Støttepartier kritiserer: Regeringen nedprioriterer igen fri forskning i udspil til forskningsaftale

Balancen mellem frie og øremærkede forskningsmidler skrider, lyder kritikken fra Enhedslisten og Radikale, der lige nu forhandler årets aftale om forskningsreserven.

Enhedslistens forskningsordfører Victoria Velasquez vil hæve bevillingen til Danmarks Frie Forskningsfond med 234 millioner over det, regeringen har foreslået.<br>
Enhedslistens forskningsordfører Victoria Velasquez vil hæve bevillingen til Danmarks Frie Forskningsfond med 234 millioner over det, regeringen har foreslået.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Chris Lehmann

Inden for de nærmeste uger vil den årlige aftale om forskningsreserven falde på plads. Det er Folketingets mulighed for sammen med regeringen at øremærke midler til de forskningsorganer, de ønsker.

Regeringen har i år spillet ud med et ønske om at øge forskellen mellem Innovationsfonden og Danmarks Frie Forskningsfond - til fordel for Innovationsfonden. Det viser et notat fra udspillet til forhandlingerne, som Altinget har set.

Den prioritering afføder kritik fra et par af regeringens støttepartier, der indgår i forhandlingerne:

"Det har været en tendens gennem flere år efterhånden, at man ikke prioriterer den frie forskning. Det synes jeg er ekstremt kortsigtet. Vi kan se, at meget af den viden, vi står med i dag under corona, er jo noget, der kommer fra fri forskning. Man skal passe meget på med at tro, at man politisk inde fra Christiansborg kan se, hvad der er brug for om fem-ti-tyve år", siger forskningsordfører Stinus Lindgreen (R).

Det er jo ikke ubekendt, at der er ting, som vi egentlig er enige om, men som vi skal bruge politisk kapital på at kæmpe ind.

Victoria Velasquez
Uddannelses- og forskningsordfører, Enhedslisten

"Det er helt skævt, og det bliver endnu tydeligere, hvis man ser det over en længere periode. Vi vil gerne prioritere den frie forskning og de ikke-tematiserede midler. Under corona-krisen kunne vi jo se, at det er frie forskningsmidler, der har skabt grundlaget for forskningen i vaccinerne, vi bruger til at løse krisen. Vi skal passe på med at tro, at vi ved, hvad der bliver brug for i fremtiden", siger forskningsordfører Victoria Velasquez (Ø).

"Vi mener der skal afsættes 234 millioner ekstra til ikke-tematiseret fri forskning, så den samlede bevilling til Danmarks Frie Forskning matcher niveauet fra sidste år," siger Victoria Velasquez.

Innovationsfonden har de seneste år fået en større bevilling end en Frie Forskningsfond. Det er dog en årligt tilbagevendende diskussion, hvordan den præcise balance mellem de to skal skæres.

0:000:00