Nul kroner på finansloven: Forbrugernes kemi-vagthund er truet af aflivning

MILJØ: Regeringens forslag til finanslov indeholder ingen nye penge til Forbrugerrådet Tænk Kemi, som holder øje med uønsket kemi i produkter på butikkernes hylder. 

Forbrugernes kemivagthund er truet af aflivning.

Regeringen afsætter nemlig ingen penge til Forbrugerrådet Tænk Kemi på næste års finanslov, bekræfter Miljø- og Fødevareministeriet til Altinget.

Den melding bliver mødt med stor overraskelse fra Forbrugerrådets formand, Anja Philip.

”Det er uforståeligt, at der står et rungende nul. Hvis der ikke kommer penge, vil der ikke være nogen uvildig instans, der holder øje med, hvad der er af uønsket kemi i de produkter, der kommer ind på markedet. Og Kemiluppen vil ikke kunne køre videre,” siger hun.

Forbrugerrådet Tænk Kemi har fået en millionbevilling på finansloven siden 2014. Pengene går til at teste forbrugerprodukter for skadelig kemi, og flagskibet er mobil-appen Kemiluppen, som kan bruges til at scanne produkter.

Forbrugerrådet Tænk Kemi fik sin første bevilling under SR-regeringen i 2014, og da den udløb i 2016, ønskede den daværende V-regering ikke at lave en ny bevilling. Det medførte hård kritik fra den nuværende miljøminister Lea Wermelin (S), der dengang var med til at hive daværende miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) i samråd.

Altinget arbejder på at få en kommentar fra Lea Wermelin.

Med nul kroner på regeringens udspil, er der lagt op til en armlægning med regeringens støttepartier, der alle har udtrykt ønske om en ny permanent bevilling til Forbrugerrådet Tænk Kemi.

”Jeg er personligt og politisk ret stor fan af Kemiluppen, som jeg også bruger selv. Det er vigtigt, at der er ordentlig oplysning til borgerne, om hvilken kemi der eksempelvis er i de cremer, vi putter på vores krop. For vi ved, der kan være en stor hormonforstyrrende effekt ved nogle stoffer,” sagde Enhedslistens miljøordfører, Mai Villadsen, til Altinget i midten af september.

Forbrugerrådet Tænk Kemi har været en omdiskuteret størrelse, siden det i 2014 fik sin første bevilling på 17 millioner kroner over tre år. Dansk erhvervsliv har med opbakning fra dele af blå blok kritiseret Forbrugerrådet for at skræmme forbrugerne unødigt.

Det førte i 2016 til, at daværende miljøminister Esben Lunde Larsen (V) ikke ville være med til at give en ny bevilling til Forbrugerrådet. Men Dansk Folkeparti stillede dengang krav om, at den blev videreført, og kompromiset blev en ny sænket bevilling til tre millioner om året med udløb i 2019 mod et krav om at ændre sin kommunikation.

 

Forrige artikel Tesfaye vinder Ting-Prisen: Støjberg var forsanger i Løkke-bandet, men jeg bliver Mettes kedelige bassist Tesfaye vinder Ting-Prisen: Støjberg var forsanger i Løkke-bandet, men jeg bliver Mettes kedelige bassist Næste artikel Regeringen vil sprede de grønne sejre. Vennerne vil ikke vente Regeringen vil sprede de grønne sejre. Vennerne vil ikke vente
Medarbejdere politianmeldes for svindel i Forsvaret

Medarbejdere politianmeldes for svindel i Forsvaret

SVINDEL: Medarbejdere i Forsvarets Ejendomsstyrelse har i årevis ukontrolleret kunnet svindle med indkøb for flere hundrede millioner kroner, konkluderer Rigsrevisionen. Forsvarsministeren kalder sagen meget alvorlig og vil ikke udelukke advokatundersøgelse.