Ekspert: Regeringens krise-kommunikation har udspillet sin rolle

DEBAT: Kommunikationskrisen overskygger nu selve coronakrisen, hvilket skaber tvivl og utryghed ved genåbningen af samfundet. Vi bør omlægge til en kommunikation, der lægger vægt på forandring frem for krise, skriver kommunikationsekspert Karin Sloth.

Regeringen bør ændre deres retorik til at handle om fælles forandring, skriver Karin Sloth.Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Karin Sloth
Forfatter og underviser i kommunikation ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Lige så fantastisk, som det gik kommunikationsmæssigt under nedlukningen, lige så håbløst går det med kommunikationen, nu hvor samfundet langsomt bliver genåbnet.

I en hver krise er det afgørende at få inddæmmet krisen og kommunikere klart og entydigt, så man ikke havner i en dobbeltkrise med både corona og en uklar kommunikation.

Min påstand er, at det danske samfund desværre allerede er havnet i denne dobbeltkrise, hvor krisens aktører nu fokuserer mere på kommunikationskrisen end på selve pandemi-krisen.

Fakta

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Fra krise til forandringsproces
Konsekvensen af kommunikationskrisen er, at tilliden til regering og myndigheder svinder ind, og at alle aktører: virksomheder, foreninger og borgere fastlægger egne regler ud fra devisen "hvis de andre kan, så må vi også kunne."

Jeg møder mange på min vej, der giver udtryk for, at regering og myndigheder er nogle håbløse amatører i forhold til at kommunikere.

Kriseretorikken fungerer ikke, når samfundet skal bevæge sig fra nedlukning til genåbning.
Karin Sloth
Forfatter og underviser i kommunikation ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Nu kender jeg flere af de kommunikationsfolk, der arbejder med "corona-kommunikationen", og de er ikke håbløse amatører.

Problemet er, at skabelonen for, hvordan man skal navigere gennem en krise, og hvordan der skal kommunikeres, simpelthen ikke fungerer i forhold til den situation, vi står i.

Som fagfolk skal vi gentænke vores forståelse af så langstrakt kriseforløb, som pandemien har vist sig at være. Menneskets natur har svært ved gennem længere tid at være i det alarmberedskab, som en kriseretorik lægger op til.

Hvis man i stedet betragter pandemien som et samfundsmæssig forandringsprojekt, kan man gennem kommunikationen på samme tid fastholde: At vi som borgere og organisationer må ændre vores måde at omgås på, at ingen – hverken politikere, myndigheder, fagfolk eller andre – har løsninger, og at det derfor er legitimt at diskutere og prøve forskellige løsninger

Ved at tænke forandringskommunikation i stedet for krisekommunikation kan den demokratiske samtale ændres fra fejlsøgning og at finde skyldige, til i stedet at fokusere på mulige løsninger, der afprøves.

Kriseretorikken er ikke længere effektiv
Effektiv krisehåndtering kræver, at der kun er en kaptajn, der kan rådføre sig med navigatør, maskinist og vigtige dele af besætningen, men kaptajnen sætter kursen.

Så længe der er konsensus om, at samfundet er i krise, bakker alle op, men når der lempes på restriktionerne, opleves det også som legitimt at sætte spørgsmålstegn ved kaptajnens kurs og fart, kritisere og komme med forslag til andre bedre løsninger.

Kriseretorikken fungerer ikke, når samfundet skal bevæge sig fra nedlukning til genåbning.

Ved at blive i kriseretorikken skaber det utryghed, frustration, vrede hos borgere og virksomheder, når den demokratiske samtale skaber usikkerhed om, hvad der gælder af retningslinjer, der eksempelvis udmønter sig i frustrerede mødre, der ikke kan forstå, at forbudt område er forbudt, "for der var jo ingen andre på legepladsen” (underforstået: vi skal jo bare holde afstand), og dyreparker, der tolker manglende forbud med et ok til at åbne. Eller hvorfor må supermarkeder sælge sko, når skohandleren ikke må?

Dilemmaerne er utallige, og regeringen anklages for ikke at handle retfærdigt.

Læs også

VKO: Regeringen kan ikke længere regere uden om Folketinget

Debat

Forandringsledelse
Regering og myndigheder angribes af opposition, interessegrupper, virksomheder samt dele af befolkningen for manglende klarhed for "hvad er ok, og hvad er ikke ok?" Plus det seneste "hvad er til forhandling, og hvad er ikke?"

De mange kritikere bærer deres del af ansvaret for, at krisens omfang øges ved at eksponere og dyrke de mange kommunikationsfejl samt ikke mindst stille spørgsmålstegn ved de officielle udmeldinger.

I en krise forventer man, at kaptajnen giver klarer instrukser, som man retter ind efter, mens man i en forandringsproces anerkender, at vi er på en fælles rejse, hvor ingen har klare svar på alt, og hvor der ikke kan være detaljerede regler endsige lovgivning for alt.

Krisekommunikationen i forbindelse med pandemien er kommet til kort af tre grunde:

Den manglende forberedelse og deraf manglende koordinering af kommunikationen, ikke mindst i forbindelse med at vende retur til mere normale tilstande.

Krisens omfang og kompleksitet, der griber ind i alle samfundets strukturer og den enkeltes adfærd.

Den manglende kommunikationsfaglige viden om en langstrakt krise, der falder udenfor den normale forståelse af kriser som en afgrænset overskuelig hændelse.

Skift fra kriseretorik
Hvor de første to punkter "blot" handler om bedre forberedelse og en langt mere kompleks koordinering end normalt, så udfordrer specielt det sidste punkt kommunikationsfaget, og dermed også muligheden for at forhindre den dobbeltkrise, som landet er havnet i.

Som ledere og kommunikationsfaglige eksperter kan vi med coronakrisen ikke bare følge drejebogen for god krisekommunikationen, hvor ledelsen sætter sig for bordenden, samler en krisestab, kontrollerer al kommunikation, og hvor kun en eller ganske få udtaler sig.

Fordi coronakrisen udvikler sig i slowmotion uden en klar udløbsdato, giver det mening kommunikationsfagligt at skifte fra kriseretorik til forandringskommunikation, men det stiller naturligvis også krav til, at landets ledelse også lægger stilen om til forandringsledelse.

I forbindelse med nedlukningen af samfundet materialiserede det danske samfund en stærk sociale kapital, hvor opposition, virksomheder, organisationer og befolkningen i helhed viste tillid og følgeskab til landets ledelse. Det myldrede frem med kreative løsninger og gensidig hjælp i forhold til at inddæmme smitten, hvilket viser, at der er et stærkt udgangspunkt for transformere krisen til et forandringsprojekt, så vi som samfund ikke både har en sundhedskrise men også en kommunikationskrise.

Politik har aldrig været vigtigere