Analyse af 
Esben Schjørring

Med Gade-aftalen har Venstre tabt fortællingen om dansk politik til Mette Frederiksen

Med Mette Frederiksens opbakning til forslaget om Søren Gade som Folketingets nye formand har Venstre fået konkrete beviser for, at hendes ønske om en regering over midten er alvorligt ment. Omvendt har Jakob Ellemann-Jensen fået sværere ved at forklare det, hvis det ikke bliver til noget alligevel.

Så ja, tillidsøvelsen er lykkedes. Venstre blev grebet af varme socialdemokratiske arme. Men dermed er man nu også i Mette Frederiksens favntag.
Så ja, tillidsøvelsen er lykkedes. Venstre blev grebet af varme socialdemokratiske arme. Men dermed er man nu også i Mette Frederiksens favntag. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Esben Schjørring

Alle kender øvelsen fra ryste-sammen-ture og team building-kurser. Den, hvor man står med med lukkede øjne og lader sig falde bagover og (forhåbentlig) bliver grebet af de nye fra klassen eller arbejdspladsen. Øvelsen forudsætter ikke bare tillid, men skaber den.

Det var en sådan tillidsøvelse – sådan lyder det fra begge partier – Venstre og Socialdemokratiet udførte, da Søren Gade (V) I løbet af lørdag eftermiddag med statsministerens opbakning til Venstres forslag hurtigt fik et flertal bag sig som Folketingets nye formand

Fra Venstres side var forslaget ment som en test af, hvor ægte Mette Frederiksens hensigter er i forhandlingerne om en regering over midten. Ifølge Altingets oplysninger ringede Jakob Ellemann-Jensen selv til Mette Frederiksen og foreslog Gade til den lukrative og prestigefyldte post, og det forlyder også, at Mette Frederiksen og holdet rundt om hende hurtigt bakkede det op.

Dermed er forhandlingerne om regeringsmagten og spillet om regeringskonstellationen rykket ind i en ny fase. 

Spørgsmålet er bare hvilken fase. Ja, Mette Frederiksen gav en vigtig post fra sig, hun kunne have givet til en partifælle eller kolleger i centruM-venstre. Men spørgsmålet er, om Venstre ikke samtidig svækkede sin forhandlingsposition i det videre forløb.

Venstres vej tilbage

På de sociale medier gav nyheden om Søren Gades nye hverv straks anledning til teorier om, at meget mere – læs regeringssamarbejde – allerede er ordnet i kulissen. Det er der ikke noget, der tyder på, er tilfældet. 

Fra begge partier lyder det, at det handler om at opbygge tillid i det hele taget. Samtidig er det vigtigt at huske, at der ikke er enighed i Venstre om, hvorvidt regeringsdeltagelse overhovedet er ønskværdigt for partiet. 

Der er enighed om, at et valgresultat på 13,3 procent var nær katastrofalt. Ligesom der er enighed om, at projektet om at samle blå blok kiksede i den forstand, at blokken kun fik lidt over 40 procent af stemmerne. Men der er ikke enighed om, at regeringsdeltagelse er svaret på det problem. 

Læs også

Nogle slår på, at valgets tale var, at vælgerne vil se en midterregering, og at Venstre og Jakob Ellemann-Jensen skal gøre sig selv til en del af det projekt ved at gå i regering med Mette Frederiksen.

Andre mener, at man skal stå uden for regering – i en konstruktiv, men kritisk rolle, hvor man stadig er et klart alternativ til Socialdemokratiet.

De sidste frygter to ting ved regeringsdeltagelse. For det første er der de angrebsmuligheder, det efterlader for Inger Støjberg og Liberal Alliance, hvis Venstre binder sig til en regering med Socialdemokratiet for bordenden. For det andet frygter man, at regeringsdeltagelsen vil ske på bekostning af den genopbygningsfase, partiet befinder sig i, hvor der er brug for politisk innovation indadtil.

Omvendt er tilhængerne af regeringsdeltagelse bange for, at man havner i en ubæredygtig position i et blåt råbekor af små og mellemstore partier på sidelinjen, hvis man ikke søger indflydelsen i regering.

Går vejen tilbage til storhed og til at blive et bredt favnende folkeparti via regeringsmagten, selv med Mette Frederiksen som statsminister, eller ved at så uden for? 

Det er det spørgsmål, Jakob Ellemann-Jensen skal besvare snart. Her ser Venstretoppen det som et første skridt i det hele taget at afklare, om det første er en reel mulighed.

