Kronik: Coronakrisen tager temperaturen på vores demokrati

KRONIK: Det er nødvendigt med en debat om, hvordan demokratiet fungerer under coronaepidemien, og om tiltagene og hastelovene, som bliver sat i værk, vil få konsekvenser for vores folkestyre, skriver selvstændig erhvervsforsker Søren Schultz Hansen

Af Søren Schultz Hansen
Selvstændig erhvervsforsker og ekstern lektor på CBS

Corona har bragt det danske demokrati i en situation, hvor usædvanlige redskaber må bringes i anvendelse.

Eller er det faktisk tilfældet? Kan man snarere forsigtigt pege på, at den nuværende særtilstand er bekymrende meget nærmere normalen, end vi tror?

Den aktuelle situation minder os om, at demokratiet ikke må tages for givet, og at vi hele tiden må forbedre og forandre det.

Og eksempler fra tre områder viser, at nogle af særtiltagene måske slet ikke er så særlige, men faktisk var standard allerede inden corona: Det politiske lederskab, det samarbejdende demokrati og overvågningen af borgere.

Politisk lederskab og magtkoncentration
I disse tider hyldes vores statsminister som en samlende lederskikkelse – helt berettiget. Vi føler os i sikre hænder med Mette Frederiksen som kraftcenter og som kaptajn ved roret til at styre Danmark gennem krisen. Hun har handlet hurtigt, resolut og konsekvent.

Hun står i spidsen for meget kontrollerede pressemøder og har holdt nogle helt fantastiske taler, og hun har i det hele taget styr på den utroligt vigtige kommunikationsindsats i denne tid.

Udtryk, som at vi "skal stå sammen om at holde afstand", og "de svageste skal være de stærkeste", er så retorisk elegante, fyndige og effektive, at de formodentlig vil leve også efter, virussen er død. Statsministeren har nogle dygtige taleskrivere.

Omvendt er relevant at minde om, at præcis disse vigtige og meget roste kompetencer og lederegenskaber i al væsentlighed er de samme, som Mette Frederiksen – igen helt berettiget – fik kritik for i de første måneder af sin regeringstid, og som nogle ligefrem mente, var en trussel mod det danske demokrati:

En meget centraliseret magtkoncentration omkring statsministeren med en de facto vicestatsminister i skikkelse af Statsministeriets stabschef, Martin Rossen, hård og effektiv styring af forhandlinger, hvor målet nogle gange syntes at hellige midlet (hvilket dog også gav bagslag), og en tyk, beskyttende mur af omhyggeligt rekrutterede spindoktorer, pressechefer og kommunikationsmedarbejdere til at sikre en professionel, kontrolleret og doseret kommunikation fra ministerierne generelt og fra statsministeren i særdeleshed. 

Skal vi fortsætte med at forøge koncentrationen af magt centralt hos vores demokratiske ledere også efter coronakrisen? Som det altså har været tilfældet både før og under.

Det samarbejdende demokrati
Med de aktuelle planer for langsomt at genåbne Danmark er der igen kommet lidt uenighed mellem de politiske partier. Men ellers har mange fremhævet den seneste måned som et strålende eksempel på, hvor effektivt det danske demokrati fungerer.

At et enigt Folketing med alle partier kunne arbejde så effektivt sammen og så hurtigt vedtage omfattende komplekser af særlove, indføre grænselukning og blive enige om nødpakker til at afbøde de økonomiske virkninger.

Kunne man blot tage noget af ånden fra dette arbejde med til tiden efter coronakrisen og bruge det som inspiration til en ny standard for et reelt samarbejdende folkestyre.

Så undgår vi at vende tilbage til det, der til tider snarere ligner et konkurrencedemokrati, hvor politikere bekriger hinanden i kampen om magten og stemmerne. Rosen til Folketingets partier og deres aktuelle og gode eksempel til efterfølgelse er altså helt på sin plads.

Ikke desto mindre ville det være problematisk, hvis politikerne i en normal tilstand uden en global krise for eksempel vedtager at bruge milliarder af kroner bogstaveligt talt fra den ene dag til den anden uden nogen form for folkelig, deliberativ debat.

Det er sikkert nødvendigt i den nuværende situation, men optimale betingelser for demokratiet kan det dårligt siges at være.

En fejl eller med vilje?
En af risiciene ved at arbejde så hurtigt og effektivt med at beslutte ting i demokratiet er, at der ikke er tid til at sætte sig ordentligt ind i tingene. Og at der er informationer, som ikke når at komme for dagens lys eller ikke bliver gjort tilgængelige for alle parter.

Informationen om, at Sundhedsstyrelsen ikke anbefalede en grænselukning ud fra et sundhedsfagligt perspektiv, kom først Folketingets partier i hænde halvanden time, inden hasteloven om at lukke grænserne skulle vedtages.

