Radikale giver S-regeringen endnu mere magt, hvis vi vælter den nu

Efter jeg annoncerede, at jeg har meldt mig ind i Radikale Venstre og søger opstilling til Folketinget, er jeg blevet mødt af både ris og ros.

Ros for at jeg igen melder mig på banen i det politiske Danmark (og tak for det), og ris for at jeg nu repræsenterer og søger opstilling for et parti, som i nogles øjne ”holder hånden under regeringen”.

Kritikken dukker op igen og igen, for eksempel i forbindelse med at jeg skrev et tweet med en lammende kritik af Socialdemokratiets beslutning om, at man vil adskille en fire-årig psykisk syg pige fra hendes mor ved at hente pigen alene hjem fra Syrien. Det er jo dobbeltmoral, skrev nogle til mig, når du samtidig selv repræsenterer et parti, der har magten til at vælte regeringen, men ikke gør det.

Jeg vil gerne adressere kritikken. For guderne skal vide, at jeg ikke synes, det er et nemt spørgsmål, om Radikale (og Enhedslisten for den sags skyld) burde vælte regeringen eller ej. Jeg tror ikke, mange, der skulle have læst mine klummer gennem tiden, er i tvivl om, hvor katastrofalt, jeg synes, vores regering forvalter sin opgave.

Socialdemokratiet er lammende inaktive på klimaområdet, nationalkonservative om en hals, selvtilfredse og bedrevidende i deres opfattelse af velfærdsstaten som patentet på det gode liv, magtfuldkomne i corona-håndteringen, arrogant ligeglade med de syriske flygtninges sikkerhed, som Danmark som det eneste land i verden sender tilbage til Damaskus i strid med FN's anbefalinger, kyniske og umenneskelige i sagen om børnene i de syriske lejre og decideret koldhjertede med den nye aftale om statsborgerskab, som tager al håb om et dansk pas fra unge mennesker, der er født og opvokset i Danmark, og som i dumhed begår mindre former for kriminalitet.

Det står jo ikke mejslet i granit, at der kun kan peges på Socialdemokratiet som leder af næste regering.

Carolina M. Maier
Kommentarskribent

Så lad der ikke være tvivl: Jeg er så uendeligt ked af min regering. Jeg er flov over den, når jeg taler med venner og familie fra udlandet. Jeg bliver vred, når jeg diskuterer med bekendte, der synes, at regeringen giver os tryghed, og at det er vigtigere end alt andet. Nogle gange overvejer jeg helt alvorligt, om det måske snart er på tide at rykke teltpælene op og flytte til et land, der i det mindste behandler sine statsborgere humant og anstændigt og som frie og myndige borgere.

Jeg forstår godt, at jeg ofte, af mennesker, der som jeg er frustrerede over vores regering, bliver forholdt, at jeg repræsenterer et parti, som ikke vælter regeringen. Og jeg er sådan set principielt enig i, at man ikke bør holde hånden under en regering, der forvalter sin opgave på så uetisk vis.

Men nu dukker så det nødvendige spørgsmål op, som jeg, med al respekt for kritikken, mener, at vi bliver nødt til at forholde os til: Hvad sker der, hvis Radikale og Enhedslisten vælter regeringen? Hvad er det sandsynlige scenarium?

Jeg har tænkt og tænkt og tænkt. Og jeg kan kun finde ét svar: Ved et nyvalg får Socialdemokratiet omkring en tredjedel del af stemmerne. Det svarer til knap 60 mandater i Folketinget. Det er virkelig, virkelig mange. Hvad vil være konsekvensen af et sådan udfald? Den vil være den simple, at Socialdemokratiet igen vil danne en etparti-regering, men med den forskel, at de denne gang blot behøver 30 mandater til at skaffe sig et flertal. Det vil give Socialdemokratiet et langt større handlerum i forhold til at kunne lave aftaler med hvem, de nu måtte ønske at lave aftaler med afhængig af det politiske indhold. For nylig så vi med aftalen om de skærpede krav til statsborgerskab, at regeringspartiet for eksempel gik til de borgerlige for at finde sit flertal.

I mine øjne er det et skrækscenarium, hvis Socialdemokratiet får så meget magt. Jeg kan næsten ikke holde ud at tænke på, hvad det ville have af konsekvenser på særligt klima- og udlændingeområdet.

Så hvad gør vi så, hvis ikke at vælte regeringen? Jeg tror, at vi, der ønsker et frit, grønt og humanistisk Danmark, gør vores land mest gavn, hvis vi væbner os med bare en smule tålmod.

Socialdemokratiet står over for en granskningskommission, som kan give alvorlige ridser i lakken. De halter alvorligt bagefter på de mange grønne løfter fra det seneste valg. Særligt de unge er voldsomt frustrerede over langmodigheden med at indfri 70 procents-målsætningen. Der begynder at være stærk utilfredshed med den alt for overforsigtige og langt hen ad vejen tilfældige corona-håndtering.

Derudover kommer der en regning på den lange nedlukning, som ikke kun handler om penge, men om trivsel og social retfærdighed. Et helt konkret eksempel er de mange lokale idrætsklubber, som nu – på grund af ekspertudvalgets anbefalinger om aflysning af de store festivaler – mister penge i millionklassen, som de plejer at bruge på aktiviteter for børn og unge. De aktiviteter er nu væk. Det er et blink med øjet for en regering, og et meningsgivende fællesskab for den unge dreng, der måske har det svært derhjemme.

Med andre ord: Hvis vi lader tiden arbejde frem til næste valg, tror jeg, regeringen kommer til at stå langt svagere, end den gør i meningsmålingerne lige nu. Det kan give muligheder, som ikke findes på nuværende tidspunkt.

I den bedste af alle verdener kan de partier, der vil arbejde for en reel grøn omstilling, en udlændingepolitik, der behandler de borgere, vi har pligt til at tage os af, anstændigt og et insisterende fokus på borgernes frihedsrettigheder, skabe en regeringsalliance.

Jeg er sådan set principielt enig i, at man ikke bør holde hånden under en regering, der forvalter sin opgave på så uetisk vis.

Carolina M. Maier
Kommentarskribent

I den næstbedste verden – for jeg anerkender, at sandsynligheden for en regering uden Socialdemokratiet er lille – kan det betyde, at en ny socialdemokratisk regering får langt mindre manøvrerum end i dag, fordi de partier, der måtte blive støttepartier, dels får større mandatmæssig indflydelse, men også forhåbentlig stiller større krav til netop disse tre områder i regeringsforhandlingerne.

Og endelig: Det står jo ikke mejslet i granit, at der kun kan peges på Socialdemokratiet som leder af næste regering. I min optik bør de partier, der vil en reel grøn omstilling, et frit samfund og en anstændig udlændingepolitik pege på det parti, som måtte stille sig til rådighed som forhandlingsleder og som vil levere på netop de tre områder.

Jeg har det virkelig svært ved at skulle være fornuftig og være tålmodighedens fortaler. Jeg, der er så inderligt principiel og ikke kan acceptere, hvis mennesker agerer uretfærdigt, respektløst, selvisk eller uetisk.

Men jeg kommer også bare til kort, hvis jeg skal forsvare, at en principiel beslutning om akut at vælte regeringen fører til, at Socialdemokratiet kan stramme sit nationalkonservative kvælertag om vores historisk frie og medmenneskelige samfund.

Så til jer, mine kritikere, der mener regeringen bør væltes nu: Hjælp mig: Hvad er jeres bud på, hvad der sker efter en sådan handling? Hvordan kommer vi derfra til det samfund, vi er enige om at længes efter?