Regeringen lader minkforbud udløbe til nytår

Det midlertidige forbud mod minkavl udløber til nytår og bliver ikke forlænget. Det meddeler regeringen nu. Dermed bliver minkavl igen tilladt i Danmark fra begyndelsen af 2023.

Fra nytår bliver det igen tilladt at have minkavl i Danmark. Arkivfoto. 
Fra nytår bliver det igen tilladt at have minkavl i Danmark. Arkivfoto.  Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Fra begyndelsen af 2023 skal det igen være tilladt at have minkavl i Danmark.

Regeringen har nemlig besluttet at lade det midlertidige forbud mod minkavl i Danmark udløbe ved årsskiftet.

Det skyldes, at Statens Serum Institut (SSI) vurderer, at der er begrænset risiko for folkesundheden ved genoptagelse af en betydeligt reduceret minkproduktion og ved indførelse af smitteforebyggende tiltag.

Det oplyser Fødevareministeriet. 

"For regeringen har det ene og alene handlet om folkesundheden, når det kommer til spørgsmålet om minkavl i Danmark. Derfor har det også været den afgørende faktor, at sundhedsmyndighederne har fundet det forsvarligt, at minkproduktion genoptages i Danmark," lyder det fra fødevareminister Rasmus Prehn (S), der fortsætter:

"På baggrund af veterinær- og sundhedsmyndighedernes vurderinger er der derfor truffet beslutning om, at vi kan lade det midlertidige forbud udløbe, mens vi af hensyn til folkesundheden indfører en række smitteforebyggende tiltag i minkbesætningerne. Vi har haft møder med minkbranchen om forventningerne, og jeg ser frem til at gennemgå modellen med branchen."

Læs også

Minister lovede afklaring før sommer

Oprindeligt lovede Rasmus Prehn en afklaring om erhvervets fremtid før sommerferien, men beslutningen er blevet udskudt flere gange. 

I august præsenterede regeringen så en model fra veterinær- og sundhedsmyndighederne, som blandt andet stiller krav til smitteforebyggende tiltag til håndtering af covid-19 i minkbesætninger, men den fik Kopenhagen Fur til at udvandre fra mødet  i protest. 

Efterfølgende er modellen, som minkavlerne skal implementere og efterleve for at kunne holde mink igen efter årsskiftet, blevet revideret. 

Senere fredag eftermiddag vil Fødevarestyrelsen og SSI præsentere den model for minkbranchen, som inviteret til møde hos fødevareminister Rasmus Prehn.

Regeringen går imod støttepartier

Ved at tillade minkavl igen går regeringen imod dens støttepartier - der efter Radikales melding i weekenden - alle har tilkendegivet, at de er for et permanent forbud mod minkavl på grund af dyrevelfærdsmæssige årsager. 

Regeringen har dog hele tiden fastholdt, at minkerhvervet udelukkende har været lukket ned af folkesundhedsmæssige hensyn

"Den eneste grund til, at der er et midlertidigt forbud mod produktion af mink i Danmark er af hensyn til folkesundheden. Der er ikke andre elementer, der indgår i det. Så når vi tager stilling - på fornyet grundlag - fra regeringens side til det her spørgsmål, så er det et folkesundhedsspørgsmål og ikke alle mulige andre aspekter," lød det eksempelvis fra statsminister Mette Frederiksen (S) i marts.

Her er de smitteforebyggende tiltag

Nedlukningen af minkerhvervet kan ende med at koste staten over 20 milliarder kroner.

Blot 15 minkavlere - hvilket svarer til omkring én procent af antallet af minkavlere, før erhvervet blev lukket - har tilkendegivet, at de overvejer at genoptage erhvervet.

Det skal i så fald ske med de smitteforebyggende tiltag, som blandt andet vil omfatte udtagning af covid-19 prøver fra mink, krav om smittebeskyttelse i alle minkbesætninger, hvilket eksempelvis indebærer bad og tøjskift inden adgang til besætningen, anvendelse af personlige værnemidler, hygiejnekursus samt krav om test af mink i forbindelse med indførsel og import.

Derudover anbefaler sundhedsmyndighederne covid-19 test af personer, der skal ind i minkbesætninger.

Myndighederne vil i foråret 2023 genbesøge modellen på baggrund af en ny risikovurdering fra SSI for at sikre, at tiltagene fortsat afspejler det aktuelle risikobillede.

Omtalte personer

Rasmus Prehn

Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, MF (S)
cand.scient.soc. (Aalborg Uni. 2002)

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion