Per Øhrgaard: Europa trues af kræfter, der vil styrte verden ud i kaos
DEBAT: Europæerne må stå sammen om retsstaten, ordentlige rammer for kapitalens frie bevægelighed og indsatsen mod ulighed og menneskeskabte klimaforandringer. Det er vores liv, ære og velfærd, der er på spil, skriver professor emeritus Per Øhrgaard.
Af Per Øhrgaard
Professor emeritus, CBS
Schuman-erklæringen blev i kølvandet af Anden Verdenskrig lanceret af den franske udenrigsminister Robert Schuman og den franske statsmand Jean Monnet 9. maj 1950 for præcis 70 år siden i dag.
Robert Schuman bliver i dag betragtet som en af EU's grundlæggere og som arkitekten bag det europæiske samarbejdes begyndelse. Erklæringen var startskuddet til et mere organiseret Europa med tætte økonomiske forbindelser, der ifølge Schuman skulle sikre fredelige forbindelser mellem de europæiske lande.
Erklæringen indeholdt blandt andet et forslag om at oprette et europæisk kul- og stålfællesskab, der som bekendt senere udviklede sig til Den Europæiske Union (EU), som vi kender den i dag.
En af de mest kendte citater fra erklæringen lyder: "Verdensfreden vil kun kunne sikres gennem skabende kræfter, der står mål med de farer, der truer den."
Klodens beståen, verdensfreden og det liberale og sociale demokrati kan kun sikres gennem skabende kræfter og institutioner, som står mål med de farer, der truer dem.
Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Debatindlæg kan sendes til [email protected].
I de sidste 70 år har Europa udviklet et stadig tættere samarbejde på væsentlige områder. Europa har ydet sit bidrag til opnåelsen af de beskrevne mål. Men arbejdet er ikke gjort færdigt, og derfor trues målene nu i stigende grad af kræfter, som vil opløse samarbejdet og styrte Europa og verden ud i kaos.
Det er de europæiske folks liv, ære og velfærd, som står på spil. Europas befolkninger har krav på, at det går ordentligt til i deres verden.
Det er langt mere løfterigt at være delagtig i en europæisk suverænitet end ved at klynge sig til forestillingen om en rent national suverænitet at gøre sig til offer for kræfter, som selv de mægtigste medlemmer af Unionen ikke kan tæmme alene.
Per Øhrgaard
Professor emeritus, CBS
Europæerne må stå sammen
Derfor må Europas stater og folk stå sammen om følgende:
-En sikring af retsstatslige normer inden for hele det område, som er omfattet af Den Europæiske Union.
-En rammesætning for kapitalens frie bevægelighed, som sikrer, at demokratisk vedtagen politik ikke kan løbes over ende af private økonomiske interesser.
-En indsats for at mindske uligheden inden for og mellem samfundene. Al hidtidig historie viser, at samfund med stor ulighed er mere sårbare end samfund, hvis borgere føler ejerskab til de fælles rammer.
-En indsats for at begrænse den menneskeskabte del af de klimaforandringer, som truer hele klodens og dermed også Europas eksistens.
En fælles europæisk indsats på disse områder vil foruden at gavne Europa selv kunne være til inspiration for stater og folkeslag uden for Europa.
Til sikring af de retsstatslige normer har Europa allerede to domstole: EU-Domstolen og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Disses domme gives umiddelbar retsvirkning i de europæiske samfund, og de må ikke kunne underløbes af nationale domstole og forvaltninger.
Kapitalens frie bevægelighed gøres transparent gennem et universelt register over formuer, værdipapirer og andre finansielle instrumenter. Alle finansielle transaktioner belægges med en skat, hvis provenu går direkte til fællesskabet. Medlemslandenes virksomheds- og kapitalbeskatning kan kun i begrænset omfang afvige fra gennemsnittet i Unionens lande.
Den voksende ulighed mellem Unionens medlemslande modarbejdes ved udstrakt støtte fra de velstående til de mindre velstående, herunder ved fælles finansiering og fælles hæftelse for lån, eventuelt også ved eftergivelse af gammel gæld. Støtte til et medlemsland gøres afhængig af, at landets egen lovgivning sigter mod at mindske den interne ulighed, for eksempel ved at beskatte særlig store indkomster og kapitalgevinster særlig stærkt og ved at bevare, respektive indføre eller genindføre formueskat.
Klimaindsatsen kan til en begyndelse finansieres med indtægterne fra transaktionsskatten. Fællesskabet skal kunne pålægge lande, som ikke lever op til fællesskabets målsætninger, at gøre dette mod til gengæld at kunne modtage støtte til nødvendige strukturforandringer.
Styrk institutionerne
Alle disse initiativer kræver en styrkelse af de fælles institutioner, som imidlertid, hvis den gode vilje er til stede, ikke behøver at ske på bekostning af national myndighed eller stolthed. Det er langt mere løfterigt at være delagtig i en europæisk suverænitet end ved at klynge sig til forestillingen om en rent national suverænitet at gøre sig til offer for kræfter, som selv de mægtigste medlemmer af Unionen ikke kan tæmme alene, men som kun kan tæmmes – og derved gøres frugtbare - af alle medlemmer i fællesskab.
Bevidstheden herom er øjensynlig endnu kun i sin vorden. Et middel til at øge den er større information på tværs af grænser og sprog: en bredere - fri og kritisk! - pressedækning af fællesskabets problemer og handlinger, større fortrolighed med flere af fællesskabets sprog, større udveksling af skoleelever og studerende mellem landene.
I stedet for at satse på standardisering af alt bør der satses på at bringe variationerne i frugtbart samspil. Fremtiden ligger hverken i en åndløs standardisering eller i et brutalt kaos, men i samvirket mellem respekt for mangfoldigheden og stræben efter enhed.
70 år efter: En ny erklæring for Europas fremtid
I anledning af 70-året for Schuman-erklæringen (se faktaboks), som blev kimen til det EU, vi kender i dag, har EU-Kommissionen og Altinget bedt en række toneangivende danske stemmer om at komme med deres personlige bud på, hvordan en Schuman-erklæring anno 2020 kan lyde.
I lyset af de verdensomspændende forandringer – ikke mindst, men heller ikke kun, som følge af corona-pandemien – mener vi, at tiden er moden til at begynde at overveje, hvordan fremtidens europæiske samarbejde, og dets plads i en ny verdensorden, bør se ud.
Vi har bedt forfatterne om at overveje, hvordan vi kan ruste EU til at håndtere ikke bare de velkendte udfordringer, vi allerede stod over for før coronakrisen ramte, men også det betragtelige økonomiske, sociale og politiske genopbygningsarbejde, som bliver nødvendigt i kølvandet på krisen. Kan vi fortsætte som før? Skal vi ændre retning? Eller skal vi måske noget helt andet, end det EU, vi kender?