
Finansminister Nicolai Wammen (S) har smidt hele fem partier ud af finanslovsforhandlingerne.
På venstre flanke er det Enhedslisten, som er røget ud, mens det samme er sket med de fire blå partier til højre for regeringen, LA, Danmarks Demokraterne, de konservative og DF. Men hvorfor nu det?
Finanslovsforhandlinger er ofte en speget affære. Regeringen og Enhedslisten har en fælles interesse i, at partiet ikke er med.
Enhedslisten kan forklare sine vælgere, at Mette Frederiksen (S) ikke kan levere det samme med Venstre og Moderaterne som under et rødt flertal. Regeringen kan vise, at Enhedslisten er besværlige og en af grundene til, at det er godt med en midterregering.
Når man samtidig holder SF indenfor, får man også illustreret, at folkesocialisterne er regeringsegnede, og det er jo en meget god baghånd for Socialdemokraterne, hvis næste valg skulle ende med, at de tre nuværende regeringspartier som ventet mister flertallet, men stadig har flertal med SF.
At de fire blå partier ville blive strittet ud af finanslovsforhandlingerne, kom statsminister Mette Frederiksen allerede til at afsløre i Folketingssalen dagen før, da hun belærte den konservative formand Mona Juul om, at politik ikke laves i salen – men ved forhandlinger i ministerierne.
Det bliver der så alligevel ikke noget af for de fire blå partier, der altså blev smidt ud af forhandlingerne dagen efter.
Regeringen havde måske håbet at kunne holde de konservative inde, ligesom de tidligere har haft held til at få DF til at bryde det borgerlige sammenhold.
Allerede tidligt på sæsonen gik der rygter om, at Liberal Alliance havde besluttet sig for ikke at ville være med i år. Egentlig en lidt mærkelig strategi. For ønsker man ansvar, er det godt at vise, at man kan tåle at få beskidte fingre.
Af de fire blå partier virker det kun oplagt for DF at stå udenfor. Formand Morten Messerschmidt (DF) er gået i rent populismegear med et kraftigt ryk til højre, så det passer til profilen.
Hvis regeringen havde et oprigtigt ønske om at få de blå partier med, havde den hjulpet med at finde pengene.
Simon Emil Ammitzbøll-Bille
Tidligere økonomi- og indenrigsminister (LA)
Nu har vi så det sædvanlige "blamegame". Er det regeringen, der har været vrangvillig eller det de blå partier, der har opført sig uansvarligt? Måske begge dele og ingen af delene på én og samme tid.
Finanslovsforhandlinger er nemlig ofte præget af lidt for fikse forhandlingsfiflerier. Altså, hvis regeringen havde haft et oprigtigt ønske om at få de blå partier med, havde den jo hjulpet med at finde pengene.
Jeg ved af erfaring, at en regering altid har en hemmelig pulje eller to, som man kan betale en forhandlingspart med. Det har jeg oplevet på begge sider af forhandlingsbordet.
I værste fald kunne man indskrive den af de blå partier ønskede større ambition om nedskæring af bureaukrater i aftaleteksten med en konstatering om, at partierne vil blive enige om de konkrete besparelser i løbet af året.
Nogle gange skriver man den slags tekststykker ind, selv om man allerede på aftaletidspunktet ved, at det ikke bliver til noget. Så er der finansiering på papiret, og så har man udskudt problemet et år. Men det kræver selvfølgelig, at man har en oprigtig interesse i at lave an aftale.
Det forlyder også, at regeringen ikke var helt ubegejstret for få Liberal Alliance ud af forhandlingslokalet. SVM har ikke glemt gruppeformand Ole Birk Olesens (LA) optræden sidste år, hvor han efter at have indgået en aftale stod og belærte de fremmødte journalister om, at det hele var et stort skuespil om småpenge.
Det er ikke 'comme il faut' på Christiansborg.
Jeg har selv prøvet noget lignende for mange år siden. Da LA var et meget lille parti i slutningen af nullerne, blev vi allernådigst inviteret med til de afsluttende finanslovsforhandlinger med VKO.
De ville spise os af med smuler, men det ville vi ikke finde os i.
Vi trak tiden helt til der skulle være doorstep foran glasdøren i Finansministeriet. Her forlod vi forhandlingerne, og Anders Samuelsen og jeg brugte de af regeringen hidkaldte tv-stationer til at få airtid til at fortælle, hvor uenige vi var med regeringens økonomiske politik. Det blev ikke glemt lige med det første.
Året efter røg vi ud af forhandlingerne, fordi VK-regeringen ikke ville imødekomme ét eneste af vores tre ønsker på skatteområdet.
Herefter lod VK sive, at vi havde fået lov til at afskaffe en af tre skatter efter eget valg, men at vi sagde nej, fordi vi ville have alle tre skattelettelser. Det blev bragt i analyser, den ene journalist efter den anden kom og spurgte, hvorfor vi dog havde takket nej til en skattelettelse, for det var da helt tåbeligt.
De ville spise os af med smuler, men det ville vi ikke finde os i.
Simon Emil Ammitzbøll-Bille
Året efter røg vi ud af forhandlingerne.
Tidligere økonomi- og indenrigsminister (LA)
Det eneste problem var, at det ikke var sandt. Det kunne vi bare ikke overbevise nogen om.
Nogle gange går det hele mere gelinde, fordi ingen af parterne har brug for det store drama. Da Bjarne Corydon var socialdemokratisk finansminister, og jeg var gruppeformand for Liberal Alliance, har jeg flere gange gået ind i Struenseværelset, hvor forhandlingerne foregår, set Bjarne i øjnene og sagt:
"Hvis du nu fortæller, at vi har gennemgået hele Liberal Alliances økonomiske politik, så skal jeg nok fortælle, at den kunne vi ikke komme igennem med". Og så grinede vi lidt af det og talte om de hjørner af finansloven, hvor LA kunne få lov til at være med til nogle delaftaler.
Vi behøver jo ikke at spilde hinandens tid.
Enkelte gange udvikler finanslovloven sig til det helt store drama. Som når Corydon lavede hemmelige parallelforhandlinger med Venstre og efterlod Enhedslisten på perronen og partiets daværende politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen ophidset understreger, at Socialdemokraterne har "pisset på" vælgerne.
Eller da vi i LA under VLAK-regeringen nægtede at stemme for regeringens egen finanslov, hvilket – med god grund – fik Lars Løkke Rasmussen (M) og Kristian Jensen til at sidde og rive sig i håret af desperation.
Så dramatisk er det slet ikke denne gang. Regeringen har – stort set – flertal i Folketinget. SF’erne er medgørlige.
Og mon ikke også de Radikale og Alternativet også gerne vil være med?
Vi er nok ovre fiflerierne, nu kommer de rigtige forhandlinger.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer


















































