En særlig metode vil stå for halvdelen af CO2-reduktionerne, når landbruget pålægges en klimaafgift. Nu peger Klimarådet på en risiko ved at bruge den

Det kan blive en risikabel vej at gå, hvis landbruget satser på kulstoflagring som den gyldne vej til grøn omstilling. 

For selvom reduktionsmetoden, hvor man binder klimaskadelig kulstof i jord, planter og skov, er et “væsentligt omstillingselement” for landbruget frem mod 2030, er det også en metode med væsentlige problematikker. 

Selvom der er potentiale for at øge kulstoflagringen kraftigt i de første år, er det ikke en reduktion, der vil holde på lang sigt.

Jette Bredahl Jacobsen
Næstformand, Klimarådet

Sådan lyder konklusionen fra Klimarådet i en ny analyse om landbrugets omstilling ved indførslen af en CO2-afgift. 

”I et klimaperspektiv giver det rigtig god mening at øge den mængde kulstof, der bliver lagret i planter og jord, frem for at det er i atmosfæren. Men problemet er, at reduktionen ikke er permanent. Kulstoffet er kun lagret, indtil planterne rådner eller træet bliver fældet,” siger næstformand Jette Bredahl Jacobsen, der også er professor i miljø- og ressourceøkonomi på Københavns Universitet.

Klimarådet baserer sin bekymring på en beregning af effekten ved at indføre en CO2-afgift på 750 kroner per ton CO2e i 2030.

I analysen når eksperterne frem til, at knap halvdelen af de i alt 5,5 millioner ton forventede drivhusgasreduktioner fra de teknologiske løsninger i landbruget kommer fra implementeringen af kulstofbindende tiltag som skovrejsning, læhegn og efter- og mellemafgrøder.

Klimarådet kalder fordelingen ”problematisk”.

“For selvom der er potentiale for at øge kulstoflagringen kraftigt i de første år, er det ikke en reduktion, der vil holde på lang sigt,” siger Jette Bredahl Jacobsen.