Mette Frederiksen styrede regeringen målbevidst mod sit hidtil største nederlag

I politik kan holdninger skifte meget hurtigt. Det så man et historisk eksempel på tirsdag eftermiddag, da regeringen besluttede at evakuere tre IS-kvinder med dansk statsborgerskab og deres 14 børn fra de kurdiske lejre i Syrien.

Forud er gået et forår, hvor den socialdemokratiske regering med statsminister Mette Frederiksen i front ved flere lejligheder blankt har afvist den tanke. Disse IS-terrorister har vendt Danmark ryggen, har det lydt igen og igen, hvorfor den danske regering ikke ville røre en finger for at få dem til hertil. Børnene derimod, var en anden sag, måtte man forstå, men de kunne ikke komme hjem uden forældrenes accept. Og den kunne man ikke få.

Den samlede borgerlige opposition bakkede regeringen op, mens regeringens eget parlamentariske grundlag, Radikale, SF og Enhedslisten, kritiserede, at Danmark ikke påtog sig det ansvar som ansvarligt land, hvor man i det mindste henter sine egne statsborgere hjem, eventuelt med henblik på retsforfølgelse.

Sådan stod sagen længe, indtil regeringen i marts kom under fornyet pres fra sit eget parlamentariske bagland. Det skete, efter Ekstra Bladet afslørede, at Folketinget var holdt uvidende om sikkerhedsvurderinger af de kvinder, der sidder i lejrene - hvorvidt de og deres børn på sigt udgør en sikkerhedstrussel mod Danmark. 

Hvorfor havde regeringen siddet så længe på disse oplysninger, lød anklagen. Jorden brændte især under udenrigsminister Jeppe Kofod, men regeringen fik købt sig lidt tid ved at strikke en plan om en såkaldt 'taskforce evakuering' under Udenrigsministiet sammen. Den skulle undersøge mulighederne for at få børnene hjem uden deres forældre. Det sidste var helt afgørende for at få V, K og LA med i aftalen. Regeringen var helt enige i de borgerliges krav.

Lige siden har Radikale og Enhedslisten forbeholdt sig retten til at trække i faldlemmen under udenrigsminister Jeppe Kofod, hvor sagen tydeligvis - især af Radikale - bliver set som en mulighed for at straffe regeringen for ikke at handle over for IS-mødrene og deres børn.

Navnlig Radikale har længe følt sig kraftigt ydmyget af regeringen i sagen, men også generelt i lignende spørgsmål, hvilket har aktiveret partiets bagland. Den radikale top har derfor over for regeringen gjort det krystalklart, at tiden, hvor man bare bider ydmygelser i sig og lader sig køre over af regeringen i denne sag, er endegyldigt forbi.

Stærke forlydender beretter om, at både Kofod og justitsminister Nick Hækkerup, som også var involveret i sagen om de tilbageholdte sikkerhedsvurderinger, simpelthen har været i fare for at blive væltet af deres taburetter. I realiteten har én sætning med nogle få ord fra Sofie Carsten Nielsen, hvor ordet "mistillid" indgår i forbindelse med ministres navne, alene kunnet udløse krisen, som statsministeren derfor har måtte handle på og forsøge at undgå for enhver pris. Alternativet var et folketingsvalg i utide.

Radikale har i offentligheden længe været klare om deres politiske pris for at lade regeringen slippe: Man kunne nøjes med at evakuere de tre kvinder med dansk statsborgerskab og deres børn.

Sådan blev det, og den nye radikale leder kan notere sig sin første store politiske sejr, som hun dog gør klogt i at fejre i stilhed for ikke at udstille regeringen, mere end godt er.

Beslutningen om regeringens kovending var allerede sivet til pressen i sidste uge. I TV2's kommentatorprogram fredag efter Kristi Himmelfartsdag kunne Ekstra Bladets Hans Engell og TV2's Jesper Westergreen varsle, at regeringen ville evakuere de tre IS-kvinder med dansk statsborgerskab og deres 14 børn fra de kurdiske lejre i Syrien. Alligevel er det kommet som en overraskelse for offentligheden, at regeringen nu ændrer holdning i sagen.

Tirsdag havde regeringen hentet de fem partiledere én efter én over i Justitsministeriet, hvor de alene kunne læse taskforcens på det tidspunkt fortrolige rapport. Hernæst kunne partilederen stille spørgsmål til Hækkerup og Kofod og den tilstedeværende PET-chef samt drøfte også de mere fortrolige, ikke-offentliggjorte dele af rapporten. Omkring klokken 14 forlod statsministeren Christianborg og straks derefter blev pressen varslet om regeringens beslutning, der blev fulgt op af et pressemøde.

På et tidspunkt må statsministeren naturligvis selv på banen og forklare vælgerne regeringens kursskifte.

Jarl Cordua
Kommentarskribent

Her begrundede regeringens to centrale ministre - Kofod og Hækkerup - kovendingen med, at forholdene i lejrene har ændret sig. Regnskabet med hensyn til sikkerheden for Danmark på langt sigt havde tilsyneladende pludseligt ændret sig så meget, at det kunne begrunde holdningsskiftet, hvorfor det nu blev nødvendigt at evakuere mødrene og børnene.

Imens kan de borgerlige partier rejse med synspunktet om, at Mette Frederiksens relativt nyfundne strammerkurs er ren staffage, og at en S-regering nu ligger under for Radikales og Enhedslistens udlændingepolitik. Mette Frederiksen er blevet demaskeret, vil de hævde.

