Minksagens paradoks: Dommen bliver hård, men Mette Frederiksen kan gå fri

Hvis der er tale om ministre, som har brudt loven i forbindelse med deres embedsførelse, kan de kun retsforfølges i Rigsretten, og kun Folketingets flertal kan rejse sager ved Rigsretten. Langt de fleste politiske skandaler ordnes ved, at Folketinget giver ministeren en næse eller sætter vedkommende fra bestillingen. Spørg bare Mogens Jensen.

Hvis der er tale om menige medlemmer af Folketinget, kan der som udgangspunkt kun rejses straffesager imod dem, hvis Folketinget først ophæver deres immunitet. Spørg bare Claus Hjort Frederiksen.

Allerede af den grund er det overraskende, at de blå partier har haft så travlt med at kræve en rigsretssag mod Mette Frederiksen i minksagen. Det er som om, at de helt har glemt at kræve et politisk ansvar placeret.

Sjusk eller bevidste ulovligheder?

Hvis man ser på de politiske sager fra de seneste årtier – sådan som højesteretsdommer Jens Peter Christensen har gjort det i afhandlingen ’Ministeransvar’ og en stribe andre bøger – så træder et mønster frem:

Skandalerne kan groft sagt deles op i to kategorier. Nemlig en type af sager, hvor ministre er kommet galt afsted på grund af sjusk, hastværk eller lemfældig sagsbehandling. Og en anden type sager, hvor ministre er kommet galt afsted, fordi de har insisteret på at gøre noget bestemt, selv om loven ikke tillod det, og selv om embedsfolkene advarede dem imod at gøre det.

De to sager, hvor ministre har insisteret på at gå længere, end loven tillader, er Tamilsagen og Instrukssagen. Altså præcis de to sager, der også er endt med at føre til rigsretssager.

Minksagen ligner mest en skandale om sjusk, hastværk og lemfældighed – ikke en sag om bevidste ulovligheder

Jakob Nielsen
Chefredaktør

Derfor er det oplagt at spørge, om minksagen så hører hjemme i den første eller den anden kategori. Ud fra det, vi har hørt i afhøringerne i Minkkommissionen, så er der ingen embedsfolk, der har stået på statsministerens kontor og advaret hende om, at hun nu var ved at gøre noget, der var ulovligt.

(Og det må en del embedsfolk i øvrigt forvente at få hård kritik for i kommissionens endelige rapport, for de burde jo have advaret deres respektive ministre.)

Man kan ikke udelukke, at Minkkommissionen alligevel vil placere en del af ansvaret skandalen hos statsminister Mette Frederiksen. Måske vil juristerne vurdere, at hun burde have sikret sig, at ordren om at aflive alle mink var lovlig.

Det er på dette spinkle og hypotetiske ”måske”, at hele tesen om en rigsretssag bygger.

Men ud fra den viden, der er tilgængelig i skrivende stund, ligner minksagen mest en skandale om sjusk, hastværk og lemfældighed – ikke en sag om bevidste ulovligheder, der er tvunget igennem på trods af embedsværkets advarsler.  

Kritik kræver et flertal 

Derfor ville det logiske spor for oppositionen være at forfølge de parlamentariske– og ikke de juridiske – konsekvenser.

Især fordi oppositionen har brug for at få mindst et af regeringens støttepartier med ombord for at få flertal.

Det er derfor, den mest interessante person på torsdag er den radikale leder, Sofie Carsten Nielsen.

Hun har gennem længere tid kritiseret regeringen for at være magtfuldkommen, enerådig og lukket om sig selv. Torsdag får hun formentlig en landsdommers ord for, at det alt sammen er rigtigt. Og så er spørgsmålet selvfølgelig, hvad hun vil gøre ved det?

Kan hun spises af med et par næser til udvalgte embedsfolk eller måske en degradering af en departementschef eller to? Eller skal der rent faktisk drages en politisk konsekvens af den forvaltningsmæssige skandale, som minksagen er? Hvis ja, er det så nok med vedtagelsen af en næse i Folketinget?

De samme spørgsmål kan stilles til SF og Enhedslisten. Hvor går grænsen for, hvad en regering kan slippe afsted med, før de siger fra? 

Minksagen kan blive støttepartiernes møgsag

Sagt med andre ord: I dag er minksagen Socialdemokratiets møgsag. Hvis støttepartierne lukker den uden synlige politiske konsekvenser, er den også deres møgsag.

Blandt regeringens tilhængere er der en forventning om, at minksagen groft sagt kan lukkes efter en uge eller to med masser af støj i medierne. At kravene om konsekvenser derefter vil gå i sig selv. At oppositionens skingre krav om at få statsministeren for Rigsretten mest af alt vil udløse hovedrysten og efterlade vælgerne med hovedpine. 

Kan Wammen tage skraldet?

Det er betegnende, at spændingen på Christiansborg samler sig om, hvad der vil stå i rapporten om finansminister Nicolai Wammen. Det skyldes, at Minkkommissionen ventes at slå fast, at der (heller) ikke var lovhjemmel til den såkaldte tempobonus, som minkavlerne blev stillet i udsigt i november 2020.

Det kan føre til, at Wammen må påtage sig samme grad af ansvar som Mogens Jensen, der som bekendt måtte gå af.

Spørgsmålet er selvfølgelig, om hele det politiske ansvar for forløbet skal placeres hos en eller to fagministre, mens sagens åbenlyse hovedperson kan slippe med en beklagelse og eventuelt en næse.

Det er i sidste ende noget, de Radikale kan bestemme.

Hvis Sofie Carsten Nielsen lader regeringen slippe, bliver det svært at tage hende rigtigt alvorligt, næste gang hun kritiserer regeringen for at køre Folketinget ud på et sidespor eller for at være for enerådig. 

Og hvis oppositionen kender sin besøgelsestid, er det her, den retter sit fokus hen, når Minkkommissionen har talt. Men foreløbig tyder meget på, at oppositionen håber, at domstolene vil gøre det, de ikke selv formår – nemlig afsætte Mette Frederiksen.