SVM-regeringen laver først sin egen handlingsplan for verdensmål i 2024

S-regeringens handlingsplan for verdensmål gælder stadig under den nuværende regering, melder udviklingsminister Dan Jørgensen (S).

Dan Jørgensen (S) overtog for nylig opgaven som tovholder for regeringens arbejde med FN's verdensmål fra finansminister Nicolai Wammen (S). 
Dan Jørgensen (S) overtog for nylig opgaven som tovholder for regeringens arbejde med FN's verdensmål fra finansminister Nicolai Wammen (S). Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Rasmus Raun Westh

Først i starten af 2024 vil SVM-regeringen gå i gang med at lave sin egen handlingsplan for FN’s verdensmål.

Indtil da gælder den plan, S-regeringen lancerede i sommeren 2021.

Det fremgår af et folketingssvar fra minister for udvikling og global klimapolitik Dan Jørgensen (S), der for nylig overtog jobbet som regeringens tovholder for verdensmål.

"Regeringens nationale handlingsplan for FN’s 17 verdensmål, som udarbejdet under den tidligere S-regering i 2021, er fortsat gældende," lyder i det i svaret fra ministeren.

Spørgsmålet er stillet af Marianne Bigum (SF), formand for 2030-netværket, Folketingets tværpolitiske netværk for FN's verdensmål.

Det har længe været uklart, om SVM-regeringen ville fortsætte med S-regeringens handlingsplan. Til en debat i Altingets gård virkede det ikke til, at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) vidste, at en sådan fandtes.

Men nu vil regeringen altså "igangsætte processen for udarbejdelse af en opdateret handlingsplan i begyndelsen af 2024".

"Handlingsplanen vil bl.a. indeholde opdaterede målsætninger, der stemmer overens med SVM-regeringens prioriteter på området," lyder det i svaret.

Overskredet deadline

Et af løfterne i handlingsplanen fra 2021 er at udgive en årlig fremdriftsrapport, der gør status over målsætningerne.

En sådan rapport lå ifølge Altingets oplysninger klar med input fra fagministerierne sidste efterår, men den blev aldrig udgivet på grund af valgudskrivelsen.

I det kommende efterår vil SVM-regeringen i stedet udsende en statusrapport, der dækker både 2022 og 2023, oplyser Dan Jørgensen i et andet svar.

"Der vil som følge heraf blive redegjort for status på implementering af de 16 initiativer indeholdt i handlingsplanen, samt gjort rede for status på delmål under de 17 Verdensmål," lyder det.

S-regeringens målsætninger

Dan Jørgensens svar nævner ikke noget om de 50 målsætninger, der står i handlingsplanens afsnit om S-regeringens målsætninger, selvom fremdriftsrapporterne ifølge den gældende handlingsplan skal følge op på dem.

Målsætningerne omfatter blandt andet at reducere brugen af antibiotika til svin, give flere hjemløse et hjem og styrke kvaliteten af dagtilbud.

Fakta: Det skrev S-regeringen

"Regeringen vil årligt udarbejde en fremdriftsrapport til forelæggelse for Folketinget. Fremdriftsrapporten vil give en status for ministeriernes implementering af og opfølgning på Verdensmålene samt udviklingen i de fremsatte målsætninger.

Målsætningerne tager afsæt i regeringens eksisterende politik, men skal læses i kontekst af FN's Verdensmål og er dermed ikke en udtømmende liste over regeringens ambitioner og mål for Danmark.

Det har været en prioritet at kunne måle fremdriften i målsætningerne baseret på kvantitative indikatorer, men der vil fremgå målsætninger, hvor dette ikke har været muligt, og hvor der som alternativ er fremsat kvalitative indikatorer."

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Dan Jørgensen

Minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2004)

Marianne Bigum

MF (SF), formand for 2030-netværket, ordfører for bl.a. EU, global klimapolitik, natur og udvikling
cand.polyt. (DTU 2009), ph.d. (DTU 2014)

0:000:00