Allerede onsdag formiddag er regeringens modsvar, at man nu placerer et særligt udrejsecenter på Sydlangeland for de 130 mest belastede udvisningsdømte og afviste asylsøgere, der længe har skabt ballade på udrejsecenter Kærshovedgård ved Ikast-Bording.

Langeland er et område, hvor især Socialdemokraterne og deres lokale, yngre folketingsmand, Bjørn Brandenborg, klarede sig fremragende ved seneste folketingsvalg, der gav partiet 34 procent af stemmerne. Onsdag formiddag annoncerede Brandenborg på Facebook, at han ingen del har i den beslutning og er imod den.

Langeland Kommune ledes af den populære SF’er Tonni Hansen, der trak næsten alle partiets stemmer ved kommunalvalget i 2017, hvor SF fik hver tredje stemme på øen. Han er ligesom resten af Langeland også i oprør, og kalder beslutningen en "vanvittig dårlig idé". Borgmesteren frygter for turismen, som store dele af øen lever af. Regeringen kommer til at hoste op med en pæn sum i støtteordninger, for at den beslutning skal glide ned hos politikere og folket i det trængte lokalområde.

På et tidspunkt må statsministeren naturligvis selv på banen og forklare vælgerne regeringens kursskifte. Det sker bedst på en baggrund, hvor regeringen med en række aktuelle beslutninger i Folketinget stadigvæk kan understrege, at S står for ben-hamrende-hård udlændingepolitik, men at den førte sikkerhedspolitik – hvor PET's vurderinger er alibiet - beklageligvis i et enkelt tilfælde har skabt lidt flimmer på skærmen.

Verden er imidlertid ikke så god, at de borgerlige, som Mette Frederiksen i snart to år har blæst helt af banen, ikke øjner en mulighed for at knuse hendes troværdighed i det udlændingespørgsmål, som S selv anser for at have været afgørende for, at partiet oplever en i nyere tid historisk stor opbakning hos vælgerne.

Ingen er overraskede over, at yderfløjspartierne DF og Nye Borgerlige tordner imod beslutningen. Mere interessant er det, at Venstre og Konservative, som var med i aftalen om taskforcen, der eventuelt skulle "hjælpe børnene", mere eller mindre afviser PET's vurdering af IS-mødrene og deres børn som "gamle nyheder", man ikke behøver handle på. I stedet bruger VK anledningen til at angribe regeringen for fuld styrke for at have foretaget kovendingen blandt andet begrundet i udsigten til, at de to ministre stod til at blive afsat af Radikale.

Hverken V eller K køber indtil videre argumentet om, at regeringen bør hjemtage danske statsborgere. Partierne afviser tilsyneladende PET's sikkerhedsvurdering og bekymringer om, at de kommer til Danmark med tiden. I stedet forestiller Venstre sig, at man skal lade internationale tribunaler i de kurdisk kontrollerede områder dømme IS-kvinderne, selv om PET's vurdering i taskforce-rapporten er, at der ikke er meget, der tyder på, at de nogensinde kommer i gang. Tværtimod forudser PET, at kurderne er på nippet til at løslade IS-kvinderne, hvorefter de vil drage imod Danmark.

For dem, der håber på,  at Venstre vil bevæge sig i retning af en omfavnelse af regeringens beslutning, ligner det derfor umiddelbart en skuffelse. Der er ikke meget at vinde for Venstre ved at bakke regeringen op i en tid, hvor Jakob Ellemann-Jensen i snart lang tid har været under beskydning fra sin tidligere næstformand Inger Støjberg, men også fra andre frafaldne Venstrefolk, konservative og yderfløjene for at være "radikal".

Selvom der nu bliver spist en pæn bid af Mette Frederiksens hovedstol, når det gælder troværdighed om stram udlændingepolitik, er det ikke sikkert, at det automatisk vil udløse et vælgerskred i retning mod de borgerlige.

Jarl Cordua
Kommentarskribent

Det overlader så banen til hans forgænger på formandsposten, Lars Løkke, og Jens Rohde fra Kristendemokraterne til at samle de borgerlige stemmer op, der måtte være, der ligesom regeringen er nået til den konklusion, at Danmark bør hjemtage danske statsborgere, uanset hvad de har foretaget sig af forbrydelser i udlandet, og tage vare om dem og deres børn – også af sikkerhedsmæssige årsager.

Hvis man skal tro tidligere meningsmålinger, så er et flertal i befolkningen formentlig mest enige med de borgerlige om, at kun børnene er velkomne i Danmark. Det ligner derfor en sjælden sag, hvor Mette Frederiksen – meget imod sin vilje – må forsvare en beslutning, som byder hende inderligt imod.

Måske fornemmer vælgerne også det. Selvom der nu bliver spist en pæn bid af Mette Frederiksens hovedstol, når det gælder troværdighed om stram udlændingepolitik, er det ikke sikkert, at det automatisk vil udløse et vælgerskred i retning mod de borgerlige.

Men regeringen har lært den lektie, at den ikke er undtaget for at kunne blive tvunget til at indtage en ny position af sit parlamentariske grundlag, hvorfor det måske ikke altid er en god idé på forhånd at male sig op i et hjørne.

Havde regeringstoppen i forvejen dæmpet den bombastiske snak og dens hang til at ydmyge sit parlamentariske grundlag, ville det have hjulpet den i situationen, og nederlaget ville ikke have fremstået så stort, som det gør nu.

Regeringen ser ud til at have befundet sig i en situation, hvor den med Erling Olsens ord endte med hellere at ville tabe ansigt end miste hovedet.

Ansvaret for, at regeringen endte dér, kan nemt placeres. Det er alene Mette Frederiksens.