Kommentar af 
Michael Baggesen Klitgaard

Michael B. Klitgaard: Socialdemokratiets ulighedskampagne i modvind

KOMMENTAR: S og fagbevægelsen søger med en stor kampagne at sætte den voksende ulighed på dagsordenen. Men fundamentet under kampagnebudskabet og borgernes tro på, at man får løn som fortjent, gør det vanskeligt at få politisk medvind.

Det er svært at få accepteret økonomisk ulighed som et politisk problem i Danmark, skriver professor Michael Baggesen Klitgaard.
Det er svært at få accepteret økonomisk ulighed som et politisk problem i Danmark, skriver professor Michael Baggesen Klitgaard.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

”Landet er for lille til store forskelle”, hedder det i Socialdemokratiet og fagbevægelsens store kampagne mod voksende økonomisk ulighed.

I skrivende stund – den 1. maj – er der god mulighed for at høre det budskab gentaget i adskillige varianter over hele landet. Vi må også forvente, at parterne, i en bestræbelse på at gøre budskabet politisk retningsgivende, bærer det med sig ind i valgkampen. Men vinder det fodfæste, og får det politisk opbakning på den lange bane? Det er mere tvivlsomt.

Det er svært at få accepteret økonomisk ulighed som et politisk problem i Danmark. Når nogle skubber emnet om ulighed opad på den politiske dagsorden, skubber andre det nedad med argumenterne, at uligheden i Danmark er lav, og at den globale økonomiske ulighed faktisk er faldende.

Begge dele er rigtigt. Den globale ulighed falder, når millioner af mennesker særligt i Kina og Indien bevæger sig fra landet til regulære jobs i fremstillings- og servicevirksomheder. Og sammenligner vi Danmark med mange andre lande, er den økonomiske ulighed vitterligt lav.

Fakta
Michael Baggesen Klitgaard er professor i statskundskab ved Syddansk Universitet.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler. Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

Ikke desto mindre gennemførte Det Økonomiske Råd i efteråret 2016 en analyse af indkomst- og formuefordelingens udvikling i Danmark siden 1990, og pegede på følgende forhold; Gini-koefficienten – målet for økonomisk ulighed – er vokset; det samme er indkomstspredningen i bunden og toppen af skalaen; indkomstoverførsler udligner i mindre grad indkomstforskelle end tidligere; det progressive skattesystem bidrager til at holde uligheden nede, men skattereformer har reduceret progressiviteten.

Læs også

Når nogle skubber emnet om ulighed opad på den politiske dagsorden, skubber andre det nedad med argumenterne, at uligheden i Danmark er lav, og at den globale økonomiske ulighed faktisk er faldende.

Michael Baggesen Klitgaard
Professor

Det korte af det lange er derfor, at uligheden i Danmark er vokset, og de politiske instrumenter, som holder uligheden i ave, er svækket. Nok er udviklingen ikke dramatisk, men tendensen er tydelig.  

På den baggrund er det vel en smal sag for Socialdemokratiet og fagbevægelsen at få vind i ryggen på lighedskampagnen? Når uligheden vokser, er der vel god grund til at forvente, at den gennemsnitlige danske lønmodtager med åbne arme modtager budskabet om, at vi har et ulighedsproblem, som regeringen skal gøre noget ved?

Ja, det er der måske god grund til at forvente, men det gør lønmodtagerne med en indkomst omkring gennemsnittet bare ikke rigtigt alligevel. Reelt har gruppen jo over en lang periode accepteret, at den absolutte top af indkomstskalaen hjemtager en stadig større andel af de samlede indkomster.

Her ville vi forvente, at grupperne omkring gennemsnittet reagerer politisk på et økonomisk incitament til at efterspørge hårdere beskatning af toppen og mere omfordeling, som kan højne deres egne disponible indkomster.

Indtil videre er det ikke sket. De politiske partier, som flirter med tanken om en særlig millionær- eller formueskat, har svært ved at materialisere disse flirts i seriøse politiske initiativer. Det dominerende billede er faktisk, at skatter, der historisk har ramt de øverste indkomstgrupper med størst præcision, tenderer mod at falde snarere end at stige.

Det skyldes, at økonomisk ulighed, bare fordi fænomenet eksisterer eller ligefrem accelererer, ikke automatisk betragtes som et politisk problem. En relativt ny undersøgelse har påpeget, at borgernes tro på meritokratiet er meget solid. Altså er de fleste af den overbevisning, at der er sammenhæng mellem indsats i uddannelsessystem og på arbejdsmarkedet - og senere afkast i form af økonomisk udbytte.

To amerikanske forskere, Kenneth Scheve og David Stasavage, påpeger derudover, at blot fordi de rige har stor betalingsevne, er der ikke af den grund opbakning til, at de beskattes ekstra hårdt.

I bund og grund er holdningerne også på dette spørgsmål gennemsyret af normen, at et demokratisk system skal kendetegnes ved lige behandling af borgerne. Ekstrabeskatning af de rige opfattes ikke automatisk som rimeligt, men kan omvendt vinde bred politisk opbakning, hvis de riges fordele skyldes særlige privilegier.

Når det er tilfældet, fungerer ekstrabeskatning som kompensationsbetaling og bringes på den måde i harmoni med den demokratiske lighedsnorm.

Socialdemokratiets og fagbevægelsens lighedskampagne bygger imidlertid ikke på den ide, at omfordelingen skal øges og de rige betale mere i skat som kompensation for særlige privilegier.

Når Socialdemokratiet eksempelvis udstikker et forslag til højere skat på store formuer, kan konturerne af kompensationsargumentet med god vilje nok genkendes. Forslaget motiveres med, at der skal rettes op på effekterne af tidligere skattereformer, som angiveligt var til gavn for de rigeste danskere.

Men også kun med god vilje. Skattereformer er enkeltstående begivenheder, som gennemføres af demokratiske flertal, snarere end at de skyldes systemfejl og grundlæggende skævvridning af det politiske system til fordel for velhavende. Og, kan man spørge, hvad skal kompensationsargumentet stå på, hvis det lykkes at rulle effekterne af de seneste skattereformer tilbage? Så er rimeligheden jo genoprettet, og der er ikke mere at kompensere for.  

Det er i det hele taget en vanskelig øvelse, Socialdemokratiet og fagbevægelsen har kastet sig ud i, når det politiske system i Danmark på den lange bane retter sig ganske pænt efter de interesser, den store brede middelklasse giver udtryk for.

Hvor skal man kigge hen for at få øje på urimelige privilegier, som toppen af indkomstskalaen burde kompensere for ved at lægge ekstra i fælleskassen? Måske er der brændstof at hente i det forhold, at i den globale økonomi tilfalder gevinsterne de veluddannede og økonomisk velstillede, mens lavt uddannede og økonomisk dårligt stillede er udsat for største risici.

Argumentet kunne lyde, at de, som nyder fordelene, kompenserer ved at lægge ekstra i fælleskassen, som finansierer de programmer, der beskytter og hjælper de, der bærer risikoen.

Men det er ikke et skudsikkert argument. Hvis gevinster og risici er en effekt af uddannelsesniveau, betragtes hele situationen måske som ganske rimelig givet samtidig dyb tro på meritokratiet.  

----

Michael Baggesen Klitgaard er professor i statskundskab ved Syddansk Universitet. Han forsker i politiske processer, magt og indflydelse - med et særligt blik for samspillet mellem politiske partier og interessegrupper. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Michael Baggesen Klitgaard

Institutleder og professor, Institut for Politik og Samfund, Aalborg Universitet
ph.d. i offentlig politik (Aalborg Uni. 2004)

0:000:00