Kristendemokraterne: Der er noget galt, når asfalt er vigtigere end vores børn

Af Isabella Arendt
Næstformand i Kristendemokraterne

Tja, det var så ugen, hvor Christiansborg på samme tid kunne finde 112 milliarder kroner til infrastruktur og samtidig stemte imod minimumsnormeringer til knap to milliarder kroner årligt. For prisen på trafikforliget kunne vi have fået minimumsnormeringer i over 50 år.

Der er noget galt i et samfund, når asfalt er en bedre investering end børn.

I dag er vores institutioners vilkår så dårlige, at det ikke længere er et spørgsmål om ekstra kvalitet for pengene. Det er et spørgsmål om børns helt grundlæggende rettigheder: retten til at se en voksen i øjnene, når man græder; retten til at få en ny ble og ikke gå rundt med lort i bukserne; retten til at spise sammen og ikke vente ensomt i en høj stol.

To milliarder til børnene er ikke forkælelse − det er basale behov.

Asfalt er en overskudsforretning
Det er bestemt ikke, fordi jeg har noget imod god infrastruktur, og jeg mener langt hen ad vejen, at det kommer Danmark til gode. Der er mange forældre og virksomheder, som sparer både tid og penge, når køerne bliver mindre rundt omkring i landet.

Når Finansministeriet skal udregne investeringer, så er asfalt en overskudsforretning, fordi det skaber vækst og sparer tid. I samme regnemodel er minimumsnormeringer en ren udgift. Det er her, problemet ligger.

Isabella Arendt
Næstformand i Kristendemokraterne

Men det kan ikke være rigtigt, at de sølle to milliarder kroner til ordentlige normeringer er så svære at finde i budgetterne. Når Finansministeriet skal udregne investeringer, så er asfalt en overskudsforretning, fordi det skaber vækst og sparer tid. I samme regnemodel er minimumsnormeringer en ren udgift. Det er her, problemet ligger.

Vi har brug for en bedre familiepolitik i Danmark. Forudsætningen er, at Finansministeriet forstår, at daginstitutioner, længere barsel, bedre uddannelse og tilskud til hjemmepasning er investeringer, som kommer mange gange igen.

Derudover har vi brug for et opråb fra forældre og fagpersoner. DR's dokumentar “Hvem passer vores børn” viser tydeligt, hvordan forholdene i daginstitutionerne i Danmark i dag er under al kritik.

Ondt i maven
Gode institutioner er forudsætningen for vores samfund. Med gode institutioner kan både mor og far trygt tage på arbejde. Dermed bidrager tusinder af småbørnsforældre til at skabe mening og vækst i samfundet, de betaler skat, og de får brugt deres evner til gavn for sig selv og andre.

Men forældre kan kun præstere og have en høj arbejdslyst, hvis de har tillid til, at deres børn har det godt imens. Ingen af os ville være dygtige medarbejdere, hvis vi har ondt i maven og en klump i halsen ved tanken om de forhold, som præger vores børns hverdag.

I dag er det desværre sådan, at mange forældre bilder sig selv ind, at institutionerne er gode nok − bare for at kunne tage afsted og efterlade deres elskede lille barn i hænderne på en pædagog, selvom det er tydeligt, at tiden er alt for knap.

Tilskud til hjemmepasning
Gode institutioner er forudsætningen for forældres frihed og frie valg af pasning til deres børn.

Kristendemokraterne ser gerne, at der er tilskud til hjemmepasning i alle kommuner. Det skal give forældre mulighed for at passe deres børn derhjemme.

Men det fungerer kun som et reelt frit valg, hvis institutionerne har samme høje kvalitet. Dermed kan forældrene vælge den pasningsordning, som er bedst for deres barn − frem for at vælge den ordning, som svigter barnet mindst.

En forudsætning for ligestilling
Gode institutioner er forudsætningen for ligestilling. I Danmark kan både kvinder og mænd arbejde ude − og ofte samtidig. Der er stadig kampe at kæmpe i forhold til ligestilling på arbejdsmarkedet og i familien, men alt i alt er gode institutioner forudsætningen for, at både mødre og fædre kan tage et arbejde. Så kan vi diskutere pension, ligeløn og barsel en anden dag.

Gode institutioner sikrer lighed i samfundet. Uanset om man har BMW eller buskort, skal man trygt kunne sende sit barn i den lokale institution, hvis man ønsker det. Gode institutioner sikrer, at arbejde uden for hjemmet er en mulighed, også for de fattigste i samfundet.

Samtidig er gode institutioner med til at samle danskerne, når de deler en skive æble med ungerne til forældrearrangementer. Når først vi sidder på de små stole i børnehaven, så er alle lidt mere lige.

Ingen voksne
Sidst, men ikke mindst, er gode institutioner forudsætningen for, at børn trives og udvikler sig, som de skal.

DR's dokumentar satte flot fokus på, hvordan netop kontakten med voksne er forudsætningen for, at børn udvikler sig socialt og personligt.

Børnene er vores fremtid − og vores nutid. De er det mest dyrebare, vi har. Netop derfor er deres trivsel så afgørende vigtig. Når børn vokser op med tid og kærlighed, så lærer de at stole på sig selv og andre. De udvikler deres sociale evner, så de kan skabe varige relationer senere i livet. De bliver så at sige til hele, velfungerende mennesker.

Da jeg så DR's dokumentar, var der særligt én scene, som rørte mig. Fire små børn under tre år sidder i hver sin høje stol ved bordet. Imens er pædagogen ude at hente et femte barn, der er vågnet fra sin lur. De fire børn er stille. Helt stille. Pædagogen kommer tilbage og roser dem for, at de har siddet pænt. Det er hun nødt til. Samtidig kan jeg ikke lade være at tænke på det svigt, som vi udsætter disse børn for. Ikke pædagogernes, men os som samfund, der har tilladt de vilkår, der hersker i dag.

Børnene omkring bordet taler ikke med hinanden, for der er ikke voksne til at lytte. De griner ikke sammen, for der er ikke nogen til at se dem. De har ikke lært eller mærket, at deres behov, ord og gerninger betyder noget for andre. De lærer til gengæld at vente. De lærer at finde sig i urimelige vilkår. De lærer, at deres inderste behov for opmærksomhed og nærvær ikke er vigtige. De har ingen forbindelse til hverken hinanden eller pædagogen.

Scenen er særligt hård, fordi den viser fire små mennesker − end ikke tre år endnu − og de har allerede opgivet den menneskelige kontakt.

De er ikke opmærksomheden værd
Jeg arbejder som forsker i lykke og trivsel. Alle studier − ALLE − viser, at det allervigtigste for et godt liv er, at vi har mennesker omkring os, som vi stoler på, og som er der for os, når vi har brug for dem.