Socialpædagoger: Rehabilitering er det nye sort

Af Benny Andersen
Formand, Socialpædagogerne

Vi er en række aktører, der her på Altinget har diskuteret status for det specialiserede socialområde. Og man må sige, at vi er ret enige: Vi har alle oplevet afspecialisering af området i forlængelse af kommunalreformen. Så hvordan sikrer vi den specialiserede indsats fremadrettet?

Her mener jeg, at kodeordet er rehabilitering. Rehabilitering er det nye sort – og det skal også være det nye sort. Vi skal bare bruge rehabilitering ordentligt – og bruge den rette forståelse af begrebet.

KL har netop her i foråret offentliggjort et socialpolitisk udspil på voksenområdet, hvor de sætter rehabilitering på dagsordenen som den røde tråd i fremtidens sociale indsats.

Det blev vi glade for at høre hos Socialpædagogerne. For det er den helt rigtige vej at sætte borgernes udviklingspotentiale, progression og livskvalitet i centrum. Det gælder både rehabilitering for de borgere, der kan rehabiliteres fra et udgangspunkt til et andet. Og det gælder habilitering for borgere med en livslang funktionsnedsættelse, der ikke skal til at lære at leve med sin funktionsnedsættelse, men som skal støttes i at udvikle nye kompetencer og fastholde eksisterende egenskaber.

For borgerens eller samfundets bedste?
Men inden vi alle springer med på rehabiliteringsbølgen, så er der for mig at se en vigtig etisk diskussion at tage: Er rehabilitering til for borgeren eller for samfundet?

Jeg spørger, fordi vi ved, at rigtig mange kommuner har taget rehabiliterings-tilgangen til sig. Det kan gå rigtig godt. Men det kan også gå skidt – alt afhængig af, om man sætter et rehabiliteringsforløb i gang ud fra borgerens bedste eller kommunens husholdningskasse.

Sker det sidste, kan rehabilitering blive ensbetydende med mindst mulig specialiseret faglig støtte. Og det vil være i direkte modstrid med rehabiliteringstilgangens forståelse af at sætte borgerens drømme og ønsker for sit liv og den samlede livssituation i centrum for indsatsen.

Lad mig give et eksempel. Lars fik en hjerneskade, da han blev påkørt på cykel, da han var 24 år. Kommunen vælger at sætte et mål for Lars om, at han skal blive hurtigst mulig selvhjulpen. Man sætter ham derfor i et gruppeforløb sammen med andre med hjerneskade, der sammen får støtte til at strukturere deres hverdag.

Men Lars har ikke kun problemer med at strukturere sin hverdag. Han har også vanskeligt ved at overskue sociale relationer, ligesom han har brug for fysisk genoptræning. Der er derfor brug for en specialiseret, tværfaglig målrettet indsats, der tager afsæt i Lars’ konkrete livssituation og ønsker. Med andre ord et fagligt specialiseret rehabiliteringsforløb.

Viden må ikke gå tabt
Kort sagt er min pointe, at rehabilitering ikke er – og ikke må blive – ensbetydende med afspecialisering og tab af specialiseret viden. Den faglige specialisering er netop en forudsætning for rehabilitering og med et udgangspunkt i, at alle har et udviklingspotentiale.

Og samtidig vil jeg slå et slag for, at rehabilitering ikke kun er for eliten; altså dem, der for eksempel kan komme i beskæftigelse, uddannelse eller genoptrænes ud af sin funktionsnedsættelse. Vi må ikke ”tabe” borgere med livslange omfattende funktionsnedsættelser i et ensidigt fokus på nytteværdi.

Ros til kommuner
Når det er sagt, vil jeg gerne rose de kommuner, der har taget rehabilitering – og habilitering – til sig ud fra en fagligt perspektiv om borgerens bedste.

På en god dag kan vi jo kalde det et paradigmeskifte, et nyt syn på handicappolitikken og en anerkendelse af rette faglighed og viden. Lad os fortsætte ad den vej. Det er afgørende for at sikre en specialiseret indsats fremadrettet.