Rami Zouzou: Politikerne bør melde klart ud og blive væk fra Qatars fodboldshow

Med fængsling af to norske journalister har styret i Qatar igen vist sit sande, brutale ansigt, som end ikke højt betalte tidligere fodboldstjerner som David Bechham og Peter Schmeichel kan polere.

En fængsling, der sker små tre uger efter, at endnu en Amnesty-rapport slog fast, at de drakoniske forhold for migrantarbejderne forsætter – uanset hvor mange dialogmøder DBU har ført gennem tiderne.

DBU har som sædvanligt valgt strudsetaktikken og svunget sig helt op til at kalde fængslingen uacceptabel, mens der er larmende tavshed fra Christiansborg. Mon ikke, at det snart var på tide, at danske politikere tonede ren flag og meldte klart ud, at de under ingen omstændigheder vil indfinde sig på tilskuerpladserne ved Emiren af Qatars sportwashingprojekt, uanset hvor mange gange DBU og Peter Schmeichel forsøger at foregøgle os, at man ikke kan blande sport og politik.

Mette Frederiksens komiske jubel

Men et politisk boykot er desværre en illusion. For på samme måde som DBU forsøger at kaste røgslør omkring uhyrlighederne i Qatar med floskler som "football for change", forsøger danske politikere at lede efter en grund til at overbevise deres vælgere om, at deres tilstedeværelse er af central betydning i forhold til at skabe forandringer i Qatar.

Har vi ikke læst rigeligt med beretninger om dødsfald og slavelignende forhold for migrantarbejderne til, at vi ikke gider høre på flere søforklaringer om, at dialogmøder med menneskerettighedsorganisationer og VM-arrangører vil gøre en forskel

Rami Zouzou
Forfatter og selvstændig konsulent

De vil nemlig nødig give afkald på fodboldkampe på første klasse, uanset hvor mange der er døde i bestræbelserne på at bygge de sæder, hvorfra de skal nyde det landshold, der har fået en sportslig og folkelig renæssance.

Derfor fejer danske politikere migrantarbejdernes lig ind under et gulvtæppe, der har navnet "Dansk Idrætsstrategi" og udtaler som forudprogrammerede robotter parolen fra DBU's kommunikationsafdeling: "Man skal ikke blande sport og politik". Her bliver det først rigtig tragikomisk.   

For ikke nok med, at sport og politik i Mellemøsten er en og samme størrelse, så holder danske politikere sig ikke tilbage fra at bruge sporten i deres eget selvpromoverende cirkus.

Når statsminister Mette Frederiksen (S) udstiller sin komiske jubel på de sociale medier i forbindelse med en håndboldkamp, er der i høj grad tale om en politiker, der forsøger at finpudse sin folkelige glorie gennem sporten, hvilket også kom til udtryk, da det danske fodboldlandshold i Parken indløste til Qatars reklameshow.

I det øjeblik, hvor Mette Frederiksen og Ane Halsboe-Jørgensen (S) tog plads i VIP-logen i Parken, var der nemlig tale om en statsminister og en kulturminister, der bruger deres politiske position til at skaffe sig privilegeret adgang til en sportsbegivenhed frem for Mette og Ane, der er til fodboldkamp og drikker fadøl sammen med almindelige, makrelspisende danskere.

Dødsfald og slavelignende forhold

Der tegner sig derfor efterhånden et billede af en idrætselite, lige fra den tidligere danske landsholdsmålmand, dennes tidligere kollega i Manchester United, David Beckham, til DBU og danske politikere, der ikke kan få sig selv til at opgive fodboldkampe i ørkensolen, når vinterens tristesse holder sit indtog i Danmark til november.

Kampen, der udkæmpes ovenpå migrantarbejdernes, som Amnesty har dokumenteret ved flere lejligheder, uden at det dog har fået menneskerettighedsorganisationen til at gå i rette med de politiske magthavere, hvilket efterhånden får en til at overveje selve organisationens legitimitet.

Har vi dog ikke læst rigeligt med beretninger om dødsfald og slavelignende forhold for migrantarbejderne til, at vi ikke gider høre på flere søforklaringer om, at dialogmøder med menneskerettighedsorganisationer og VM-arrangører vil gøre en forskel.

I Qatar er sport i høj grad politik

Der er efterhånden rigeligt med evidens til, at danske politikere på et oplyst grundlag kan meddele, at DBU, Peter Schmeichel og David Beckham må drage alene ned til deres gode, rige ven, Emirens, fodboldfest. At man under ingen omstændigheder vil lægge sig til at sove i et hotelværelse, der har kostet så mange menneskeliv.        

For mens man forsøger at skrive idrætsstrategier, dør migrantarbejderne. Og den danske stat står vel næppe klar med asyl, når slutrunden engang er forbi, og Qatar ikke længere har behov for deres gæsters tilstedeværelse og smider arbejderne ud som det affald, som de allerede betragtes som.

Så kære politikere, hvad venter I på? Meld dog ud en gang for alle og sig, at I bliver væk fra Qatars fodboldshow. For i Qatar er sport i høj grad politik, og jeres tilstedeværelse har aldrig gjort hverken fra eller til i Mellemøstens.