Debat

Søren Pind: Alle skal have frihed til uddannelse

DEBAT: Spørgsmålet er, om ikke det kan bringe yderligere talenter frem, hvis man giver mulighed for, at den enkelte kan betale for en uddannelse, der falder ind under begrænsningen af dobbeltuddannelse, skriver Søren Pind (V), uddannelses- og forskningsminister, i debatten om brugerbetaling.

Foto: Sarah Christine Nørgaard/Scanpix
Henrik Axel Lynge Buchter
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Søren Pind (V)
Uddannelses- og forskningsminister

I Danmark prioriterer vi uddannelse højt. 

Lande som Storbritannien, Kina og Frankrig kigger misundeligt på os, når vi fortæller, at videregående uddannelser bliver stillet gratis til rådighed af staten – og ja, vi får oven i købet betaling i form af SU for at have næsen i bøgerne.

Uddannelse er fundamentet for velfærd i Danmark. Og en afgørende drivkraft for udviklingen af vores samfund. Derfor har vi valgt, at uddannelse grundlæggende skal være gratis for den enkelte.

Fakta
Deltag i debatten!
Send en mail til [email protected]

Det er et rigtigt valg. Og jeg er stolt af at være minister i et land, der prioriterer viden og uddannelse så højt, som vi gør.

Derfor skal vi holde fast i det grundlæggende princip om at vi via den fælles kasse hjælper hinanden til gode uddannelser. Uanset social baggrund skal man have frihed til at dygtiggøre sig og drive det så langt, som ens evner rækker til. Frihed til at vælge den vej, man ønsker i livet.

Det vil give en ekstra valgmulighed, en ekstra frihed. Ikke som trussel for det grundlæggende system, men som en pragmatisk løsning i et lille hjørne af uddannelsessystemet. Mange har i hvert fald efterspurgt muligheden og friheden.

Søren Pind
Uddannelses- og forskningsminister

En ekstra valgmulighed
Jeg er enig med magistrenes formand, når hun påpeger, at samfundets investering i uddannelse netop bringer alle talenter i spil.

Spørgsmålet er, om ikke det at give mulighed for, at den enkelte kan betale for en uddannelse, der måtte falde ind under begrænsningen af dobbeltuddannelse, kan bringe yderligere talenter frem.

Det vil give en ekstra valgmulighed, en ekstra frihed. Ikke som trussel for det grundlæggende system, men som en pragmatisk løsning i et lille hjørne af uddannelsessystemet. Mange har i hvert fald efterspurgt muligheden og friheden.

Ikke kun rammer betyder noget, det gør også den enkeltes optræden.

Cepos' argument om at tage ejerskab for sin uddannelse er en vigtig pointe, for vi må aldrig betragte uddannelse som blot et forbrugsgode. De studerende har også et ansvar. Et ansvar for at udnytte tiden på studiet til at fylde så meget viden på som muligt. Et ansvar for at få det ypperste ud af den gave, man har fået af samfundet i form af gratis uddannelse.

Eksamener, deadlines og studiejob tager tid og stiller store krav. Det er jeg med på. 

Men måske har de studerende for mange bolde i luften. Måske skulle de studerende vælge nogle af boldene fra – og blive mestre i at jonglere med den vigtigste af alle; uddannelsen? Det vil tjene dem vel i det lange løb.

De, der studerer, skal i hvert fald huske, at gratis uddannelser er et stort privilegium. Et privilegium, der forpligter til at lære så meget som muligt.

Til gengæld har uddannelsesinstitutionerne og jeg en forpligtelse til at tilbyde videregående uddannelser af høj kvalitet med god undervisning, der udfordrer.

Vi har alle noget at leve op til.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Søren Pind

Bestyrelsesformand, Danish Cyber Defence, formand, The Danish Ronald Reagan Society, fhv. uddannelses- og forskningsminister, MF (V)
cand.jur. (Københavns Uni. 1997)

0:000:00