Og oplysningen var placeret bagerst i bilagene blandt en masse teknisk tunge bestemmelser. Hvad enten det var en fejl eller med vilje.

Men en af de største, politiske historier fra det samarbejdende demokrati allerede kort tid inden corona var netop, at regeringen i flere omgange havde forholdt forhandlingspartierne information i forbindelse med udligningsreformen. Hvad enten det var en fejl eller med vilje.

I øvrigt har kritikken af for korte høringsfrister og eksemplerne på, at forvaltningslovens retningslinjer for høringssvar presses til grænsen og nogle gange overskrides, været et tilbagevendende tema i mange år og under skiftende regeringer.

Kritikken har de seneste par år blandt andet lydt fra så forskellige instanser som Dansk Erhverv, Advokatsamfundet, daværende formand for Folketinget Pia Kjærsgaard og juraprofessor Eva Smith. Fordi man er bekymret for, om demokratiet lider skade, og at der begås fejl, når tingene hastes igennem.  

Forløbet under coronakrisen er selvfølgelig ekstremt, men er det egentlig unikt sammenlignet med demokratiet inden?

Mere overvågning var allerede på vej
I kampen mod coronavirussen kan teknologien være et fantastisk redskab. Vi kan bruge big data og overvågning af mobiltelefoner til at identificere og opspore smittespredere og til advare folk, der har været i nærheden af smittede folk. 

Statens Serum Institut har allerede anmodet teleselskaberne om adgang til data. Og man har udviklet en app til mobilen, der sporer ejerens bevægelser – med inspiration fra Norge.

Hvis denne teknologi bliver brugt rigtigt, kan det måske betyde, at vi hurtigere kan lukke op for samfundet og samværet og i stedet kan koncentrere os om at opspore og isolere de smittede. Hvilket lyder som en rigtigt god og fornuftig idé.

Og et kvalificeret gæt er, at det vil have stor opbakning i befolkningen, hvis det kan hjælpe os i kampen mod corona. I hvert fald hvis alternativet er at lukke ned igen.

Det interessante er, at allerede inden den aktuelle coronakrise skabte et akut behov for indskrænkning af den personlige ret til at bevæge sig frit, havde regeringen introduceret planer for en øget overvågning.

Ikke kun som et legitimt middel i kriminalitetsbekæmpelsen, men også med det generelle argument, at mere overvågning ville skabe større tryghed og dermed større frihed, som justitsminister Nick Hækkerup sammenfattede logikken bag regeringens forslag.

Allerede dengang var opbakningen i befolkningen også relativt stor. Selvom det blandt andet samtidig kom frem, at politiet havde lavet bekymrende fejl i behandling af netop teledata.

Har vi allerede accepteret udstrakt overvågning, når blot det sker med et godt og anerkendelsesværdigt formål?

Demokrati skal ikke tages for givet
Demokratiet må aldrig blive så selvindlysende, så selvfølgelig og så sikkert i Danmark, at det tages for givet.

Derfor har debatten været helt på sin plads om, hvordan demokratiet fungerer under coronaepidemien, og om tiltagene og hastelovene, som bliver sat i værk, vil få konsekvenser for vores folkestyre. Debatten er nødvendig for at forudsige, hvad der sker, når vi vender tilbage til normaltilstanden efter corona.

Men det er også en god idé at beskrive, hvad der var det normale inden krisen, når vi skal tænke over, hvad vi vil vende tilbage til efter krisen: Ønsker vi at fortsætte udviklingen mod mere central koncentration af magten i vores demokrati?

Hvordan sikrer vi et effektivt, samarbejdende folkestyre i en verden i hastig forandring uden at miste muligheden for at tænke os om? Og er øget overvågning bare et demokratisk vilkår i en moderne, digital verden med konstant indsamling og lagring af data.

Coronakrisen kan måske bruges som et barometer for, hvilken tilstand demokratiet var i, også inden virussen ændrede vores verden.

Forrige artikel Rune Lund: Før en aktiv finanspolitik med fokus på grøn omstilling Rune Lund: Før en aktiv finanspolitik med fokus på grøn omstilling Næste artikel 41 lærere og skolepædagoger: Digital undervisning kan aldrig erstatte den virkelige undervisning 41 lærere og skolepædagoger: Digital undervisning kan aldrig erstatte den virkelige undervisning
Alle partier står bag aftale om genåbning: Her er hovedpunkterne

Alle partier står bag aftale om genåbning: Her er hovedpunkterne

FASE 4: Restauranter må holde længere åbent, men forsamlingsforbuddet består, og hårdt ramte brancher skal fortsat have hjælp. Det er nogle af hovedpunkterne i den aftale, regeringen netop har landet med alle Folketingets partier. Se dem alle her.