I krogene frygter de, at Mona Juul vil forråde de blå partier. Derfor kommer det ikke til at ske

Omvendt vil den potentielle gevinst for Konservative ved at gå solo være begrænset. I 1995 fik Engell både en afskaffelse af formueskatten og ekstra midler til forsvaret – solide borgerlige sejre, som gjorde, at ingen internt i Konservative, eller i dansk erhvervsliv for den sags skyld, satte spørgsmålstegn ved aftalen med Nyrup-regeringen.

Forhandlingsreserven er i år på 500 millioner kroner, og selvom den uden tvivl vil kunne forhandles op til nærheden af en milliard, er det slet ikke nok til at retfærdiggøre, at Konservative går solo. Især når man tager i betragtning, at alt lige nu tyder på, at SF og Radikale også vil være en del af forliget – og dermed også skal have gevinster med hjem.

Den anden grund til, at Konservative ikke går solo, er, at Mona Juul befinder sig et helt andet sted som partileder, end Hans Engell gjorde i 1995.

Dengang var Engell en rutineret partileder med en lang parlamentarisk karriere bag sig som mangeårig minister i Schlüter-regeringerne. Han sad solidt på magten i Konservative og havde det politiske handlerum til at gå solo.

Man skal ikke spørge meget rundt i Konservative, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne for at møde en vis nervøsitet for, om Morten Messerschmidt holder kursen

Benny Damsgaard

Mona Juul er derimod stadig ved at finde sine ben som partileder og udrulle sit projekt – et projekt, der har været en del diskussion om, hvad egentlig indebærer. Før hendes tiltrædelse var der en forventning om, at hun ville trække partiet mod midten, hvilket fik kritikere internt til at kalde hende "2/3 radikal".

På mange områder har hun dog, især værdipolitisk, fortsat den nationalkonservative linje under Søren Pape. Den primære forskel har vist sig at ligge på det grønne område, hvor Mona Juul klart har en langt mere ambitiøs linje end sin forgænger.

Selvom der er kommet mere klarhed over, hvad hun politisk står for, har Mona Juul altså ikke samme handlerum, som Engell havde i 1995.

Engell var en kendt højrefløjskonservativ, og ingen stillede spørgsmålstegn ved, om han var ved at blive socialdemokrat, da han indgik aftalen med Nyrup. Havde det i stedet været Henning Dyremose, der havde lavet aftalen, havde risikoen for intern kritik været langt større.

At Konservative ikke i år kommer til at gå på finanslovsvisit hos Nicolai Wammen (S), betyder dog ikke, at det borgerlige forhandlingsfællesskab nødvendigvis holder hele vejen.

Man skal ikke spørge meget rundt i Konservative, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne for at møde en vis nervøsitet for, om Morten Messerschmidt (DF) holder kursen.

Messerschmidts primære fokus er i dag at maksimere stemmerne for Dansk Folkeparti. At signalere, at der findes et borgerligt alternativ til den nuværende regering, står længere nede på hans prioriteringsliste – hvilket han til de andre borgerlige partiers irritation har demonstreret med sine stadig mere aggressive angreb på Lars Løkke Rasmussen (M).

Risikoen for, at Mona Juul laver en "Engell" i november, er derfor ikkeeksisterende. Til gengæld er der en reel risiko for, at Messerschmidt gør det.