Økonom: Man gjorde en generation af gymnasieelever til forsøgskaniner - og kender ikke engang resultatet

Af Asger M. Wingender
Adjunkt ved Økonomisk Institut, Københavns Universitet

Min kollega Mogens Nørgaard proklamerede for nylig i et interview i Berlingske, at nystartede studerende på økonomistudiet i København, trods A-niveau fra gymnasiet, ikke kan mere matematik, end hans egen generation kunne efter folkeskolens afgangseksamen. Forklaringen er, ifølge Nørgaard, at dagens gymnasieskole har fejlet.

Nørgaard er en ekstrem stemme i debatten, men mange andre, jeg selv inklusiv, har haft en fornemmelse af, at matematikkens vilkår i gymnasiet har haltet lidt siden gymnasiereformen fra midten af 00’erne trådte i kraft. Den fornemmelse fremgår af mine meddebattører her på Altingets indlæg, og den er formentlig årsagen til det særlige fokus på matematik i den nye gymnasiereform.

Her er det værd at tage et skridt tilbage og spørge: Hvad har vi egentlig lært af den gamle ”nye” reform, altså den, der trådte i kraft i 00’erne? Er den virkelig skyld i, at studenternes matematiske færdigheder er dalet, eller er nyheden om ungdommens forfald atter stærkt overdreven?

Ingen systematisk indsamlet viden
Før spændingen udløses, vil jeg lige repetere indholdet af den gamle reform. Ti procent af undervisningstiden i matematik blev overført til tværfaglige og studieforberedende forløb. Antallet af skriftlige opgaver blev reduceret. Undervisningens fokus blev flyttet i retning af opgaveløsning med it fremfor med papir og blyant.

Færre timer og færre opgaver peger mod svagere kernefaglighed, men blev det tab opvejet af øget tværfaglighed? Gjorde fokus på it gymnasielever bedre til at anvende matematik i praksis, eller har det kannibaliseret den dybere teoretiske forståelse, som de højere læreanstalter skal bygge videre på?

Man har evalueret på stort set alle andre parametre end på, hvor meget eleverne lærer. 

Asger M. Wingender
Økonom

Svaret er: Vi aner det ikke. Vi aner det simpelthen ikke, og det er derfor debatten om gymnasielevernes matematiske færdigheder, eller manglen på samme, ikke vil dø. Matematiklærere og aftagerne på universiteterne og i erhvervslivet har naturligvis en fornemmelse af, hvad reformen fra 00'erne har betydet, men der er ingen systematisk indsamlet viden om dens effekter.

Ønsket om en ret linje
Ikke fordi reformen ikke er blevet evalueret. Det er den. Man har evalueret på stort set alle andre parametre, end på hvor meget eleverne lærer. Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) udgav året efter reformens første gennemløb en 179 sider lang evalueringsrapport. I et kort afsnit med titlen ”Elevresultater og elevudbytte” finder man karaktergennemsnittet fra afgangseksamen i 2008 samt en spørgeskemaundersøgelse, hvor afgangselever på en fire-punktsskala angiver, hvor meget de har fået ud af undervisningen.

Men hvad siger et enkelt års karaktergennemsnit om færdigheder, når prøver, pensum og karakterskala var anderledes før reformen? Og hvad siger det os, at 54 procent af stx-studenterne fra 2008 mener, at de har fået meget ud af undervisningen, når de ikke ved, hvor meget deres forgængere før reformen lærte?

Ikke ret meget. Der er ingen kontrolgruppe, ingen sammenligning af data før og efter reformen, så hvad vi står tilbage med er ét datapunkt og ønsket om at tegne en ret linje. Og det ved vi, såvel som elever i 1.g, er umuligt.

Test færdigheder og studieparathed
Dette er ikke en kritik af EVA. Problemet er derimod, at en systematisk, kvantitativ vurdering af reformens effekter ikke blev tænkt ind som et element i reformen. Man kunne for eksempel, i regi af matematik, have testet eleverne før og efter reformen i samme opgavesæt og sammenlignet deres resultater.

Man kunne måske endda have testet reformens elementer på udvalgte forsøgsgymnasier og sammenlignet færdigheder og studieparathed hos eleverne herfra med dem fra det ordinære gymnasium.

Det er naturligvis ikke rart at være forsøgskanin. Men så meget desto større grund til, at det kun er eleverne på udvalgte gymnasier, der bliver forsøgskaniner, og ikke en hel generation gymnasielever, som det var tilfældet ved reformen fra 00erne. Og det vel at mærke uden at vi kender resultatet af forsøget.

Tre opfordringer til 2017-evalueringsgrupppen
Gymnasiereformen fra 00'erne var muligvis - og muligvis ikke - en fejl. Men en fejltagelse er det, at dens effekter på læring og færdigheder ikke er blevet evalueret systematisk. Vi er derved gået glip af vigtig viden om, hvad der virker og ikke virker i gymnasieskolen. Vigtig viden, der kunne have været anvendt til at designe den netop ikrafttrådte gymnasiereform på et mere oplyst grundlag.

Heldigvis er 2017-reformen akkompagneret af et stærkere evalueringsfokus end dens forgænger. En evalueringsgruppe er allerede blevet nedsat.

Til den gruppe skal der herfra udgå tre opfordringer:

- Sørg for at måle direkte på elevernes færdigheder, studieparathed og andre relevante succeskriterier. De spørgeskemaundersøgelser, kommissoriet for evalueringsgruppen lægger op til, kan ikke stå alene.

- Sørg også for, at alle målepunkter kan sammenlignes med en kontrolgruppe af præ-reformstudenter.

- Og sørg endelig for, at evalueringen af, hvad eleverne rent faktisk lærer, ikke drukner i evalueringen af implementeringsprocessen.