Kommentar af 
Pernille Skipper

Pernille Skipper: Kan Mette Frederiksen vride armen på fagbevægelsen om, når hun vil?

De kommende overenskomstforhandlinger vil vise, om fagbevægelsen stadig er den magtspiller, som de var engang, eller om Mette Frederiksen ikke længere behøver fagbossernes accept, når hun skal lave store forandringer på arbejdsmarkedet, skriver Pernille Skipper.

Det er ikke sikkert, at Mette Frederiksen har gennemtænkt, at afskaffelsen af en fridag kan blive dét, der vælter læsset og udløser et nej fra medlemmerne til OK23, skriver Pernille Skipper.
Det er ikke sikkert, at Mette Frederiksen har gennemtænkt, at afskaffelsen af en fridag kan blive dét, der vælter læsset og udløser et nej fra medlemmerne til OK23, skriver Pernille Skipper.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Pernille Skipper
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Socialdemokraterne har kastet både danskernes fridage og adgang til tilbagetrækning ind på den buffet, der skulle tilfredsstille Venstre i tilstrækkelig grad til at pege på Mette Frederiksen.

De har allerede fået meget kritik for det, også fra fagbevægelsens top. Når man lytter til reaktionerne i pressen, lyder det unægtelig som om, socialdemokraterne ikke engang har talt med fagtoppen om forslagene, før regeringsgrundlaget blev lanceret.

Og det er noget nær det værste man kan gøre som socialdemokrat, hvis man ønsker fagbevægelsens opbakning til forandringer på det danske arbejdsmarked.

For det første er forslagene om afskaffelse af en fridag og kraftig forringelse af seniorpensionen nogle rigtig ømme tæer for den danske fagbevægelse. Af gode grunde.

Arbejdstiden og ikke mindst retten til fritid er en historisk kampplads for fagbevægelsen. Mange vil sige, at fagbevægelsen er bygget på kampen for "8 timers arbejde, 8 timers fritid og 8 timers hvile".

Afskaffelsen af en fridag og kraftig forringelse af seniorpensionen er nogle rigtig ømme tæer for den danske fagbevægelse

Pernille Skipper
 

Allerede tilbage i 2012 måtte Bjarne Corydon da også aflyse de stort anlagte trepartsforhandlinger, fordi Dansk Metal stak en kæp i hjulet på deres planer om at sløjfe Store bededag.

Samtidig har fagbevægelsen – sammen med socialdemokraterne vel at mærke – de sidste mange år brugt rigtig mange kræfter på at tale om de nedslidte på det danske arbejdsmarked og behovet for en tidlig tilbagetrækning.

Når socialdemokraterne så pludselig har aftalt, at op imod 10.000 skal miste adgangen til seniorpension og dermed ende i limbo mellem førtidspension, kontanthjælp og nogle smertefulde år på arbejdsmarkedet, er det noget nær umuligt for fagbevægelsen ikke at gå hårdt imod.

For det andet er der få ting, der kan få fagbossernes blod i kog, som røde partier, der vil lave ændringer på det danske arbejdsmarked uden at klappe det af med dem først. Fagtoppen er ikke en ufleksibel størrelse. De er mildest talt vant til kompromisser – nogen vil endda sige, at de er lidt for gode til kompromisser.

Men de holder til gengæld stålsat fast i, at kompromiserne skal laves efter rådføring med dem. Uanset om det er løn til offentligt ansatte eller reglerne for udenlandsk arbejdskraft og barselsregler, som ellers er lovgivning, føler de, at de har en særlig adkomst. De har da også en pointe i dette tilfælde: det er historisk, hvis der laves lovindgreb i overenskomst-stof uden forudgående konflikt.

Med andre ord kan det ikke blot komme til at koste Mette Frederiksens midterprojekt dyrt, det kan kraftigt nedkøle socialdemokraternes forhold til fagbevægelsen, at de ikke har formået at få fagtoppen med ombord, inden de i offentligheden beder lønmodtagerne om at levere en pænt stor del af finansieringen til blandt andet topskattelettelser. Sådan vil fagbevægelsen i hvert fald udlægge teksten.

Man må jo antage, at Frederiksen mener, at hun ikke har brug for fagtoppen eller kan vride armen rundt på dem

Pernille Skipper

Men Mette Frederiksen er ikke snublet ind i det her. Hun er udmærket klar over, hvad hun laver, og man må jo antage, at hun mener, at hun ikke har brug for fagtoppen eller kan vride armen rundt på dem.

Det er ikke sikkert, at hun har gennemtænkt, at afskaffelsen af en fridag kan blive dét, der vælter læsset og udløser et nej fra medlemmerne til OK23, som i forvejen er svær, fordi der er forventninger om lønkompensation for den høje inflation.

Men uanset hvad kan den kommende tid give svaret på et næsten fortærsket spørgsmål: Er tiden simpelthen løbet fra fagbevægelsens indflydelse og magt direkte ind i regeringskontorerne?

Man kan anskue den politiske debat og de kommende overenskomstforhandlinger som sandhedens time for Lizette Risgaard og Claus Jensen og alle de andre i fagbevægelsen.

Er de den magtspiller, som de var engang, og stadig selv ser sig som? Skal man i realiteten igennem dem for at lave store forandringer på det danske arbejdsmarked? Eller kan Mette Frederiksen vride armen om på dem og deres medlemmer, når hun vil?

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Pernille Skipper

Politisk kommentator, TV 2 News, fhv. MF og politisk ordfører (EL)
cand.jur. (Københavns Uni. 2011)

Bjarne Corydon

Adm. direktør, chefredaktør, Dagbladet Børsen, fhv. finansminister og MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2000)

0:000:00