Naser Khader: Vesten må kappe hovedet af slangen og gå direkte efter Iran
Så længe imam-styret regerer i Teheran, vil vi fortsat skulle kæmpe mod Hizbollah i Libanon, Hamas i Gaza, houthierne i Yemen og alle de andre grupper, som hader os og vores vestlige, demokratiske værdier, skriver Naser Khader.
Naser Khader
Ejerleder, rejseselskabet Palmyra Rejser, senioranalytiker ved Middle East ForumForleden blev en amerikansk base i det nordøstlige Jordan angrebet af droner, der dræbte tre og sårede over 30 amerikanske soldater. En iranskstøttet milits står bag.
Iran fører stedfortræderkrig i Mellemøsten, og det koster liv og skaber død og ødelæggelse og i sidste ende en palæstinensisk stat.
"War by Proxy" eller en stedfortræderkrig defineres som en krig mellem to nationer, hvor mindst den ene part ikke er en statslig aktør, men støttet af en ekstern magt. Hamas, houthierne, Hizbollah og alle de andre terrorgrupper er her stedfortræderne støttet af Iran og muligvis også af Rusland og Kina.
Det er nytteløst at sætte tropper på landjorden og tro, at man kan trække et vestligt demokrati ned over regionen.
Naser Khader
Writing fellow, tænketanken Middle East Forum, tidligere medlem af Folketinget (K)
Iran er – ligesom Rusland og Kina – et land, hvis formørkede ledelse konstant søger ufred. De ønsker en ny verdensorden præget af kaos.
Iran bidrager ikke med noget som helst positivt i regionen længere, hvis landet nogensinde har gjort det. Iran prøver muligvis at eksportere "revolutionen", der forandrede Iran fra et vestligt orienteret monarki til et imam-styret teokrati, men min analyse er, at det mest af alt handler om imam-styrets overlevelse.
Man ønsker at skabe så meget uro som muligt, gerne med voldelige midler, for at maskere, at styret er upopulært, og landet økonomisk er ved at falde fra hinanden.
Imam-styret i Teheran
Vi har i Vesten dårlige erfaringer med at blande os i mellemøstlige konflikter. Jeg er da heller ikke tilhænger af, at vi blander os, som vi tidligere har gjort det. Det er nytteløst at sætte tropper på landjorden og tro, at man kan trække et vestligt demokrati ned over regionen.
Men Vesten er nødt til at varetage og beskytte sine interesser. Libaneserne ønsker ikke krig, men det gør Hizbollah-militsen, som adlyder og finansieres af Iran.
Og når de iransk støttede houthi-oprørere i det ludfattige Yemen nu går direkte efter vores handelsskibe, er Vesten nødt til at gøre noget ved det.
Hvis vi kun går efter houthierne lige nu, kan vi udføre lidt symptombehandling, men problemet forsvinder ikke. Som at tage en Panodil mod tilbagevendende migræne. Vi er nødt til at gå i dybden og ramme ondets rod. Ellers vil houthierne fortsat modtage missiler fra Iran. Det mest effektive er nu at gå direkte efter slangens hoved.
Så længe imam-styret regerer i Teheran, vil vi fortsat skulle kæmpe mod Hizbollah i Libanon, Hamas i Gaza, houthierne i Yemen og alle de andre grupper, som hader os og vores vestlige, demokratiske værdier.
Egentlig kunne man sige: De må passe sig selv. Men nu går de altså efter vores interesser og dyrker deres udtalte had til Vesten.
Den iranske opposition
Det er enormt vigtigt at støtte den iranske opposition. For der findes en organiseret opposition, både i og uden for Iran. Alle de unge mennesker, der rejste sig mod regimet for halvandet år siden, blev slagtet, imens omverdenen blot så til. Der kom ikke meget ud af dét forsøg på et oprør mod mørkemændene.
Hvis vi kun går efter houthierne lige nu, kan vi udføre lidt symptombehandling, men problemet forsvinder ikke.
Naser Khader
Writing fellow, tænketanken Middle East Forum, tidligere medlem af Folketinget (K)
Den ældste søn af Irans afsatte shah, Reza Pahlavi, er godt i gang med at samle oppositionen fra sit eksil i udlandet. Han har stor opbakning og er blevet en regulær samlingsfigur, som fortjener vores støtte.
Israels premierminister igennem et års tid 2021-2022, Naftali Bennett, har netop skrevet en opsigtsvækkende kronik i Times of Israel. Helt usædvanligt for en israeler bekræfter han, at man har bombet mål i Iran, uden at det udløste iranske reaktioner. Israel kommenterer ellers aldrig den slags, og Iran nægter at bekræfte det for at undgå at tabe ansigt.
Jeg er meget på linje med Bennett; en fornuftig centrumpolitiker, som gjorde det godt i embedet og arbejdede for at slutte fred med de arabiske lande.
Han er meget aktiv igen efter det historisk voldsomme terrorangreb 7. oktober, og han kan se, at premierminister Netanyahu er på vej ud. Jeg tror, at han har ambitioner om at vende tilbage.
Naftali Bennett går dog et skridt videre, end jeg bryder mig om, i sin opfordring til USA om at sende tropper. Ingen landtropper, men nogle målrettede, effektive luftangreb mod strategiske mål – og så er resten op til befolkningen.
Til gengæld kan man følge eksemplet fra Ukraine og tilbyde at uddanne folk, der gerne vil kæmpe for at befri deres land. Det vil også give de unge iranere, der i mange måneder har været i gang med et internt oprører mod de sorte imamer en saltvandsindsprøjtning.
Det siges, at fjerner man en diktator, kommer der bare noget, der er værre. Men det kan ikke blive meget værre i Iran både i forhold til befolkningen og især kvinder i Iran, men også i forhold til den rolle, som præstestyret spiller i Mellemøsten.
Iran har en finger med i alle konflikter i Mellemøsten. De lader nyttige idioter om at tage tæskene, imens iranerne selv holder sig i baggrunden. Senest har de angrebet mål i Kurdistan-Irak og Pakistan.
En forudsætning for fred i Mellemøsten er at vælte regimet i Teheran. Det skal iranerne selv gøre. Men vi kan hjælpe dem, og det bør være Vestens næste skridt.