Meget af ældreområdets bureaukrati er faktisk vigtigt – også i medarbejdernes optik
Det giver mening, når Mette Frederiksen lover en ny, kort og præcis ældrelov. Men som flere ministre tidligere har måtte erfare, kan opgaven vise sig vanskelig i praksis, fordi mange af reglerne faktisk er fornuftige og nødvendige, skriver professor Tine Rostgaard.
Tine Rostgaard
Professor MSO, Roskilde Universitet og Stockholm UniversitetStatsminister Mette Frederiksen (S) satte med sin nytårstale endnu engang fokus på den omfangsrige og tidskrævende regulering på ældreområdet. Som hun sagde: “Alt for meget tid går med proces, bureaukrati, kontrol og skemaer”.
Det er ældreplejens medarbejdere ganske enige i. Mange af dem oplever, at det stjæler tid fra deres kerneopgave som er at levere pleje og omsorg til de ældre.
Som vores Nordcare-spørgeskemaundersøgelser blandt medarbejdere i ældreplejen viser, er det i dag alle medarbejdere i ældreplejen, der dokumenterer som en fast del af deres arbejde. For bare ti år siden var det kun cirka hver anden medarbejder, og medarbejderne synes generelt, at der går for meget tid med denne opgave.
Tine Rostgaard (f. 1967) er professor ved Roskilde Universitet og Stockholm Universitet. Her forsker hun blandt andet i ældrepleje, rehabilitering, demografi og sund aldring.
Hver måned skriver hun en kommentar om ældrepolitik til Altinget Ældre.
Blandt medarbejdere i plejeboligområdet, mener 75 procent af de adspurgte, at dokumentationen tager for meget tid, mens det er 58 procent blandt de adspurgte medarbejdere i hjemmeplejen.
Statsministerens budskab har allerede vakt begejstring hos FOA, der organiserer mange af de ansatte i ældresektoren. Umiddelbart kan det da også virke voldsomt, at medarbejderne i ældreplejen gennemsnitligt kun bruger omkring 50 procent af deres arbejdstid i borgerens hjem, den såkaldte ansigt-til-ansigt (ATA) tid, som en rapport fra Rambøll/Qvartz fastslog i 2018.
Rapporten var et led i en større kulegravning af ældreområdet under daværende ældreminister Thyra Frank (LA) og ledte til, at tidligere innovationsminister Sophie Løhde (V) fremlagde et reformforslag, der skulle få bugt med det overflødige bureaukrati i ældreplejen og på den måde frigøre op til 2.650 årsværk i sektoren. En win-win situation i en sektor, hvor man ellers skriger på arbejdskraft.
På baggrund af blandt andet en ‘Meld en regel’-kampagne, hvor medarbejdere og borgere i almindelighed kunne indsende forslag til regelforenkling, ville man komme unødige regler til livs og sikre mere tid til borgerne. På ældreområdet var det dog svært at finde konkrete regler, der kunne skippes, og Løhdes reformudspil kom i stedet til at handle om at reducere sygefraværet, effektivisere arbejdsgange og introducere (mere) velfærdsteknologi – alle løsninger som tidligere er afprøvet, men uden det store potentiale.
New Public Management har ikke hele skylden for det øgede og måske unødige bureaukrati. Det stammer også fra vores ambition om at yde den bedste ældrepleje gennem en kombineret social- og sundhedsindsats.
Tine Rostgaard
Så Mette Frederiksen melder sig i koret af ministre på tværs af partifarver, der gerne vil af med bureaukratiet. Som hun selv pegede på i sin tale, var tidligere statsminister Poul Schlüter (K) med sit Moderniseringsprogram i starten af 1980’erne én af de første statsministre til at italesætte problemet. Herefter fulgte Poul Nyrup Rasmussen (S) med sit ‘Nyt syn på den offentlige sektor’ i 1993, og i 2002 lancerede Anders Fogh Rasmussen (V) ‘Med borgeren ved roret’, som senere blev efterfulgt af et VK-udspil om ‘Mere tid til velfærd’ i 2009.
Men hvorfor er det så forbistret svært at slippe af med de tidskrævende regler? Ét bud er, at mange af dem faktisk er fornuftige og nødvendige – ikke mindst når vi har et højt ambitionsniveau om en specialiseret, forebyggende og integreret social- og sundhedsindsats med valgfrihed og med høj omkostningseffektivitet og kvalitet. Og når borgerne i øvrigt har komplekse og kroniske lidelser inden for flere sygeplejefaglige problemområder og gør brug af mange medikamenter på samme tid.
Vi kan godt skyde noget af skylden på New Public Management, der siden 1990’erne har været anvendt som førende styringsprincip i ældreplejen, og som blandt andet sørgede for introduktionen af de famøse stregkoder på borgernes døre, så man vidste, hvornår medarbejderen kom og gik, og visitation til enkeltydelser, hvor der afsættes 2,5 minutter til tandbørstning. New Public Management gjorde også, at borgerne fik mulighed for at vælge leverandør i hjemmeplejen.
Øget kontrol var vejen til en bedre udnyttelse af ressourcerne, og kvaliteten skulle blandt andet sikres ved, at borgerne fravalgte de dårlige leverandører. Frit valg bevirker, at kommunerne i dag skal dokumentere, hvordan de er kommet frem til deres interne timepriser, og derfor skal medarbejderne registrere tidsforbrug, herunder den tid de bruger i borgerens hjem, og hvad de præcis har udført af opgaver.
Men New Public Management har ikke hele skylden for det øgede og måske unødige bureaukrati. Det stammer også fra vores ambition om at yde den bedste ældrepleje gennem en kombineret social- og sundhedsindsats. Den pleje, som de ældre modtager, vil ofte omfatte både hjemmehjælp efter serviceloven og sygepleje efter sundhedsloven. Der er forskellige krav til dokumentation i de to love, så medarbejderen kan opleve at skulle dobbelt-dokumentere i forskellige systemer og med forskellige faglige termer.
Det giver derfor mening, at Mette Frederiksen i sin nytårstale lover “en ny, kort og præcis ældrelov”, som måske kan forenkle og ensarte dokumentationskravet, men mange regler for faglig dokumentation er faktisk vigtige – også i medarbejdernes optik.
Vi skal sikre os, at dokumentationen er meningsfuld.
Tine Rostgaard
Som en kvalitativ FOA-undersøgelse tidligere har vist, bakker medarbejderne op om faglig dokumentation om eksempelvis medicinforbrug og afvigelser i forhold til visiterede ydelser. Medarbejderne finder det også værdifuldt at skrive i ‘Borgerens bog’, så pårørende er orienterede – men det opleves som dobbelt-dokumentation, når de samtidig også skal registrere i det kommunale system via den håndholdte computer. I samme undersøgelse peger medarbejderne også på, at de bruger unødigt meget tid, når der er dårlig internetforbindelse i lokalområderne.
Det bliver interessant at følge hvilke regler, der skal afskaffes eller forenkles i de kommende år. Der er kritiske røster fra andre af Folketingets partier i forhold til at fjerne det frie valg, og også bekymring for borgernes retssikkerhed, hvis regler for visitation og klagemulighed ændres.
Ét bud på en forenkling kan være regelsættet for indberetning af utilsigtede hændelser, som i dag opleves som tidskrævende. Men vi må også gerne have fokus på mere smidige dokumentationssystemer og teknologi, der er tilpasset de forhold, som medarbejderne arbejder under og deres kompetencer. Og vi skal sikre os, at dokumentationen er meningsfuld – ikke kun op ad i systemet, men også for den enkelte medarbejder såvel som for borgeren og dennes pårørende.