Her var Gade-aftalen en vigtig indikation. Spørgsmålet er bare, om Venstre ikke betalte en ret stor pris for den indikation.

Ellemanns vilde udtalelser

For hvad fik Mette Frederiksen egentlig til gengæld? Hun fik et meget offentlig bevis for hendes fortælling om, at hun virkelig er en statsminister, der søger det brede samarbejde over midten. 

Det kan ikke modsiges nu, som en central S-kilde siger det. 

Dermed er hele Venstres kampagne, siden Mette Frederiksen trådte til som statsminister i 2019 i almindelighed og under valgkampen i særdeleshed nu kollapset. Sidste år var Jakob Ellemann-Jensen i medierne med, hvad han selv betegnede som "vilde" udtalelser.

"Jeg stoler ikke på Danmarks statsminister," sagde han i forbindelse med Mette Frederiksens pressemøde i kølvandet på sagen om hendes slettede sms'er. Den talelinje kan han ikke sådan lige slå ind på fra nu af.

Med Gade-aftalen har Venstre med andre ord tabt fortællingen om dansk politik til Socialdemokratiet. I hvert fald for indeværende.

Det får betydning for det videre forhandlingsforløb. 

I alle politiske forhandlinger – også, og måske især, dem om regeringsmagt – er det vigtigt at kunne gøre det klart for sig selv og for andre, hvad kriteriet for deltagelse er. Hvorfor er man med i regering, hvis man er det. Og hvorfor er man ikke med, hvis man ikke er det. 

Der er en sammenhæng mellem den pris, man kan kræve i forhandlingerne for at være med, og den pris, modparten skal betale, hvis man forlader forhandlingerne eller bliver smidt ud.

Da Dansk Folkeparti for eksempel ikke kom med i regering i 2015, blev det åbenlyst et problem for toppen i DF, at det ikke stod klart for DF-vælgerne, hvorfor man ikke kom med. 

Ved via valget af Gade at give køb på den anti-Mette Frederiksen-fortælling, Venstre har stået på i de seneste tre år, har partiet nu sænket prisen, Socialdemokratiet skal betale, hvis Venstre ikke er med i regering. Og omvendt er den pris, Venstre kan kræve for at deltage, selvfølgelig blevet billigere.

Mette Frederiksen har stadig alle muligheder åbne, hvad angår mulige regeringskonstellationer, og hun har stadig det rød-grønne flertal at falde tilbage på, hvilket i forvejen gjorde hendes forhandlingsposition stærk. 

Efter Gade-aftalen kan Ellemann-Jensen ikke længere henvise til billedet af Mette Frederiksen som den magtfuldkomne, enerådige blokpolitiker, der ikke er til at stole på, hvis Venstre ikke går i regering.  

I Mette Frederiksens favntag

Hvad betyder det, når forhandlingerne kommer til de punkter, som gør politisk ondt? En CO2-afgift på landbruget for eksempel, hvor netop Inger Støjberg og Pernille Vermund står klar til at gå på strandhugst i Venstres landbrugsbagland, når og hvis Ellemann-Jensen tilslutter sig en aftale.

Eller når det kommer til, hvor rød balancen skal være i de reformer af udbuddet af arbejdskraft, som både V og S siger skal gennemføres? Eller hvis skatten skal sænkes? Her vil Liberal Alliance og Konservative stå klar til at angribe Ellemann for hver indrømmelse, han måtte give.

Uanset hvad Ellemann-Jensen gør, er det blevet langt sværere at skulle forklare udadtil såvel som indadtil. Omvendt kan man selvfølgelig sige, at man indimellem bliver nødt til at tabe en kamp for at vinde den næste, og at Venstre uanset hvad står et meget svært sted.

Så ja, tillidsøvelsen er lykkedes. Venstre blev grebet af varme socialdemokratiske arme. Men dermed er man nu også i Mette Frederiksens favntag. 

Det kan vise sig svært for Jakob Ellemann-Jensen at komme ud af på en god måde. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jakob Ellemann-Jensen

Partiformand, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 2002)

Mette Frederiksen

Fungerende statsminister, MF, partiformand (S), kongelig undersøger
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Søren Gade

MF (V), formand, Folketingets Præsidium, formand, Esbjerg Havn
IAA-diplomuddannelse (Den danske Reklameskole 1999), cand.oecon. (Aarhus Uni. 1990), VUT-I for reserveofficerer (1989)