Minkberetningen er en håndsrækning til et presset embedsværk

Der er ifølge kommissionen ikke mindre end ti højtstående embedsmænd, som har svigtet deres pligter på en måde, der giver grundlag for at drage dem til ansvar. Heriblandt Statsministeriets departementschef, Justitsministeriets departementschef, Fødevareministeriets departementschef samt rigspolitichefen.

Altså store dele af den allerøverste top i det administrative Danmark. Selv om det endnu er uafklaret, om der indledes disciplinærsager mod alle disse ti topembedsmænd, og hvad disse ender med, er det under alle omstændigheder en meget alvorlig situation. Og et bemærkelsesværdigt svigt i forhold til embedsværkets evne til at holde de centrale krav om lovlighed og sandhed i hævd.

Nu kan man bruge minkkommissionens konklusioner som en solid rygstøtte for, at de faglige indvendinger er pinedød nødvendige

Det er imidlertid vigtigt at understrege, at minkberetningen hverken er et udtryk for dårligt nyt for eller bashing af embedsværket.

Tværtimod kan den i fremtiden fungere som en kærkommen hjælp for de embedsmænd, der skal hejse nødvendige advarselsflag og om nødvendigt sige fra over for stærke politiske ønsker.

Nu kan man bruge minkkommissionens konklusioner som en solid rygstøtte for, at de faglige indvendinger er pinedød nødvendige. Selv om de i situationen kan opleves som ubelejlige og teknokratiske.

Og at man derfor ikke bør opfattes som en trættekær og ufleksibel nejsiger, som netop har ødelagt sin fremtidige karriere i systemet, men tværtimod har gjort sin pligt og hjælper ministeren på den lange bane.

Kritiske røster vil måske mene, at der vel ikke burde være grund til rygstøtte. At det da må være helt selvfølgeligt og forventeligt af et højtuddannet embedsværk, at de har rygrad til at råbe op, når principper om lovlighed og sandhed bliver tilsidesat.

Desværre har udviklingen i centraladministrationen i de seneste år betydet, at det er blevet langt mere dilemmafyldt at være embedsmand

Men desværre har udviklingen i centraladministrationen i de seneste år betydet, at det er blevet langt mere dilemmafyldt at være embedsmand, og at det på mange måder lægger pres på de klassiske retsstatslige værdier.

Embedsmandsrollen har ændret sig, således at man i langt højere grad end tidligere lægger vægt på kvalifikationer som politisk tæft, fleksibilitet, proaktivitet og forståelse for politisk kommunikation.

Der er kommet nye typer embedsmænd ind i ministerierne i form af de politisk udpegede særlige rådgivere, der ikke er formet af de faglige normer i embedsværket.

Pressehåndtering og politisk markedsføring fylder stadig mere i departementerne. Og vi ser tendenser til, at pressechefer og andre centralt placerede embedsmænd udskiftes efter et regeringsskifte, selv om der formelt set er tale om en del af det neutrale embedsværk.

Alle disse udviklingstendenser kan samles under betegnelsen øget politisering. Og det betyder, at man nemt kommer bagud på point i karrieren, hvis man ikke udviser den tilstrækkelige politiske fleksibilitet. 

Der er tydeligvis tale om systemfejl, som ikke kun handler om Mette Frederiksens ledelse, men som stikker dybere

Det er vigtigt at huske, at dette ikke kun har været et problem i minksagen og med Mette Frederiksen som statsminister. Vi har netop været vidner til en historisk rigsretssag, hvor Inger Støjberg blev dømt for at have insisteret på at gennemføre en klart ulovlig adskillelse af unge asylpar, og hvor embedsværket ikke formåede at forhindre det.

Instrukskommissionen anførte som en mere generel kommentar, at deres undersøgelse indikerede, at embedsværket – selv i en situation, hvor en instruks er klart i strid med grundlæggende retsprincipper – er tilbageholdende med at sige klart fra og i stedet går for langt for at imødekomme ministerens beslutning. Også Tibetsagen er værd at nævne, hvor det handlede om klokkeklare grundlovsbrud, som systemet ikke greb ind over for.

Der er tydeligvis tale om systemfejl, som ikke kun handler om Mette Frederiksens ledelse, men som stikker dybere. Men det er klart, at med den nuværende regerings centralisering af magten er tingene blevet sat endnu mere på spidsen.

Mette Frederiksen trådte ind i Statsministeriet med en fortælling om, at der var brug for hårdere politisk styring fra Statsministeriet, og at embedsmændene havde for megen magt, hvilket stod i vejen for politisk handlekraft.

Når lovlighed og sandhed ikke er top of mind hos departementscheferne, er det udtryk for en kultur, der siver ned igennem systemet

Det er imidlertid en farlig fortælling i en situation med et embedsværk, der allerede er meget lydhørt og præget af den netop beskrevne politisering. Hvor det før var svært at sige fra, blev det på det nærmeste umuligt.

Det er på den baggrund en vigtig markering, vi får fra Minkkommissionens beretning. Den er for det første et vidnesbyrd om en kuldsejlet kultur, hvilket omsider bør erkendes – også af for eksempel Djøf og toplederne i centraladministrationen. Når lovlighed og sandhed ikke er top of mind hos departementscheferne, er det udtryk for en kultur, der siver ned igennem systemet.

For det andet er minkberetningen en tydelig håndsrækning til de mange embedsmænd, der udmærket kender principperne om lovlighed, sandhed og faglighed, men som finder dem vanskelige at navigere efter i et stadig mere politiseret miljø.