SF: Digitaliseringen af den offentlige sektor er en usynlig revolution med fatale konsekvenser

Algoritmer, digitalisering og it behandles stedmoderligt i det danske Folketing.

Det er kun kirkeordførerskabet, der har mindre status end it blandt borgens politikere. Ikke engang et selvstændigt udvalg kan det blive til, for slet ikke at tale om egen ressortminister. For mange lugter det af usexet teknik og konsensus, og er det ikke bare noget, man kan lade programmører og Digitaliseringsstyrelsen om?

Jo, det kan man, og det gør man. Men med nogle ret heftige konsekvenser til følge. For eksempel at den største reform af vores velfærdssamfund sker for øjnene af os. Men det sker usynligt for de fleste og oftest uden debat.

Min påstand er, at digitaliseringen af vores velfærd, den kommunale sagsbehandling og offentlige sektor generelt er en langt større og mere omsiggribende reform, end for eksempel Løkkes strukturreform fra 2005, der ellers malede et helt nyt Danmarkskort, når det kom til kommuner, regioner, statsforvaltninger og meget andet.

Et demokratisk problem af gigantiske proportioner
Det, der sker nu, og har været sat turbo på de seneste par år, er mere vidtgående af flere årsager:

Det ændrer grundlæggende forholdet mellem borger og den offentlige sektor i forhold til rettigheder, pligter, overvågning, kontrol, datasammenkøring, systematiseret diskrimination og nye redskaber – mest iøjnefaldende sociale medier og digitale fodspor på internettet.

Det er et demokratisk problem af gigantiske proportioner, at vi ikke har en folkelig bred debat om det her. Om fordele og ulemper, og om hvem der egentlig har taget de beslutninger, der har ledt os herhen.

Det ændrer grundlæggende forholdet mellem borger og den offentlige sektor i forhold til rettigheder, pligter, overvågning, kontrol, datasammenkøring, systematiseret diskrimination og nye redskaber – mest iøjnefaldende sociale medier og digitale fodspor på internettet.

Lisbeth Bech-Nielsen (SF)
MF, it- og finansordfører

Strukturreformen er blevet diskuteret i alle leder og kanter, og det sker stadig: skal vi have regioner eller statslige sygehuse? Hvor skal det specialiserede socialområde ligge? Der er borgerforslag om at flytte handicapområdet væk fra kommunerne. Og så videre.

Der er kun en lille indspist debat om, hvad det betyder, når den offentlige forvaltning bruger algoritmer i sagsbehandlingen.

Voldsom social slagside
Vi fik godt nok en debat om den såkaldte Gladsaxe-model i 2018, men det var en undtagelse fra reglen. Gladsaxe-modellen, som blev dækket flittigt af Politiken-journalist Jakob Sorgenfri, skulle bruges til at identificere udsatte børn. Et fromt ønske der dog blev undsagt af landets socialrådgivere, der indvendte, at røde flag var der nok af (over 100.000 om året), men tid og ressourcer til at følge op, var den reelle mangelvare. Og hvad værre var, så ville en sådan profilering af landets børnefamilier have en voldsom slagside og en indbygget bias, med dertilhørende ulighed.

Hvis man som forældre vil undgå at blive brændemærket, kunne man jo (hvis man havde ressourcerne) gå udenom big mother-staten og i stedet bruge private tilbud, der ikke blev registreret. Vi kan alle se, hvor det ville ende. Erfaringer fra England med dataopsporing af udsatte familier har da også vist sig ikke at gøre nogen (positiv) forskel.

Fire bud på, hvordan vi forbedrer retssikkerheden
Tænketanken Justitia har lavet flere fremragende analyser af, hvordan kunstig intelligens i sagsbehandlingen kan have store konsekvenser for borgernes retssikkerhed og rettigheder, med en social slagside.

Det er ressourcesvage borgere, der "fylder" mest i systemet, og det er også hos dem, at konsekvenserne er størst. Det ser vi blandt andet hos modtagere af sociale ydelser. Dertil er reglerne alt for komplekse, og UdbetalingDanmark og kommunerne har for vide beføjelser. Der er altså et kæmpe behov for at sikre borgerens retssikkerhed.

Dataetisk Råd bør være på høringslisten over alle lovforslag, der vedrører datasamkøring eller kunstig intelligens.

Lisbeth Bech-Nielsen (SF)
MF, it- og finansordfører

I et udspil der nu har et par år på bagen, kommer vi i SF med en række forslag, der vil forbedre borgernes retssikkerhed. Borgeren skal have bedre overblik over, hvilke data myndighederne har på dem, Datatilsynet skal være en uafhængig institution under Folketinget i stedet for under Justitsministeriet, og der skal være klarere regler for kommunernes overvågning af borgerne.

Dertil ønskede vi også et Dataetisk Råd, og det har vi nu fået. Og vi har med dette års finanslov også sikret reel uafhængighed til rådet. Men vi skal også bruge dem. Dataetisk Råd bør være på høringslisten over alle lovforslag, der vedrører datasamkøring eller kunstig intelligens.

Silicon Valley-fantasier skubber offentligt ansatte til side
Kunstig intelligens og algoritmer er ikke gode eller onde i sig selv. Det handler om, hvad det bruges til. Der vil kunne være ting i forhold til grøn omstilling eller at finde kræft eller andre sygdomme i tidligere stadier, hvor det utvetydigt hjælper borgeren. Man skal bare have de rigtige etiske overvejelser, og man skal handle på de pæne ord, for det sidste findes i rigelige mængder indenfor den offentlige forvaltning.

Ofte vil man finde sætninger som "borgeren i centrum", men den nuværende praksis er det stik modsatte. Her er effektiviseringsdrømme og Silicon Valley-fantasier i højsædet, ofte med den præmis, at algoritmen kan sikre det evige paradis, hvis blot besværlige offentlige ansatte kan skubbes til side.

Der foregår en usynlig revolution af vores velfærdssamfund lige nu, og det påhviler os alle sammen at få den debat ud i lyset, så vi reelt kan vælge til og fra.