Professor: Adgangsbegrænsninger til gymnasiet vil ramme socialt skævt

Af David Reimer
Professor MSO ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet

Mange politikere og debattører synes, at for mange unge elever vælger en gymnasial uddannelse i stedet for en erhvervsuddannelse – og der er forholdsvis stor konsensus blandt politikerne om, at strømmen til gymnasierne skal begrænses på grund af mangel på faglært arbejdskraft og for mange ledige akademikere.

Statistikken stemmer dog ikke altid overens med den diskurs: I gennemsnit er beskæftigelsesfrekvensen blandt akademikere højere end for erhvervsuddannede, men der er stor variation mellem de forskellige retninger både blandt erhvervsuddannelser og de videregående uddannelser.

Sammenligner æbler og pærer
Ud over konkrete arbejdsmarkedsbehov er et argument for at indføre begrænsningen i søgningen til gymnasiet det (angiveligt) faldende faglige niveau på gymnasiet.

Bekymringen angående det faglige niveau var så stor, at Undervisningsministeriet gennemførte et stort evalueringsstudie af den faglige udvikling i det almene gymnasie i perioden 1967-2017. Ifølge undersøgelsen, som baserede sig på dokumentanalyse af læreplaner og eksamenssæt, kan der dog ikke konstateres en sænkning af det faglige niveau i perioden.

Undersøgelsen kan bestemt kritiseres – blandt andet fordi analysen af læreplaner ikke direkte siger noget om, hvad eller hvor meget eleverne har lært. Men en pointe, som de fleste debattører glemmer, når de diskuterer et eventuelt fald af det faglige niveau, er ekspansionen i uddannelse: I 1960 afsluttede cirka syv procent af en årgang en gymnasial uddannelse. I dag (2017) vælger over 70 procent af alle elever, der forlader grundskolen, en gymnasial uddannelse.

Fra et metodisk perspektiv skal man være påpasselig med at sammenligne æbler med pærer, når man sammenligner gymnasiale årgange på tværs af kohorter.

David Reimer
Professor mso ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet

Der er stor sandsynlighed for, at de syv procent, som fik en studentereksamen i 1960, i gennemsnit vil have bedre kompetencer end gennemsnittet af de mange studenter i dag (hvis man for eksempel kunne sammenligne evne til at formulere sig eller løse komplicerede matematikopgaver).

Til gengæld er det slet ikke sikkert, at de "bedste" syv procent i dag, uanset hvordan man vil måle det, vil klare sig dårligere eller lære mindre end studenterne fra 1960. Fra et metodisk perspektiv skal man derfor være påpasselig med at sammenligne æbler med pærer, når man sammenligner gymnasiale årgange på tværs af kohorter.

Tyske erfaringer
I Tyskland, hvor organisering af uddannelsessystemet varierer mellem delstater (Länder), er det muligt at undersøge, hvordan elever, som fik deres studentereksamen i delstater, hvor mange går på gymnasiet, klarer sig sammenlignet med elever i delstater, hvor knap så mange går på gymnasiet.

Her har forskningen vist, at der er en tendens til, at elever i delstater med en højere andel af gymnasieelever i gennemsnit opnår dårligere resultater (i en test af tysk og engelsk kompetencer) end elever i delstater med færre gymnasieelever. Alligevel er der enkelte delstater, hvor eleverne opnår gode resultater, selvom mange elever går på gymnasiet.

Det angivelige fald af det faglige niveau bliver også diskuteret heftigt på universiteterne, hvor sammensætningen af studenterpopulationen er blevet meget mere heterogen i de seneste år.

Det afgørende – og empirisk absolut uafklarede spørgsmål – er dog også her, om kvaliteten af de videregående uddannelser virkelig er blevet så meget lavere, at indføring af et "elitespor" vil blive nødvendigt, som for eksempel min kollega fra Aarhus Universitet, Flemming Besenbacher, har argumenteret for.

Endnu stærkere ulighed
Det er klart, at både dygtige faglærte og akademikere er en forudsætning for et velfungerende arbejdsmarked og samfund.

Stereotypiske forestillinger angående arbejdsmarkedssucces for forskellige uddannelsesgrupper eller det faglige niveau af gymnasiale eller videregående uddannelser bør dog ikke informere uddannelsespolitikken.

Til slut vil jeg fremhæve, at det er meget usandsynligt, at flere adgangsbegrænsninger til gymnasiet (eller universiteterne) kan indføres, uden at de rammer social skævt.

I forvejen spiller elevernes ressourcebaggrund en stor rolle i forhold til valg eller fravalg af gymnasiet. En reduktion af optag til gymnasiet sammen med en kampagne, som sætter fokus på kort studietid, lav ledighed og praktisk curriculum i erhvervsuddannelser, vil formentlig føre til en endnu stærkere ulighed i adgang til gymnasiet.