Ning de Coninck-Smith: Lukninger gambler med skolernes kulturarv

KLUMME: 400 folkeskoler er lukket i de senere år, men ingen tænker på at redde inventar, dokumenter og kunst fra bygningerne. Dermed er vi på nippet til at smide en guldgrube af skolens kulturarv ud, skriver Ning de Coninck-Smith, der kræver handling fra KL.

Af Ning de Coninck-Smith
Professor og historiker, Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse

Der lukkes skoler som næppe før i skolehistorien. Ifølge Danmarks Statistik er næsten 400 folkeskoler forsvundet, mens der er kommet 100 nye privatskoler til.

Og hvor mange af de frie grundskoler førhen i historien måtte tage til takke med tilfældige bygninger, kan de i dag rykke ind i folkeskolens gamle lokaler – og overtage inventar – og nogle gange også lærerne.

Det har vakt bekymring i mange kredse, fra forskere til politikere, for hvad nu med sammenhængskraften? Der er imidlertid en anden bekymring, som sjældent bliver omtalt. Den handler om skolens kulturarv.

Det er nemlig ikke altid sådan, at en lukket skole og alt dens tilbehør kan genbruges. Kommunen står dermed med kilometervis af inventar og papirer, som man ikke ved, hvad man skal stille op med.

De, som er hurtige, kan måske nå at få en PH-lampe, et Europakort før murens fald eller en skolepult – eller en anskuelsestavle med hjem til børneværelset, mens andre blot kan se til, når containere fyldes med alt fra gammelt fysikudstyr til tavler.

For spørgsmålet er ikke bare, hvem der skal tage vare på det – men at ingen længere ved, hvad det er.

I skolens verden går det nemlig hurtigt med udskiftning af materiellet, og spritduplikatorens dage er for længst talte.

Reagér, inden det er for sent
Det er ikke første gang i Danmarkshistorien, at der lukkes skoler.

Fra midten af 1930'erne og frem til begyndelsen af 1970’erne forsvandt omkring 1.600 folkeskoler. Bevægelsen var drevet af kommunesammenlægninger efter kommunalreformen i 1970, der reducerede antallet af kommuner fra 1.098 til 277.

Også ønsket om at give børn på landet de samme skolemuligheder som i byen – altså ni års skolegang, realeksamen og adgang til gymnasiet, spillede ind. Dengang tog forskere og politikere initiativ til at forhindre, at alt materiale af skolehistorisk interesse gik tabt.

Det bør de også gøre nu. Det er på høje tid, at skolens kulturarv kommer på kommunalpolitikernes dagsorden. Kommunernes Landsforening bør spille en aktiv rolle.

Der er brug for oplysning og debat – og for indsamlinger, der kan udbygge vores viden om de sidste 50-60 år af skolens historie. Det er sidste udkald for overvejelser omkring skolebyggeriet: Hvad skal fredes eller bare bygningsbevares, og hvad kan rives ned?

Den sidst fredede skole er vistnok Munkegårdsskolen i Gentofte, og den er fra 1957. Vi bør undersøge, om der findes eksempler på fredninger af hele og dele af skoler, som fungerer godt og ikke forhindrer skolen i at udvikle sig.

Kunne man tænke sig, at bygningerne med alle de historier og liv, som er indmurede i dem, kunne være et aktiv i en tid, hvor der er brug for at øge respekt for skole og læring?

Der bør også tages stilling til den megen skolekunst og udsmykninger, som risikerer at gå tabt i disse år.

Fordi ingen skønner på det, eller fordi der ikke er midler til at restaurere det. Ikke siden Broby-Johansens dage i 1970'erne er kunsten på de danske skoler blevet registeret. Det er på høje tid, at det sker.

Vigtigt for forståelsen
Men hvad skal vi med skolens materielle kulturarv?

Er det ikke vigtigere at se fremad end tilbage og få bilagt spørgsmålet om læringsmål, evidens og dannelse, eller hvordan vi bliver bedre til at takle en mangfoldighed af elever eller få genskabt respekt for læring og lærere?

Man kunne også spørge, om der er en modsætning mellem fortid og fremtid – om de ikke snarere er hinandens forbundne i nutiden, og om ikke skolehistorien i al dens materialitet udgør en vigtig platform for at nuancere til tider fastfrosne synspunkter og forenklede forståelser af skolens rolle i samfundet?

Forrige artikel Dansk-ungarer: Hvor er Baltikums respekt for mindretalsrettigheder? Dansk-ungarer: Hvor er Baltikums respekt for mindretalsrettigheder? Næste artikel Dansk Magisterforening: Hvor er køen til at stoppe ulovlig logning af data? Dansk Magisterforening: Hvor er køen til at stoppe ulovlig logning af data?