Forsker: Djøf-elitens magt minder om kirken før Reformationen

DEBAT: Djøf'erne er blevet en selverklæret elite, der på vellønnet vis har sat sig på alle centrale poster og derfra udråber deres sandhed til en undrende offentlighed. Det er folkeskolereformen et tydeligt eksempel på, skriver Brian Degn Mårtensson fra Aarhus Universitet.

Af Brian Degn Mårtensson
Forfatter og ph.d.-studerende, Aarhus Universitet

Da Danmark i 1520'erne for alvor blev ramt af den lutheranske bølge, blev kritikken af den bestående orden ikke kun antændt af teologiske disputter.

Den serie af begivenheder, vi i dag betegner som Reformationen i bestemt ental, var tværtimod et virvar af borgerkrig, politisk kamp, religiøs strid, pædagogisk nyorientering, økonomisk rivalisering og udenrigspolitik.

Datidens dybe stat
Ser man nærmere på begivenhederne i Danmark frem til skæbneåret 1536, vil man hurtigt indse, at den største forandring, lutheranismen medførte, ikke var overmaling af kalkmalerier eller indførsel af dansk som kirkesprog.

Om end sådanne eksempler bestemt havde betydning, tåler de næppe sammenligning med den forvaltnings- og socialpolitiske omvæltning, der fandt sted på samme tid.

Før Reformationen var det, vi i dag sammenfatter som ”det offentlige”, delt i to, henholdsvis en kongelig og en kirkelig del. Kongen stod – sammen med Rigsrådet – især for udenrigspolitik og den overordnede retspleje (som dog mest var sædvaneret).

Kirken stod for langt de fleste funktioner, der havde betydning for almindelige mennesker, eksempelvis socialpolitik, familieretslige forhold og i vid udstrækning også skole og uddannelse. Dertil førte ærkebispen af Lund forsædet i Rigsrådet. Kirkens ledende folk var datidens svar på den dybe stat.

Vel var Reformationen en stor, religiøs forandring, men den var uden sammenligning også den største politiske magtkamp i dansk historie.

Hvad var det, man gjorde op med? Hvorfor kunne nogle relativt abstrakte teologiske idéer finde så meget opbakning til et gennemgribende opgør med hele det bestående system?

Et svar er, at den danske afdeling af den katolske kirke, og dermed størsteparten af datidens offentlige sektor, var ramt af en næsten fuldendt djøfisering.

Flere og flere topposter blev besat af jurister og adelige uden den store teologiske indsigt eller interesse.

Naturligvis var der stadig fagfolk i systemet, især på de mindre prestigefyldte poster, men hvis disse ville frem i verden, skulle de indordne sig på djøfiseringens præmisser.

Denne udvikling blev i samtiden kritiseret af for eksempel den katolske munk og universitetslærer Poul Helgesen, der selv ønskede at gøre op med teknokratiet og korruptionen i den katolske kirke, men uden at følge den radikale lutheranisme.

Minder om i dag
Djøfiseringen af Danmark i starten af 1500-tallet fulgte nogenlunde samme mønster som den nuværende af slagsen.

Stille og roligt lykkedes det for en lille elite at sætte sig på de centrale poster, hvorefter de kunne etablere en ny præcedens og udnævne ligesindede til flere og flere poster.

Eliten var dengang som nu ofte uddannet i jura og administration og oplevede selv, at de styrkede samfundet i takt med styrkelsen af deres egen position.

Elitens og landets behov blev opfattet som identiske. Såfremt flertallet ikke forstod det, måtte der være tale om en kommunikativ udfordring, ikke andet.

I dag er vi meget tæt på en situation, der på det overordnede plan tåler umiddelbar sammenligning med Danmark før 1536.

Vi har en selverklæret elite, der på vellønnet vis har sat sig på alle centrale poster og derfra – ganske upåvirket af egentlige fagfolk – udråber deres sandhed til den undrende offentlighed.

Djøf'ernes tanker i folkeskolen
Oplagte eksempler herpå er processen omkring folkeskolereformen og reformen af læreruddannelsen, hvor den djøfiserede elite fandt, at dets tankegang så målstyret som muligt skulle udrulles til alle kommende generationer.

Der er dog også en række forskelle, især hvis vi ser på det metodiske plan.

Nutidens elite kan i modsætning til de før-reformatoriske djøf'ere trække på et mere finmasket statsapparat, strukturmarxistiske erfaringer, højt udviklet socialkonstruktivistisk teori og en kommunikationsteknologi, der giver mulighed for alt lige fra databaseret læring i børnehaven og efterfølgende konkurrencestatsligt initieret adfærdsregulering, således at den enkelte borgers psyke selv bliver det stærkeste værn mod kritik af Djøf-elitens magt og vælde.

Det er sådan set det, der er essensen i den læringsmålstyring og den dataledelse, der i disse år rulles ud over hele skole- og uddannelsessystemet.

Til at overvåge det hele har vi her i 2018 en orwellsk Moderniseringstyrelse, hvis magtfuldkommenhed datidens katolske kirke aldrig nogensinde har været i nærheden af.

Det er derfor bemærkelsesværdigt, at der trods dette stadig forekommer stærk kritik af djøfiseringen, og det bliver interessant at se, om vi som civilisation endnu engang evner stå op for os selv.

Det må fremtiden vise.

Forrige artikel Samuelsen efter Lavrov-møde: Ruslands adfærd er stærkt bekymrende Samuelsen efter Lavrov-møde: Ruslands adfærd er stærkt bekymrende Næste artikel Debat: Togdriften er død i 2030 Debat: Togdriften er død i 2030
De gamle kønsroller gælder stadig i Folketingets udvalg

De gamle kønsroller gælder stadig i Folketingets udvalg

LIGESTILLING: De traditionelle kønsroller dominerer stadig i Folketingets udvalg, hvor kvinder oftere beskæftiger sig med børn, ligestilling og sundhed, mens mændene tager sig af økonomi og udenrigspolitik. "Pilskævt og stereotypt," mener direktør i Kvinfo.