Statsministeriet erklærer Barbara Bertelsen inhabil i ansættelsen af styrelseschef

Statsministeriet reagerer nu på, at Barbara Bertelsen formelt set var involveret i ansættelsen af direktøren i den styrelse, som afgør hendes politiske skæbne.

Barbara Bertelsen er blandt minksagens ti centrale embedsmænd, som ifølge Minkkommissionen vil kunne drages til ansvar i form af for eksempel en advarsel, en fyring eller en straffesag.
Barbara Bertelsen er blandt minksagens ti centrale embedsmænd, som ifølge Minkkommissionen vil kunne drages til ansvar i form af for eksempel en advarsel, en fyring eller en straffesag. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Statsministeriet melder efter kraftig kritik nu ud, at departementschef Barbara Bertelsen ikke blander sig i ansættelsen af direktøren i Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, så længe departementschefens situation i minksagen er uafklaret. Det skriver Jyllands-Posten.

Sagens kerne er, som Berlingske har berettet, at Barbara Bertelsen teknisk set kan være involveret i ansættelsen af direktøren i den styrelse, som afgør hendes videre skæbne.

Barbara Bertelsen er blandt minksagens ti centrale embedsmænd, som ifølge Minkkommissionen vil kunne drages til ansvar i form af for eksempel en advarsel, en fyring eller en straffesag. Beslutningen er i sidste ende op til statsminister Mette Frederiksen (S), som Medarbejder- og Kompetencestyrelsen rådgiver i sagen.

Men Medarbejder- og Kompetencestyrelsen skal have ny direktør, hvis ansættelse skal godkendes af regeringens ansættelsesudvalg, hvor Mette Frederiksen sidder for bordenden.

Da statsministeren får rådgivning af Barbara Bertelsen, vil departementschefen formelt kunne være involveret i ansættelsen af direktøren, som ender med at rådgive, om Barbara Bertelsen skal kunne drages til ansvar.

"I det omfang den personalemæssige opfølgning på Minkkommissionens beretning i forhold til Statsministeriets departementschef ikke er afsluttet, og Medarbejder- og Kompetencestyrelsen således fortsat bistår statsministeren hermed, vil Statsministeriets departementschef og Statsministeriets medarbejdere i øvrigt ikke deltage i behandlingen af sagen," oplyser Statsministeriet i et svar til Jyllands-Posten.

Liberal Alliances Ole Birk Olense og Venstres Sophie Løhde har i Berlingske omtalt det som henholdsvis "vanvittigt" og "dybt problematisk," mens Statsministeriet i første omgang ikke kommenterede sagen.

Stillingen som direktør for Medarbejder- og Kompetencestyrelsen er slået op med ansøgningsfrist den 14. august. Styrelsen hører under Skatteministeriet.

Omtalte personer

Barbara Bertelsen

Departementschef, Statsministeriet
cand.jur. (Aarhus Uni. 1998)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i Afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Ole Birk Olesen

MF (LA), medlem af Borgerrepræsentationen (LA), Københavns Kommune
journalist (DJH 1999)

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion