Kommunernes kommunikationsfolk driver propaganda i strid med forvaltningsloven

Kommunikationsafdelinger i samfundet har aldrig været større. Private virksomheder, offentlige myndigheder, interesseorganisationer, idrætsforeninger, sogneråd – ja, alle med respekt for sig selv og deres omdømme har i de seneste 20 år indstillet sig på den såkaldte medialisering og moderne (politisk) kommunikation.

Også i kommunerne har de daglige forsøg på at sætte den samfundsmæssige dagsorden og påvirke den offentlige opinion nået nye højder.

Samtidig har de lokale medier aldrig været svagere. DRs regionalradio på P4 har kun haft en mindre tilbagegang, mens de regionale TV2 kanaler de seneste 10 år kun har haft halvt så mange seere som i 1990’erne.

På avissiden blev årtiers lokal bladdød og fusioner afløst af årtier med sparerunder i de regionale og lokale aviser. Chefredaktøren på Aarhus Stiftstidende Jan Schouby kan eksempelvis berette, hvordan avisen havde 125 ansatte, da han begyndte som ung journalistpraktikant på avisen i 1993. Nu har avisen mindre end 25 journalister. 

På den anden side var der én kommunikationsmedarbejder i Aarhus Kommune, da Schouby startede i 1993, nu er der 35-40 kommunikationsansatte i kommunen. Andre storbyer har endnu flere kommunikationsfolk ansat. 

I samfundet som helhed skiftede balancen i årene op til 2010: Før var der flere journalister end kommunikatører – efter 2010 er det omvendt. 

I kommunerne er det formentlig omkring samme tidspunkt, at der blev flere kommunale kommunikatører end lokale-regionale journalister, som dækker kommunalpolitikken. Ubalancen indeholder flere demokratiske problemer, hvor tre skal fremhæves.

Det første problem er, at kommunernes kommunikationsafdelinger i stort omfang tegner glansbilleder af den kommunale udvikling. Et blik på stort set enhver kommunens hjemmeside eller Facebook-profil afslører en endeløs strøm af glade, positive og opmuntrende nyheder. Store initiativer, glade borgere, nye legepladser eller lyskryds og så videre.

I samfundet som helhed skiftede balancen i årene op til 2010: Før var der flere journalister end kommunikatører – efter 2010 er det omvendt. 

Roger Buch
Ph.d. og forskningschef, DMJX

Det er nærmest umuligt at opdrive en eneste pressemeddelelse eller nyhed, som handler om de mange problemer og trængsler som enhver kommune har hver dag. Prøv selv at gå ind på en tilfældig kommunens nyheder og tjek efter!

Det andet problem er, at kommunikatørerne er blevet et filter mellem politikere og journalister. For 15-20 år siden havde de fleste lokaljournalister direkte mobilnummer til borgmestre, rådmænd og udvalgsformænd. I dag er det for mange journalister umuligt at få de ledende politikere i tale.

Adgangen er ubetinget gennem kommunikationsafdelingen, og som regel stilles der modkrav fra kommunen om forhåndskendskab til spørgsmål. Ofte ender en anmodning om interview med borgmesteren med at kommunikationschefen formidler kontakt til en embedsmand.

Noget helt andet, end journalisten bad om, og med langt mindre brugbare svar. Henvendelsen teknik-og fagliggøres, hvilket betyder, at de politiske valg ikke kan efterprøves og udfordres af en kritisk presse.

En anden stigende tendens er, at anmodningerne om interview afvises, mens der gives tilbud om mail-svar som erstatning.

Det stiller medierne i en langt svagere position, da der ikke kan stille uddybende og kritiske spørgsmål. Tjo, det kan der på mail. Hvilket blot udløser nye omgange intetsigende eller undvigende mail-svar fra politikerne – eller er det overhovedet politikerne, som svarer?

Det kan ofte være kommunikationsmedarbejderne, fagmedarbejdere eller kommunikationsdirektøren, som reelt giver svaret. Hvilket giver det yderligere problem, at politikerne ikke selv får mulighed for at tænke over mulige problemer i deres politik. De udfordres mindre på deres politikker og løsningsforslag med fare for dårligere beslutninger som den endelige konsekvens. 

Det tredje problem er, at kommunikationsafdelingerne bruger de centrale politikere i kommunikationen. I 2013 lavede DR Syd en gennemgang af 278 pressemeddelelser og hjemmesideopslag fra Region Syddanmark, som viste, at regionsrådsformanden Carl Holst var citeret i næsten 50 procent af artiklerne.

Hans politiske hovedmodstander, som var den socialdemokratisk formand for regionens sygehusudvalg, var citeret i knap 7 procent af artiklerne. En sådan massiv eksponering af regionsrådsformanden er en oplagt politisk fordel.

Nogle gange antager eksponeringen af de ledende politikere i kommunerne nærmest karakter af egentlig propaganda og kampagne.

Roger Buch
Ph.d. og forskningschef, DMJX

Et studie fra 2013 underbyggede, at regionernes kommunikationsafdelinger formentlig i høj grad styrer nyhedsstrømmen om regionerne. Interview med mere end 30 kommunikationschefer og ansatte i regionerne, regionsformænd, journalister og redaktører på lokal- og regionale medier viste entydigt, at nyhedsstrømmen i medierne blev opfattet som mere styret af regionerne end af medierne selv.

På et spørgsmål om fordelingen i mediernes nyhedsstrøm om regionen, var det typiske svar, at 80 procent var styret af regionen og 20 procent af medierne. Det for medierne mest optimistiske bud blandt interviewpersonerne var 60-40 og det mindst optimistiske bud var 99-1 i regionens favør.

Billedet er formentlig knap så skævt for kommunerne, men også her har kommunikationsafdelinger stigende indflydelse på nyhedsstrømmen i de lokale og regionale medierne.

Nogle gange antager eksponeringen af de ledende politikere i kommunerne nærmest karakter af egentlig propaganda og kampagne. Eksempelvis udløste det kritik, da borgmesteren i Aalborg i foråret 2020 optrådte i kommunalt betalte outdoor-reklamer overalt i bybilledet i Aalborg.

Plakaterne ligner valgplakater, selv om de angiveligt var corona-relaterede lokalpatriotiske henstillinger om at støtte det lokale erhvervs-, cafe- og kulturliv. Ud over den politiske kritik udløste plakaterne også en mod-kampagne.

Plakaterne ligner til forveksling valgplakater – at kommunen og ikke Socialdemokratiet står bag fremgår overhovedet ikke. Ekstra Bladet gennemgik detaljeret kommunens plakater og påviste, at plakaterne til forveksling fulgte samme design-manual som socialdemokratiets valgplakater.

Farvekoden på den røde farve var dog mikroskopisk anderledes end Socialdemokratiets partifarve.

Som i andre sager var det en del af Aalborg Kommunens forsvar, at borgmesteren ikke har været involveret i udformningen af kampagnen. Hvilket understreger, at kommunikationsafdelingerne promoverer borgmestre og andre ledende politikere helt af sig selv. Man vil jo gerne gøre borgmesteren eller udvalgsformanden glad.

De tre problemer er bestemt ikke lige store i alle kommuner. Nogle kommuner er kommet langt på afveje, mens andre hjælper journalister efter bedste evne og er fair i brugen af de ledende politikere.

Der er dog nok ingen kommuner, som kan sige sig fri for glansbilledmaleriet af den succesfulde, positive og iderige kommune.

Udvandet politisk debat, svækket offentlig samtale, svækkelse af den frie presse, unfair behandling af oppositionspolitikere og dårligere beslutninger er blot nogle af de negative effekter af den kommunikative revolution i kommunerne gennem de seneste 20 år – moderniseringen og professionaliseringen af kommunernes kommunikation.

