Kommentar af 
Peter Bjerregaard

Røde partier blåstempler kreativ klimabogføring og svigter igen deres grønne ansvar

Få ting er selvsagt vigtigere, end at vi kan stole på vores klimaregnskaber. Alligevel afviser Rådhusets røde flertal at se på den kreative bogføring af Københavns klimagevinster før 2025, skriver Peter Bjerregaard (K).

Hverken Socialdemokratiet eller Enhedslisten var villige til at opfordre bestyrelsen i HOFOR til øjeblikkeligt at stoppe videresalget af grønne certifikater, skriver Peter Bjerregaard (K).
Hverken Socialdemokratiet eller Enhedslisten var villige til at opfordre bestyrelsen i HOFOR til øjeblikkeligt at stoppe videresalget af grønne certifikater, skriver Peter Bjerregaard (K).Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Peter Bjerregaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Københavns klimapolitik er ret beset en katastrofe.

I mere end et årti har københavnske borgmestre turneret rundt med målsætningen om at blive en CO2-neutral hovedstad i 2025 uden rigtig at interessere sig for detaljerne i den førte politik.

Men vi når ikke 2025-målet, og vi kender også årsagerne til, at vi ikke når det. Der er nemlig brugt for meget tid på skåltaler og for lidt tid på implementering.

Det fik Borgerrepræsentationen dog mulighed for at rette lidt op på tidligere på måneden.

En uges tid inden mødet i Borgerrepræsentationen havde Politiken nemlig gravet en opsigtsvækkende historie frem om, at København tæller sin klimagevinst dobbelt, fordi Københavns forsyningsselskab, HOFOR, tilsyneladende videresælger de grønne certifikater fra elproduktionen, selvom samme CO2-gevinst indgår i kommunens klimaregnskab.

De grønne partier blev endnu engang nedstemt, fordi Socialdemokratiet, Enhedslisten og Radikale foretrækker først at se på problemstillingen, når den nuværende klimaplan udløber i 2025

Peter Bjerregaard (K)
Medlem af Borgerrepræsentationen

De seneste par år har problemet med dobbelttælling været velkendt. Sidste år kom det eksempelvis frem, at CO2-reduktionen fra HOFOR’s vindmøller både bogføres i København og den kommune, hvor vindmøllerne er placeret.

Desværre begrænser problemet sig ikke kun til dobbelttælling. Politiken kunne afsløre, at HOFOR faktisk videresælger oprindelsescertifikaterne til private aktører, og det betyder, at der er risiko for, at den grønne strøm tripeltælles.

Den kan tælles med i produktionskommunen, i København og hos den private aktør, der har købt de grønne certifikater. Men problemerne stopper faktisk ikke her.

Når HOFOR videresælger grønne certifikater, der primært kommer fra biomasseafbrænding, så forhindrer det også den grønne omstilling. Som Bent Ole Gram Mortensen, professor ved Syddansk Universitet, tidligere har påpeget i Altinget, så fremmer handlen med certifikater ikke nødvendigvis den grønne omstilling:

"De midler, man bruger på at købe oprindelsesgarantier fra allerede etablerede VE-anlæg, kunne i stedet været investeret i nye anlæg. Samtidig betyder de mange oprindelsesgarantier fra VE-producenter, der også har fået støtte, at udbuddet af oprindelsesgarantier er ganske stort og prisen dermed lav."

Af samme grund har Rådet for Grøn Omstilling, Concito, Greenpeace og Danmarks Naturfredningsforening også advaret mod at videresælge statsstøttede certifikater.

Læs også

Slår man op i Københavns klimaplan, der gælder frem til 2025, så fremgår det faktisk, hvordan grøn strøm skal tælles med.

Her fremgår det, at "grøn strøm regnes desuden for at erstatte den fossile andel af den elektricitet, som forsyner København. Denne metode anvendes i de tilfælde, hvor Københavns Kommune eller byens borgere har en væsentlig direkte andel i etableringen af elproduktion på vedvarende energi, også når det er produceret uden for København".

Det er svært at læse dette på nogen anden måde, end at den grønne elproduktion, som København har en væsentlig direkte andel i etableringen af, også skal tælle med i København. Det fremgår i hvert fald ingen steder, at certifikaterne kan videresælges og medvirke til at underminere den grønne omstilling.

Men selvom Københavns Kommune er hovedejer af HOFOR, så kan Københavns Kommune ikke bestemme over HOFOR. HOFOR er et aktieselskab, så derfor kan Borgerrepræsentationen alene indstille forslag til HOFORs bestyrelse.

Nogle gange føles arbejdet i Borgerrepræsentationen som at flytte sandkorn i en situation, hvor vi burde tage skovlen frem

Peter Bjerregaard (K)
Medlem af Borgerrepræsentationen

Af samme grund foreslog jeg sammen Alternativet ved sidste byrådsmøde, at Borgerrepræsentationen skulle opfordre bestyrelsen i HOFOR til at stoppe videresalget af grønne certifikater. Men forslaget blev nedstemt.

Selvom alle var enige om, at det var et problem, at klimaregnskabet ikke var retvisende, så foretrak et flertal bestående af Socialdemokratiet, Enhedslisten og Radikale først at se på problemstillingen, når den nuværende klimaplan udløber. Det gør den i 2025. I mellemtiden kan den kreative bogføring fortsætte.

Få ting er selvsagt vigtigere, end at vi kan stole på vores klimaregnskaber. Derfor bør vi også sætte en stopper for den kreative bogføring.

Desværre blev de grønne partier i Borgerrepræsentationen endnu engang nedstemt.

Nogle gange føles arbejdet i Borgerrepræsentationen som at gå og flytte sandkorn i en situation, hvor vi burde tage skovlen frem.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Bjerregaard

Medlem af Borgerrepræsentationen (K), Københavns Kommune, markedsreguleringschef, Better Energy

0:000:00