bjørn-Klausen
Byrådsmedlem (K), Herlev, folketingskandidat

Jeg foreslår, at vi starter der, hvor det gør allermest ondt: Vi starter med at fjerne mistilliden til, at handicappede borgere kræver mere, end de har ret til. Vi fjerner mistilliden til, at forældre sygeliggør deres børn. Vi starter med at lytte til borgerne. Vi tror på, at forældre ikke kommer og beder om hjælp, hvis der ikke er brug for det. Vi vælger at lave tidlig indsats – hver gang. Vi ser ikke tiden an.

Nej, det bliver nok ikke dyrere. Det vil spare os for mange sagsbehandlingsmøder, klagebehandlinger og følgeskader hos borgerne og deres pårørende. Der er nok cases at hive op af skuffen, der viser, hvad det ville have sparet os, hvis vi havde gjort det rette fra starten.

Og jo, der er også ting, som Folketinget bliver nødt til at kigge på. Det skal vi i kommunerne gør opmærksom på. Det skal være et samarbejde mellem Folketing og kommuner – ikke en skyttegravskrig, hvor vi holder på hver vores.