Debat

Museumsdirektør: Coronakrisens ulig­hed er en bombe under danske museer

DEBAT: De sjældne museumsbrugere har det tydelige fællestræk, at de ofte har en kort uddannelse. Skævheden i publikumsprofilen er en tikkende bombe under museerne, skriver museumsdirektør.

Danske museer befinder sig i en legitimitetskrise, skriver Arbejdermuseets direktør, Søren Bak-Jensen. 
Danske museer befinder sig i en legitimitetskrise, skriver Arbejdermuseets direktør, Søren Bak-Jensen. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Søren Bak-Jensen
Direktør, Arbejdermuseet

Coronakrisens langsigtede konsekvenser for museerne med udsigt til færre gæster og lavere omsætning indebærer en stor risiko for, at skævheden forværres. 

Søren Bak-Jensen
Direktør, Arbejdermuseet

Museer for lighed. Det er overskriften for internationale museumsdag den 18. maj, arrangeret af den internationale museumsorganisation, Icom.

Emnet er højaktuelt. Lighed og social retfærdighed er centrale spørgsmål i en tid, hvor klimakrise og grøn omstilling lægger pres på ressourcer og medfører store forandringer i samfund verden over.

Og selvom covid-19 i øjeblikket skaber sammenhold og solidaritet i Danmark og mange andre steder, risikerer de alvorlige økonomiske konsekvenser af pandemien at ramme skævt socialt.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Det er en central politisk og samfundsmæssig opgave at mindske ulighed i og mellem befolkninger. Den udfordring skal museerne også forholde sig til.

Icom har valgt temaet for at understrege, hvordan møder med kunst og kultur kan modvirke ulighed. Kunst og kultur omtales ofte som det kit, der binder mennesker sammen på tværs af forskelle. Som institutioner, der tager vare på kulturarv, udfører museer derfor en vigtig rolle i samfundet.

Museer skiller ad
Men i temaet ligger også en kritik af museerne. For mens kunst og kultur samler, kan man sige, at museer skiller ad. Ganske vist er museumsbesøg grundlæggende en social aktivitet. På Arbejdermuseet kommer 97 procent af de besøgende sammen med andre.

Det er det højeste tal i Danmark, hvor antallet af mennesker, der går alene på museum, generelt er meget lavt. Men hvis man ser på befolkningen som helhed, så er der et skel mellem dem, der jævnligt eller ligefrem ofte går på museum, og dem, der ikke gør. Ifølge Slots- og Kulturstyrelsen er 56 procent af befolkningen sjældne brugere af museerne. Og hele 39 procent betegnes som deciderede ikke-brugere.

Det er ikke i sig selv et problem. Folk skal ikke tvinges på museum, og der findes mange forskellige måder at møde kunst og kultur på. Men statistikken bliver problematisk, fordi de sjældne museumsbrugere har et tydeligt fællestræk.

Nemlig, at det generelt set er mennesker med kort uddannelse, der ikke føler sig tiltrukket af museernes tilbud. Groft sagt kan man sige, at det er covid-19-hverdagens superhelte i plejesektoren, den offentlige transport, håndværksfagene, detailhandlen eller servicebranchen, der har mindst glæde af det danske museumsvæsen.

En tikkende bombe under museer
Skævheden i publikumsprofilen er en tikkende bombe under museerne. For et museumsvæsen, der modtager væsentlige offentlige tilskud, er en systematisk ulighed i anvendelsen en alvorlig trussel mod institutionernes legitimitet.

Og dermed for kulturpolitikeres mulighed for at kæmpe for kommuners og ikke mindst statens engagement i bevaring og formidling af kunst og kultur. Et udslag af det så vi måske, da museerne for nylig blev udeladt fra anden runde af genåbningen af samfundet.

Coronakrisens langsigtede konsekvenser for museerne med udsigt til færre gæster og lavere omsætning indebærer en stor risiko for, at skævheden forværres. Mange museer vil forsøge at fastholde sit kernepublikum og skabe indtægter for færrest mulige udgifter.

Og selvom museerne vil være motiveret for at nå bredere ud, vil kræfterne til at iværksætte nye risikofyldte initiativer være meget begrænsede i lang tid fremover.

Ambitiøse tiltag mangler
Der er derfor behov for politisk indsats. Især fra det statslige niveau, som netop skal tage vare på behovet for oplysning og kulturel dannelse i hele befolkningen. Det er godt, at kulturminister Joy Mogensen (S) netop opfordrer kulturinstitutionerne til større fokus på de mennesker, der ikke bruger dem i dag.

