Professor: Vi ønsker innovative og kreative unge, men skaber det modsatte

Af Noemi Katznelson
Professor, leder af Center for Ungdomsforskning, Aalborg Universitet

Diskussionen om, hvad vi ønsker os af vores uddannelsessystem og de unge, der befolker det, brager derudad. Med Blachman, skolefolk, politikere og museumsdirektører. Meget peger også på, at vi har tabt kursen og overblikket – glemt at tale om, hvor vi gerne vil hen – og hvad vi vil med uddannelse.

Det handler ikke alene om at justere på enkelte fag og tiltag eller om at øge søgningen til den ene og den anden uddannelse, men om den samlede retning, vores uddannelsessystem skal tage.

Jeg har i forbindelse med min tiltrædelsesforelæsning som professor på AAU set på feltet fra et helikopterperspektiv og med afsæt i dele af Center for Ungdomsforsknings forskning gennem de sidste 20 år søgt at skabe et historisk vue.

Et historisk overblik 
Overordnet peger dette vue på bemærkelsesværdige forskydninger i unges måder at forholde sig til uddannelse på. Fra 90’erne, hvor de unge overvejende gik til uddannelse som et åbent, afsøgende og lystorienteret identitetsprojekt.

Over 00’erne, hvor fokus i stigende grad knyttede sig længslen efter at have en plan, finde en retning og et mål.

Forandringen peger i retning af, at 90’ernes vilde og måske urealistiske drømme om fremtiden i dag er afløst af fokus på optagekrav og karaktergennemsnit.

Noemi Katznelson
Professor, leder af Center for Ungdomsforskning, Aalborg Universitet

Til i 10’erne, hvor krav, karakterer, præstationer, arbejdsmarkedets behov og konkurrence om pladserne træder stadigt tydeligere frem.

Nogle citater fra de forskelige perioder illustrer denne bevægelse: 

• 90’erne – Identitets-diskurs
  "Min mor har altid lært mig, at jeg ikke skal tænke en skid over jobmuligheder og penge – og at jeg skal gøre, hvad jeg vil. Det har jeg også indtryk af, at det  er det, der skaber de hele mennesker et eller andet sted." 
  
  
• 00’erne – Plan-diskurs
  1: "Jeg er glad for, at jeg ved, hvad jeg skal."
  2: "Det ville være dejligt, hvis jeg vidste, hvad jeg skulle, og efter et stykke tid havde jeg nået mit mål. Jeg skal det her, og det er kun mit mål: at fuldføre en ungdomsuddannelse. Alligevel ville det være rart at vide: Så skal jeg det og det!" 
  
  
• 10’erne – Præstations-diskurs
  "Men altså, ja, jeg kan også godt lide, at nu ved jeg, hvor god jeg er til det her fag. Men det kan også godt være, altså det der med demotiveringen, den er så måske den nederen del af tydeligheden. Men måske har man har brug for at blive sparket i gang. Det kommer an på, hvilken person man er."  

Store drømme er afløst af optagekrav 
Stiller man yderligere skarpt på de unges stemmer, så er 90’erne præget af fremtidsdrømme, der handler om at ’skabe noget stort’ og ’gøre en forskel’. En ung siger:

”Det kunne være noget rigtig stort, det er et middel mod AIDS eller kræft. Rigtig stort at finde en totalvaccine mod astma og allergi. Altså bare de emner, der er oppe, altså de sygdomme, man kender, de forureningskilder, man kender. Altså det kunne være både virkelig personligt tilfredsstillende og godt for menneskeheden, samfundet.”

Når vi så rammer i dag, ser den overordnede tendens således ud:

”Jeg synes, psykologi er rigtig spændende, men jeg har droppet den lidt.”

”Ja, jeg tænkte nemlig i folkeskolen, at jeg gerne ville læse jura, fordi det lød spændende, men så tænkte jeg, okay, glem det. ”

”Ja, så ser man gennemsnittet, så er man sådan, nå.”

”Pis, der røg den drøm.”

Forandringen peger i retning af, at 90’ernes vilde og måske urealistiske drømme om fremtiden i dag er afløst af fokus på optagekrav og karaktergennemsnit.

Forandringen er tydelig
De unges tilgange til uddannelse flyder ikke ud af ungdomskulturen, men hænger derimod sammen med den til enhver tid fremherskende uddannelsestænkning. Andre forhold spiller selvsagt også ind, men udviklingen i de unges tilgange spejler i vidt omfang de forskellige perioders uddannelsespolitik.

90’ernes uddannelsesekspansion, udvidelse af muligheder og individualiserede uddannelser. Unge, der for vild og skulle sortere sig selv gennem uddannelsessystemet og så videre.

00’erne, som var præget af de tre h’er. Hurtigt i gang, hurtigt igennem, hurtigt ud på arbejdsmarkedet. Fokus på uddannelsesplaner og såkaldte realistiske valg.

Og 10’ernes fokus på produktivitet, global konkurrence, arbejdsmarkedets behov, øget styring af uddannelsesvalget, parathedsvurderinger, optagelseskrav og så videre

Forandringen i de unges orienteringer over de 20 år er tydelig. Men den er ikke kun tydelig, den er også paradoksal. For trods det, at jeg ikke hører til dem, der tænker, at alt var bedre engang, så er noget alligevel ikke gået, som vi ønskede det.

Ingen har ønsket at skabe unge, der lukker ned for drømmene, ikke tænker ud af boksen, er pressede og begrænsede af en præstationskultur.

Snarere er der vel stor og bred opbakning til ønsket om at skabe et uddannelsessystem med plads til kreative elever, der trives og er ambitiøse, og hvor der er højt til loftet, plads til at fejle og tænke stort?

Men at nå dertil kræver et uddannelsespolitisk fokus på, hvor vi vil hen med vores uddannelsessystem og unge samlet set.