Khader & Elbjørn: Kald ondskaben ved rette navn

Af Naser Khader og Kasper Elbjørn
Henholdsvis Senior Fellow hos Hudson Institute og folketingskandidat (K) & cand.scient.pol.

I en debat mellem Dansk Folkepartis Peter Skaarup og Socialminister Manu Sareen fra Det radikales Venstre, skriver Manu Sareen, at radikalisering ikke er en generel trend blandt unge muslimer. Det har Manu Sareen ret i, ligesom vi af gode årsager også er enige med ham i, at der ikke gemmer sig en potentiel terrorist bag enhver muslim.

Problemet er, at hverken Manu Sareen eller Peter Skaarup formår at komme med en løsning på, hvordan vi skelner mellem muslimer og den radikale, militante islamisme, som vi så I København den 14. februar i år.

Hvis vi ønsker at stoppe radikaliseringen af unge muslimer, og i stedet integrere dem, er det kontraproduktivt at skære alle over én kam. I stedet er første skridt mod en løsning på den stigende islamisme i Danmark og i udlandet, at vi tør kalde ondskaben ved rette navn.

Vi kalder det nazi-islamisme, fordi danskerne kender nazismens ondskab.

Naser Khader og Kasper Elbjørn
Henholdsvis Senior Fellow hos Hudson Institute og folketingskandidat (K) & cand.scient.pol.

Sig tingene som de er
Vi er blandt dem, der brugte begrebet nazi-islamisme længe før, Det konservative Folkeparti lancerede sin STOP-kampagne. Vi gjorde det allerede, da Islamisk Stat begyndte at halalslagte gidsler, og vi gjorde det det i dagene efter terrorangrebet i København lørdag den 14. februar i aviser, på de sociale medier og til møder rundt omkring i landet. Det, vi oplevede den 14. februar, var nazisme med et islamistisk ansigt, og ikke Islam. Islamisme er ideologisk i familie med nazisme.

Når vi dengang, som nu, mener, det er et relevant udtryk, er det fordi, vi går ind for at sige tingene, som de er. Vi mener politiske ledere skal hædres for at kalde ondskaben ved rette navn. Derfor var det efter vores mening utraditionelt, men modigt og betimeligt, da De konservatives landsformand, Søren Pape Poulsen, gjorde ordet til sit eget, som ét af de seks budskaber fra Det konservative i aviserne og på plakater landet over.

”Hvordan tror du, verden ville være, hvis Boko Haram og Islamisk Stat havde verdensherredømmet? Så ville du se, at folk blev slagtet ligesom under nazismen”, lød det bramfrit fra Søren Pape, da han gæstede Deadline på DR2 torsdag den 16. april. ”Knoppen ville da hurtigt ryge på sådan en som mig med min seksuelle orientering”, sagde han.

Vi må dog erkende, at Søren Papes budskab fik flere meningsdannere, men især kulturradikale fra både rød og blå blok, til at se rødt.

Nazi-islamisme
Betegnelsen kulturradikale kan vi ikke tage æren for. Det er en idestrømning – eller bevægelse - hvis navn er opfundet af Elias Bredsdorff i en kronik i Politiken i 1955. Dengang var de kulturradikale, ligesom i dag, en kulturkritisk, partiuafhængig bevægelse med rod i 1870'ernes kulturkamp, dvs. det moderne gennembrud og det såkaldte ”europæiske Venstre” omkring Viggo Hørup og Georg Brandes.

Selvom de kulturradikales idégrundlag er en krydsning af Brandes’ kritiske videnskab og en udogmatisk socialisme, er den i dag udbredt i både rød og blå blok, og bedst kendetegnet ved en værdirelativistisk tilgang til alt fra historie, kunst og kultur over litteratur, presse, teater, film, radio og tv til børneopdragelse, undervisning og tro.

