Socialdemokratiet i EU: R og SF svækker forsvaret for vores danske model

DEBAT: I Danmark er der ingen, der vinder ved en lovbestemt EU-mindsteløn. Radikale og SF's slinger i valsen kan give Kommissionen en fornemmelse af, at den fælles danske modstand er på tilbagetog, skriver MEP Marianne Vind (S). 

Hvis vi skal lykkes med at forsvare den danske model mod EU-Kommissionens forslag om en lovbestemt EU-mindsteløn, så er vi nødt til at stå skulder ved skulder på tværs af partier.

For selvom vi er forskellige partier og bestemt ikke er enige om alt, når det kommer til EU, så deler vi alligevel bekymringen for EU-indblanding i dansk løndannelse.

Med udgangspunkt i den fælles bekymring har vi ladet stridsøkserne ligge for i stedet at arbejde sammen om at bekæmpe EU-Kommissionens planer om at indføre en lovbestemt EU-mindsteløn.

Vi har rejst sagen over for beskæftigelseskommissæren, diskuteret spørgsmålet indgående i de relevante udvalg, og skabt alliancer med de af vores kolleger fra andre lande, som også er skeptiske over for tankerne om en lovbestemt EU-mindsteløn.

Mere skal reguleres med lovgivning 
Der er nemlig mange årsager til, at en lovbestemt EU-mindsteløn er en dårlig idé. Først og fremmest vil det være et frontalangreb på princippet om, at løn er noget, som forhandles mellem arbejdsmarkedets parter.

Det er et godt og sundt princip, som har sikret danskerne gode lønninger og ordentlige arbejdsvilkår, mens arbejdsgiverne har nydt godt af stabilitet og fleksibilitet på arbejdsmarkedet.

Hvis vi ofrer dette princip til fordel for en lovbestemt EU-mindsteløn, så vil det sætte begge dele over styr. Arbejdsgiverne kan vende ryggen til de mange arbejdsvilkår, som reguleres i vores overenskomster, og nøjes med at udbetale mindstelønnen til deres medarbejdere.

Over tid vil det betyde, at ting såsom 6. ferieuge, arbejdsgiverbetalt pension og barnets sygedage bliver til luksusgoder langt udenfor rækkevidde for dem, der tjener mindstelønnen. Dermed kan vi se frem til et arbejdsmarked, hvor langt flere ting skal reguleres ved lovgivning, og så er vejen banet for mindre fleksibilitet og flere strejker, sådan som vi kender det fra lande mod syd.

Slinger i valsen 
I Danmark er der ingen, som vinder ved at indføre en lovbestemt EU-mindsteløn. Tværtimod kan både de danske lønmodtagere og de danske arbejdsgivere ende med at stå tilbage som tabere, hvis EU-Kommissionens planer realiseres

Derfor undrede det mig også, at både SF og Radikale Venstre i sidste uge stemte for en betænkning i Europa-Parlamentet, hvori en opfordring til EU-Kommissionen om at “fremlægge en europæisk ramme for mindsteløn” var at finde.

Jeg er med på, at denne opfordring blot udgjorde en lille del af en længere paragraf i en omfattende betænkning, og at den tilmed var flankeret af bløde formuleringer og forbehold.

Men når alt kommer til alt, så risikerer de to partiers slinger i valsen at efterlade EU-Kommissionen med det indtryk, at den danske modstand mod forslaget om en lovbestemt EU-mindsteløn er på tilbagetog.

Holder fast i det gode samarbejde 
Konfronteret med dette lod politikere fra begge partier forstå, at de fortsat ønsker at beskytte den danske model - og det er jeg glad for at høre.

Men hvis vi skal lykkes med det, så er det afgørende, at vi nu holder fast i vores gode samarbejde og bliver ved med at fremstå samlet i forsvaret for den danske model.

Derfor håber jeg også, at det er slut med slinger i valsen fra SF og Radikale Venstre, for nu er det tid til kæmpe skulder ved skulder i stedet for at så tvivl om den danske modstand mod planerne om en lovbestemt EU-mindsteløn.

Forrige artikel DF: Ringe retssikkerhed skal ikke være en god forretning for kommuner DF: Ringe retssikkerhed skal ikke være en god forretning for kommuner Næste artikel Noah: Radikal omstilling af landbruget kan afhjælpe klimakrisen, naturkrisen og coronakrisen Noah: Radikal omstilling af landbruget kan afhjælpe klimakrisen, naturkrisen og coronakrisen
Konsulentbesparelser dræner puljer til socialt udsatte

Konsulentbesparelser dræner puljer til socialt udsatte

PENGEJAGT: Beskæftigelsesministeriet skal spare 52 millioner på konsulenter, og vil hente en del af pengene i satspuljebevillinger til socialt udsatte. "Kreativiteten er voldsomt stor," lyder kritikken fra blå blok.