Men er det ikke netop det, som er sket: Kommunerne har fået en professionel moderne kommunikation, som bruger de virkemidler, som er effektive: positive skildringer, brug af toplederen i kommunikationen og anvendelse af alle moderne kommunikationsmetoder og -former.

Jo, men problemet er for det første, at mange af metoderne ikke holder sig inden for grundlæggende krav til demokrati og offentlig forvaltning, og derved ender som demokratisk dårlig professionel kommunikation.

Alle offentligt ansatte er underlagt et sandhedskrav – man skal holde sig til sandheden og især svare sandt på de spørgsmål, som stilles. Glansbilleder af kommunen er ikke sandheden. Undvigende mail-svar på journalistiske spørgsmål er ikke sandheden. Det er omgåelse af sandheden.

Det kan ikke forventes, at kommunerne omtaler og udstiller enhver fejl, men en bedre balance mellem glansbilledet og virkelighedens problemer er påkrævet, hvis kommunerne skal være bare i nærheden af sandhedskravet.

For det andet arbejder forvaltningen i de kollegialt styrede kommuner ikke alene for borgmesteren og flertallet, men derimod for HELE kommunalbestyrelsen.

Derfor skal oppositionen behandles fair og ligeligt af forvaltningen. Det er ikke fair og ligeligt at fungere som promovator eller ligefrem PR-bureau for borgmesteren, rådmanden eller udvalgsformanden.

En bedre balance mellem glansbilledet og virkelighedens problemer er påkrævet, hvis kommunerne skal være bare i nærheden af sandhedskravet.  

Roger Buch
Ph.d. og forskningschef, DMJX

For det tredje er der i kommunerne ikke regelgrundlag for at have spin-doktorer eller særlige rådgivere, sådan som der er i staten. Derfor er det åbenlyst urimeligt, at flere og flere ledende politikere i kommunerne de facto udstyres med personlige kommunikationsmedhjælpere.

For det fjerde og vigtigste skal det især huskes, at oppositionen i kommunerne er langt svagere end oppositionen på Christiansborg. Kommunalpolitikere er fritidspolitikere uden kontorfaciliteter eller ansatte hjælpere. Oppositionen står i en svag, ja nærmest umulig position, når de står overfor fuldtidsansatte borgmestre og rådmænd, deltidsansatte udvalgsformænd, som i forvejen kan trække mere på forvaltningens analyseapparat, og nu med en ny hær af kommunikationsfolk i ryggen.

Udviklingen, som udfordrer grundlæggende demokratiske og forvaltningsmæssige principper, bør stoppes. Mange steder må den endog rulles tilbage, hvis demokratiet skal være fair, og hvis forvaltningslovens ord og ånd skal tages alvorligt. Én løsning kan være lovgivning fra Folketinget.

Men hver enkelt kommune kan også selv løse problemerne ved at vedtage en kommunikationspolitik, som bygger på nogle af de samme idealer, som public service-medier og public service-journalistik bygger på. Grundtankerne i public service-kommunikation skal kun kort antydes her:

Public service-kommunikation er kommunikation i folkets tjeneste – ikke borgmesterens eller udvalgsformandens tjeneste. Public service-kommunikations mål er at sikre befolkningen væsentlig og alsidig samfundsinformation. Valg af indhold, budskab og formater skal være baseret på saglighed og faglighed. Public service-kommunikationen skal sikre balance mellem partier og mellem ”regering” og ”opposition”. Public service-kommunikationens mål er alsidighed og mangfoldighed: at alle eller mange sider af en sag kommunikeres. Både succes og fejl. Både for og imod. Både borgmester og opposition.

Men er det ikke en fuldstændig naiv umulig tanke? På ingen måde. Når DR og TV2 kan finde ud af public service-journalistik, så kan kommunerne også finde ud af public service-kommunikation. Der kræves blot vilje, målrettethed og handlekraft i hver enkelt kommune for at vedtage en public service-kommunikationspolitik. Hvem vil være foregangskommune?