Tidligere ambassadør: Messerschmidt gendigter Europas politiske historie

Glemmer kriser og krige
I Messerschmidts omfattende gennemgang af europæisk historie og af europæernes iboende evne til at komme ud af det med hinanden, bliver der ikke plads til at omtale den menneskelige nød, død og fornedrelse under to verdenskrige i 1900-tallet; den økonomiske depression i 1930’erne, som nationalstaternes protektionisme gjorde endnu dybere; eller de totalitære fascistiske og kommunistiske styrers hærgen i store europæiske lande.

EU’s forløber, Kul- og Stålunionen, bliver i Messerschmidt europæiske univers skabt i 1950 ud af tilsyneladende ingenting. Ikke som en konsekvens af alle de lidelser og ødelæggelser, som europæerne helt op i nutiden har vist sig i stand til at påføre hinanden.

Der er ingen anerkendende ord til de generationer af europæere, der stålsat satte sig for at skabe et regelbundet og stærkt samarbejde inden for rammerne af EU for at undgå nye blodbad.

Messerschmidt mener, at EU har gjort noget godt i tidens løb, blandt andet skabt ”en økonomisk vækst uden sidestykke” i Europa. Men nu er det blevet for komplekst med euroen, med alle de nye medlemsstater og institutioner. EU favner alt for bredt og dybt. Det kvæler det enkelte folks selvbestemmelsesret.

Så væk med Europa-Parlamentet. Væk med den stærke EU-kommission. Væk med EU-domstolen. Sagerne skal ordnes i Ministerrådet. Vi skal alene satse på det indre marked (selvom Messerschmidt i samme åndedrag reelt lægger op til at svække dette ved at foreslå genindførelse af nationale valutaer i Sydeuropa). Eventuel uenighed kan snildt klares ved mellemstatslig voldgift. Al sikkerhedspolitik skal lægges over i et styrket NATO og så videre og så videre.

Kæmper mod vindmøller
Messerschmidt kæmper langt hen ad vejen mod vindmøller. Kun et lille mindretal drømmer længere om et føderalt Europa. Alle andre mener, det er nationalstaten, der skal være omdrejningspunktet for et tæt europæisk samarbejde.

Set med sydeuropæiske øjne lykkedes dette samarbejde ikke, da finanskrisen ramte Europa. Det lykkedes ikke, da Europa blev ramt af migrantstrømme. Hvis det heller ikke lykkes nu, hvor covid-19-krisens økonomiske konsekvenser truer med sammenbrud i en række EU-lande, får EU sit banesår.

Derfor har Frankrig og Tyskland nu sat sig for at styrke samarbejdet og solidariteten i Europa, fordi alternativet vil være fattigdom og svækkelse af de europæiske nationalstater og ødelæggelse af de europæiske markeder, som EU-landene gensidigt nyder gavn af.  

Og mens dette megadrama foregår, gendigter Messerschmidt Europas politiske historie.

På nøjagtig samme måde, som Pia Kjærsgaard opfinder en ikke eksisterende virkelighed. Som bekendt har UK endnu ingen aftale med EU - udover skilsmisseaftalen, hvor briterne naturligvis må betale, hvad de skylder og i øvrigt respektere de særlige irske udfordringer.

Men UK’s fremtidige forhold til EU er i enhver henseende fortsat til forhandling.  Desværre tyder intet på, at Boris Johnson har bedre greb om de forhandlinger end om covid-19’s huseren i UK og i Downing Street 10. UK’s forhold til EU kan derfor i virkelighedens verden ende med et skibbrud og de nøgne WTO-tredjelandsregler om blot 7 måneder.

Ifølge det britiske modstykke til Dansk Industri, CBI, skønnes en ”no deal” at give en reduktion på den lange bane i UK’s BNP på 8% - en ”bad deal” for borgere og virksomheder ifølge CBI.

Men sådanne forhold hindrer ikke Pia Kjærsgaard i at fastslå, at Danmark skal ud af EU, fordi briterne er ude af EU ”med en god ordning.

Og dette er måske grunden til, at så mange ikke længere rigtigt tager Dansk Folkeparti alvorligt. Skønne historier hentet oppe i den blå luft har sjældent gang på jord.