Vi er ikke overraskede over deres forargelse over udtrykket nazi-islamisme. Det skal de være.  De mener, at alt er lige godt. Vi mener, der er ondskab i denne verden, og at man bør kalde ondskaben ved rette navn. Vi er til gengæld overraskede over, at de ikke vidste, at nazi-islamisme er et pædagogisk, fordansket ord for islamofascisme. Islamofacisme er heller ikke helt dækkende, da nazisterne også ville udrydde jøderne. Fascisme har ikke samme jødehade-element i ideologien.

Islamofascisme er et udbredt og velkendt udtryk i amerikansk litteratur om radikal islamisme. Det står faktisk i New Oxford American Dictionary, og blev introduceret helt tilbage i begyndelsen af 1990’erne, men vakte for alvor interesse, da Præsident George W. Bush i 2005 brugte udtrykket i en tale hos tænketanken National Endowment for Democracy: ”Nogle kalder ondskaben for islamistisk radikalisme; andre, militant jihadisme; og igen andre, islamofascisme. Uanset hvad vi kalder det, er denne ideologi meget forskellig fra Islam som religion.”

Vi kalder det nazi-islamisme, fordi danskerne kender nazismens ondskab. Vi bruger ordet nazisme, for at ingen bliver i tvivl om, hvad det drejer sig om. Vi ønsker at skelne mellem den ondskab, der udfoldede sig den 14. februar på Østerbro og foran den jødiske synagoge, og Islam som religion.

Udtrykket skal ses i dette lys.

Kald ondskaben ved det rette navn
Allerede sidste år udtalte Søren Pape Poulsen faktisk, at de fundamentalistiske krigere, der lige nu vinder frem i Mellemøsten, bliver slået over én kam med danske muslimer, når de omtales som muslimer, og påpegede, at kritikken ikke skulle misforstås som en opfordring til en mildere omtale af Boko Haram og Islamisk Stat, men at man anstændigvis bør kalde ondskaben ved rette navn.

Islamismen er en totalitær, politisk ideologi, som har sit udspring i islam. Islamisterne fokuserer på islams voldelige elementer og tolker og fordrejer de hellige skrifter, så de understøtter deres ærinde. Islam er dermed en helt central del af islamismen, men islamisme er omvendt ikke en del af religionen islam. En islamist vil kalde sig en rettroende muslim, men hvis vi skifter fortegn, vil kun de færreste rettroende muslimer være islamister.

Islamismen henter sin inspiration i 20’ernes, 30’ernes og 40’ernes nazisme og fascisme. Det er naturligvis herfra, de mange paralleller til nazismen har deres ophav, og det er derfor, det giver mening at anvende betegnelsen nazi-islamisme. En af islamisternes åndelige fædre, al-Qutb, var meget begejstret for Hitler, og roste ham i flere skrifter.

Som et resultat af det nazistiske forbillede er vi nu vidner til en nazistisk-inspireret islamisme, der benytter sig af de samme slags argumenter som Hitlers Nazityskland. Til eksempel retfærdiggør man udryddelse af mennesker ved at stemple dem som undermennesker. Dette er en erkendelse, der står lysende klart, når vi tænker på de 28 etiopisk kristne, som Islamisk Stat koldblodigt har henrettet - alene af den grund, at de var kristne. I den islamistiske idealstat er der ikke plads til religiøse mindretal og anderledes tænkende.

Ambitioner om verdensherredømme
Både nazismen og islamismen er bevægelser baseret på en kult af morderisk vold, der ophøjer død og ødelæggelse og foragter livet og det åbne samfund. Både nazismen og islamismen er tilbøjelige til ledertilbedelse og til hovedløst at betro en enkelt bog al magt og ret. Både nazismen og islamismen benytter sig af et omfattende propagandaapparat, har ambitioner om verdensherredømme og fjerner alt, der repræsenterer alternative livsanskuelser. Derfor er bogafbrændinger og ødelæggelse af kulturskatte hverdag i de islamistisk kontrollerede områder. Både nazismen og islamismen har et stærkt engagement i seksuel undertrykkelse, ikke mindst undertrykkelsen af enhver seksuel afvigelse, underordning af kvinder og foragt for det feminine, og er altså antonyme med danskernes moral, traditioner og love.

