Nordiske politikere: Samarbejdet i Norden har oplevet en fuldstændig nedsmeltning

Det nordiske samarbejde har det seneste år været under et historisk pers.

Det har påvirket dem, som bruger samarbejdet mest: Nemlig dem af os, der lever og arbejder i og mellem grænseområderne.

For første gang siden den nordiske pasunion blev etableret for 68 år siden, har vi set lukkede grænser mellem vores lande. Vi vinder alle, når samarbejdet fungerer. Tilsvarende taber vi, når det ikke gør.

Lige nu er det politiske samarbejde mellem Danmark og vores nærmeste nabolande kendetegnet ved uforberedte handlinger uden en samlet plan og uden retning.

Regeringerne har ikke optrådt samlet og med et fælles fodslag. Det seneste år har i stedet vist, at de nordiske grænser lukkes efter forgodtbefindende. Det har skadet tusindvis af grænsependlere, familier og øsamfund. 

En fuldstændig nedsmeltning
Mens USA og Canada har haft samråd, inden grænserne mellem landende er blevet lukket eller åbnet, har samarbejdet i Norden oplevet en fuldstændig nedsmeltning, i kampen mod en usynlig, dødelig virus.

Det er jo kun naturligt, at grænsetrafikken i Norden påvirkes af de restriktioner, som vi ser i hele samfundet. Det er derimod ikke en naturlov, at grænselukninger skal ske uden samtaler mellem landene eller ved uigennemtænkte indsatser. 

Der findes uendelige eksempler på almindelige mennesker, som rammes af de lukkede grænser. Det er både smertefuldt og uværdigt for Norden i 2021: 

Svenskere har ikke kunne besøge syge slægtninge i Norge eller Danmark. De er endda blevet nægtet muligheden for at tage afsked med slægtninge, som ligger på dødslejet.

Unge har været nødt til at afslutte deres studier, fordi de ikke kunne krydse grænsen. Erhvervsdrivende kæmper mod økonomisk ruin, men nægtes alligevel adgang til det land, hvor de har deres virksomhed. 

Og danske børn er blevet nægtet adgang til at se deres forældre i Sverige, til trods for at det er imod loven. Bare fordi, at den ene forælder bor på den "forkerte" side af grænsen.

Danmark, Sverige, Norge og Finlands regering har leveret det ene pinlige selvmål efter det andet

Bertel Haarder, Sofie Carsten Nielsen, Niels Paarup-Petersen, Linda Modig og Mikko Kärnä
Se afsenderne i faktaboksen

Kan kun beskrives som en fiasko
Regeringerne i Norden anklager hinanden for at lukke grænserne uden at give besked på forhånd, men er alle lige gode om det. 

De nordiske regeringers håndtering af grænselukninger og åbninger kan kun beskrives som en fiasko. Vi politikere forstår godt, at hvert enkelt land har behov, ret og pligt til at forhindre, at smitten spredes, så befolkningen beskyttes.

Men det seneste års grænsehåndtering viser, hvor hårdt rejserestriktioner i Norden har ramt de dybt integrerede grænseregioner og deres befolkninger.

Denne udvikling er uholdbar, og prisen for lunefulde grænselukninger og åbninger skal ikke betales af dem, der er de flittigste brugere af det nordiske samarbejde. 

Rådets forslag er ikke overflødige
Alt imens har den individualiserede tilgang til de nordiske grænser modarbejdet Nordisk Råds strategi for samfundssikkerhed.

Nordisk Råds strategi har nemlig til formål at skabe et tydeligt nordisk lederskab med fokus på en fælles situationsforståelse og krisehåndtering.

Regeringerne har en opfattelse af, at det nuværende samarbejde fungerer fint, og at Nordisk Råds mange forslag derfor er overflødige.

Virkeligheden har vist det modsatte med lukninger af rejser til Bornholm, sygetransporter, der ikke må krydse grænsen, sygepersonale, der ikke må komme på arbejde, børn, der ikke må besøge sine forældre, og meget mere.

Ene pinlige selvmål efter det andet
Danmark, Sverige, Norge og Finlands regering har leveret det ene pinlige selvmål efter det andet. Det er åbenlyst, at vi skal forbedre det nordiske samarbejde.

Regeringerne i de nordiske lande må og skal erkende, at de i stedet for at hylde det nordiske samarbejde i festtaler skal give det førstehjælp fra coronadøden.

For en ting er sikkert: Det nuværende niveau for den fælles krisehåndtering fejler. Nordens medborgere, uanset om de bor på Bornholm eller Åland, passer på rensdyr i Karesuando eller pendler over Øresund, fortjener bedre end det her.