Men det, der i virkeligheden er brug for, er et brud med 30 års stort set fraværende landspolitisk engagement i museerne. De vigtige ord om, at kunst og kultur skal være for alle, skal følges op af konkrete tiltag.

Derfor vil jeg gerne i anledning af den internationale museumsdag komme med en opfordring til landets kulturpolitikere: I bør sætte den hidtil mest ambitiøse målsætning for museumsområdet, nemlig at de statslige investeringer i museumssektoren skal komme et repræsentativt udsnit af befolkningen til gavn. Og jeg vil foreslå tre konkrete initiativer, som kan bidrage til større lighed i befolkningens brug af museer.

For det første skal det sikres, at undervisningen på danske museer ikke bliver et af coronakrisens ofre. Det er i barndommen, at gode kulturvaner kan grundlægges, og den første fortrolighed med museer kan skabes.

I Danmark er der gennem de seneste 40 år opbygget et enestående bredt og forpligtende samarbejde mellem kommuner, kulturinstitutioner og uddannelsessektoren omkring at tilbyde undervisning på museer.

1,2 millioner børn og unge under 18 år modtog undervisning på museer i 2018, og danske museer har to gange inden for de seneste tre år vundet internationale priser netop for undervisningsaktiviteter.

Formidlingsaktiviteter i international topklasse når på den måde ud til det bredest mulige udsnit af befolkningen, nemlig børn i grundskolen. Men undervisning er ikke nogen indtægtskilde for museerne.

Og den kompensation, som staten yder til museerne for at give gratis adgang til unge under 18 år, er ikke blevet reguleret, siden den blev indført i 2006. Undervisningsarbejdet risikerer derfor at blive nedprioriteret i en situation, hvor museerne presses af restriktioner og lavere indtægter.

Det bør kulturpolitikerne modvirke ved ajourføring af kompensationen for gratis adgang.

Samarbejd med erhvervsuddannelserne
For det andet skal der findes politisk mod til at foretage langsigtede og målrettede investeringer i en bredere brugerprofil på museerne.

Et oplagt sted er samarbejdet med erhvervsuddannelserne. Hvis unge mennesker vælger det almene gymnasium, så fortsætter de museumsbesøg, som har været en fast del af deres skolegang.

Men hvis man vælger at uddanne sig til sosu-assistent eller procesoperatør, så hører de stort set op. Elever og undervisere på erhvervsskoler er meget sjældne brugere af museer. Arbejdermuseet har med den aktuelle udstilling 'Håndens Arbejde' gjort en målrettet indsats for at udvikle relevant undervisning til erhvervsuddannelser.

Og takket være stor opbakning fra private fonde har det været muligt at bruge mange ressourcer på at skabe netværk med erhvervsskolerne, sådan at tilbuddene rent faktisk bliver brugt at målgruppen.

Men det har været en lang og krævende proces, der viser, hvor uvante museer og erhvervsskoler er med at henvende sig til hinanden. Langsigtede statslige investeringer kan her være med til at sikre, at relationerne til nye brugergrupper får mulighed for at forankre sig.

Men det kræver modet til at lægge strategier og fastholde en indsats, som måske først giver resultater om flere år.

Befinder sig i en legitimitetskrise
Og endelig er der brug for mere viden om, hvordan befolkningens brug af museer rent faktisk udvikler sig. Der er behov for, at man fra statslig side interesserer sig langt mere for, hvem det er, der bruger museerne, og ikke kun hvor mange.

Der bør i dialog med museumsområdet opstilles målsætninger for udviklingen i sammensætningen af museumsbrugerne. Og der skal i langt højere grad end i dag følges op og drages konsekvenser, hvis udviklingen bevæger sig den forkerte vej.

Under alle omstændigheder må udgangspunktet være, at museumsområdet befinder sig i så alvorlig en legitimitetskrise, at der er behov for vilje til nytænkning på mange områder. Lighed i anvendelsen af museerne bør være det centrale pejlemærke i den proces.

Når museerne efter covid-19 skal til at være for færre, er det afgørende, at de er for alle. Og når midlerne til at bevare og formidle kunst og kultur kommer yderligere under pres, er det vigtigt, at hele befolkningen får noget ud af dem.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Søren Bak-Jensen

Direktør, Arbejdermuseet
cand.mag i historie (Københavns Uni.1999), ph.d. medicinhistorie (Københavns Uni. 2003)

0:000:00