I al for lang tid har vi, stiltiende i værdirelativismens navn, accepteret nazi-islamisterne. Når et folketingsmedlem bliver verbalt overfaldet på åben gade, og unge mænd råber: ”Bare vent til Islamisk stat kommer”, er grænsen, for hvad vi skal finde os i, overskredet. Vi har fundet på nok undskyldninger for de unge mænd, der blev lokket af ondskaben. Danskerne er et åbent og varmt folk med hjertet på rette sted, men vores tolerance og respekt for minoriteter er blevet udnyttet.

Her er det vigtigt at huske, at ondskaben kun sejrer, hvis gode mennesker intet gør. Derfor ønsker vi at stoppe nazi-islamismen, inden den slår rod i vores samfund.

Størstedelen praktiserer på fredelig vis
Der er mere en 1,5 milliarder muslimer i verden. Langt størstedelen praktiserer deres religion på fredelig vis. Det samme gælder i Danmark. Det store flertal af de danske muslimer er moderate, retskafne og fredelige medborgere. Det er også for at fredeliggøre dem, at det er vigtigt at udpege problemet som nazi-islamisme. For i Danmark, som i resten af verden, er vi i disse år vidne til en stigende radikalisering i visse dele af de muslimske samfund.

I Grimhøjmoskéen i Aarhus har de flere gange haft hadprædikanter til at holde hadtaler. Hovedparten af de aarhusianske syrienkrigere har haft deres gang i Grimhøjmoskéen. Det må være tydeligt for enhver, at der her er tale om et sted, hvor radikale holdninger stortrives, og hvor de demokratiske værdier og traditioner stænges ude.

Vi oplever igen og igen, at boligforeningerne overtages af islamistiske bestyrelser, der efterfølgende træffer beslutninger ude af trit med frisind og demokratisk ånd.

Uanset om man kalder det parallelsamfund, stater i staten eller samfund i samfundet, er det desværre et faktum, at disse er blevet en realitet. Vi har områder, hvor politiet ikke kan komme, og hvor man ikke kunne drømme om at inddrage de danske domstole. Det er områder, hvor det danske samfund i praksis er ikke-eksisterende.

Kan vi leve med sådanne tilstande? Nej, det hverken kan eller vil vi.

Parallelsamfund skal stoppes
Derfor er det ikke længere nok, at vi forlanger, at alle der bor i Danmark overholder dansk lovgivning. Folks ret til at tro, tænke og tale frit er fundamental, men som dansker eller som gæst i Danmark følger et ansvar med disse rettigheder. Ikke blot et ansvar for at forsørge sig selv og sine, men også for at respektere Danmarks historie, moral, tro og traditioner og for at afholde sig fra at begå kriminalitet.

Derudover bør der indføres en statsborgerstest, der i langt højere grad end tidligere er baseret på danskernes historie, moral, tro og andre traditioner, helt på linje med et forslag fra de konservative i Storbritannien. I forlængelse heraf burde Folketingets Indfødsretsudvalg være mere direkte med i afgørelserne. Den slags kan oftest kun afgøres ud fra et personligt møde. Det var i øvrigt også meningen bag Grundlovens tanke om statsborgerskab ved lov og ikke ved administrativ praksis.

Parallelsamfund med egne værdier, regler og normer, og som ikke accepterer de danske myndigheders indblanding, skal naturligvis også stoppes. Indsatsen mod parallelsamfund bør forstærkes og være en integreret del af integrationspolitikken fremover. Vi skal ikke være bange for at tvangsflytte hadprædikanter og hadgrupper, der er ved at udvikle parallelsamfund med nazi-islamistiske tendenser.