Lektor: Pædagoguddannelsens elendighed skyldes ikke akademikere

Af Carsten Pedersen
Lektor, Københavns Professionshøjskole

Pædagogstuderende og tidligere kommunal- og folketingspolitiker, Jeppe Klenitz-Jakobsen, slår i et indlæg i Politiken den 10. oktober et slag for betydningen af fag og praktiske øvelser i pædagoguddannelsen.

Uddannelsen må i hans øjne gerne være tungt teoretisk funderet – men leg, musik og andre kreative udfoldelser skal prioriteres i langt højere grad, end det er tilfældet i dag.

Klenitz-Jakobsen oplever, at pædagoguddannelsen aktuelt er domineret af det, han kalder "et akademisk uddannelsesparadigme". Det viser sig for eksempel i mere eller mindre pedantiske formkrav til udarbejdelsen af skriftlige produkter eller i forventninger om, at studerende kan fortælle "inden for hvilke videnskabelige paradigmer, man finder Foucaults teorier". 

Teori skal kobles op på hverdagen
Min gode kollega, lektor Maja Spuur Hansen, argumenterer – i et indlæg i Altinget den 6. oktober – for en lignende opprioritering af den pædagogiske praksis og af den krops- og erfaringsbaseret viden, der, som hun skriver, ikke nødvendigvis altid er "at finde i en bog eller i en videnskabelig artikel".

Også Hansen advarer dog samtidig mod at underspille betydningen af den faglige og teoretiske viden i en ny eller reformeret pædagoguddannelse.  

De kompetencer og den viden og de færdigheder, som de mange målformuleringer i den nuværende bekendtgørelse beskriver, er udtryk for klippe-klistre-målstyring uden idé.

Carsten Pedersen
Lektor, Københavns Professionshøjskole

Som underviser på pædagoguddannelsen forstår jeg godt de to debattørers bekymringer. Selvfølgelig skal pædagogstuderende udvikle et kreativt og fagligt begrundet handleberedskab, så de bliver i stand til at dyrke forskellige former for 'fælles tredje' i samspil med de mennesker, de har med at gøre.

Selvfølgelig skal pædagogstuderendes krops- og erfaringsbaserede oplevelser fra deres praktikker være et vedvarende omdrejningspunkt for deres refleksioner og faglige udvikling. Selvfølgelig skal enhver form for undervisning i tung teori løbende kobles til hverdagslivet i de pædagogiske institutioner.

Selvfølgelig skal studerende på en mellemlang videregående uddannelse ikke hele tiden bombarderes med lange bureaukratiske beskrivelser af, hvad de ned til mindste detalje forventes at leve op til.

Men pædagoguddannelsens elendighed skyldes hverken akademisering eller akademikere. I hvert fald ikke de akademikere, der underviser på pædagoguddannelsen. Den kommer sig af en uansvarlig uddannelsespolitik. 

Besparelser udpiner uddannelsen
Pædagoguddannelsen har gennem en lang årrække været udsat for en uendelig lang række af besparelser, effektiviseringer, omorganiseringer og fusioner.

Og samtidig har den ene bekendtgørelsesændring efter den anden gradvist undermineret undervisernes mulighed for at balancere hensyn til saglighed, faglighed og personlig dannelse i undervisningen og vejledningen.

Vi står i dag med en overdrevet mål- og arbejdsmarkedsfokuseret uddannelse uden uddannelsestænkning, fagrække og egentligt formål. Den gradvise økonomiske udpining af uddannelsen har betydet, at der ikke er den nødvendige tid til basal undervisning og vejledning af de studerende.

De studerendes muligheder for over tid at gøre sig erfaringer, som de bearbejder sammen med hinanden og sammen med undervisere, der kender dem, er desværre meget, meget ringe. 

Sammenlignet med andre mellemlange videregående uddannelser får pædagoguddannelsen den laveste taxametersats per studerende. Dertil kommer årelange besparelser, der af samme grund har ramt uddannelsen ekstraordinært hårdt.

Ifølge Danske Professionshøjskoler modtog en gruppe studerende i 1998 40 lektioners vejledning i forbindelse med udarbejdelsen af deres speciale, mens en bachelorgruppe i 2012 modtog 16 lektioner. Her i 2020 har jeg syv lektioner til vejledning af en bachelorgruppe.

Der er sket lignende reduktioner på de studerendes undervisning. Praktikbesøg, der tidligere var af halvanden times varighed, og som fandt sted ude på de studerendes praktiksteder, er i de senere år erstattet af virtuelle samtaler på omkring en halv time. Og så videre, og så videre.

Dertil kommer, at det stadig ikke er et lovkrav, at praktikvejlederne i praktikinstitutionerne skal være uddannede for at løfte opgaven med at vejlede de pædagogstuderende i uddannelsens praktikperioder.

Praktikker, der i øvrigt – sammenlignet med andre professionsuddannelser – er lønnede og optager en meget betydelig del af uddannelsen (et år og tre måneder ud af uddannelsens tre og et halvt år).