To ministre skal forklare muligt ”fifleri” med ulandsbistand

SAMRÅD: Radikale vil have udenrigsminister Kristian Jensen (V) og integrationsminister Inger Støjberg (V) til at svare på, om regeringen bevidst har omgået reglerne, når udviklingsbistanden betaler for integrationsindsatser i kommunerne. 

Foto: Asger Ladefoged/Scanpix
Kasper Frandsen

Både udenrigsminister Kristian Jensen (V) og integrationsminister Inger Støjberg (V) skal i samråd for at svare på, om der er ”fiflet” med den danske udviklingsbistand.

Fakta
Sådan betalte udviklingsbistanden for modtagelse af flygtninge i 2015:

Præasyludgifter 
- Drift af indkvarteringscentre 548,2 mio. kr.
- Kontante enkeltydelser til eks. mad: 221.9 mio. kr.
- Indkvartering af asylansøgere m.fl.: 802,2 mio. kr.
- Flygtningenævnet: 37,7 mio. kr.
- Politiopgaver: 23,4 mio. kr.
- Udlændingestyrelsen: 165,3 mio. kr.
- I alt: 1.788,8 mio. kr.

Personer med midlertidig opholdstilladelse
- Transport af flygtninge til Danmark: 22 mio. kr.
- Kontanthjælp ifb. med integrationsprogrammet: 385,1 mio. kr.
- Danskundervisning og jobrettede tilbud under integrationsprogrammet: 220 mio. kr.
- Grundtilskud og hjælp i særlige tilfælde: 118,9 mio. kr.
I alt: 827,6 mio. kr.

Derudover er der brugt 43,5 mio. kr. til udflytning fra asylcentre. Derfor kom den samlede regning til flygtningemodtagelse over udviklingsbistanden op på ca. 2,7 mia. kr. i 2015. 

Kilde: Udlændinge-, Integration-, og Boligministeriet

Det mener tidligere udenrigsminister og nuværende udenrigsordfører for De Radikale, Martin Lidegaard, efter at eksperter har afvist, at Danmark kan bruge ulandsbistand til at integrere flygtninge på det danske arbejdsmarked.

”Det ser virkeligt ikke godt ud. Og det lugter af, at Danmark bevidst har anvendt bistandsmidler til områder, man ikke må anvende det til – og derfor omgår internationale regler,” siger han.

Regeringen brugte nemlig 220 millioner kroner på at integrere flygtninge på det danske arbejdsmarked i 2015. Og det kan være i direkte modstrid med de internationale OECD-regler for udviklingsbistand. I 2016 forventer regeringen, at prisen stiger til 340 millioner kroner.

Det lugter af, at Danmark bevidst har anvendt bistandsmidler til områder, man ikke må anvende det til.

Martin Lidegaard (R)
Udenrigsordfører

Penge til integrationsindsatser kan ifølge OECD’s Udviklingskomité ikke tælles med som udviklingsbistand, står der i de retningslinjer, som Danmark har lovet at følge.

”Der bliver i forvejen skåret til benet i dansk udviklingsbistand, og derfor er det dybt forkasteligt, hvis man samtidigt fifler med pengene og forsøger at tage pengene fra verdens fattigste og nærområderne for at putte dem ind i regeringens pengekasse,” siger Martin Lidegaard.

Bistand allerede presset
Alternativets integrationsordfører, Josephine Fock, kalder det ekstremt problematisk, hvis opgørelsen af udviklingsbistand ikke som lovet følger de internationale regler.

”Retningslinjerne til opgørelse af udviklingsbistanden er allerede alt for bred, når en tredjedel af den danske udviklingsbistand går til Danmark, som dermed er den klart største modtager af vores egen udviklingsbistand,” siger hun.

Josephine Fock mener, at opgørelsesmetoden er ekstrem vigtig, efter V-regeringen har fastsat det som mål, at 0,7 procent af BNI skal gå til udviklingsbistand:

”Det vigtige for regeringen er åbenbart blevet, at vi kan signalere ud af til, at vi giver 0,7 pct. af BNI til udviklingsbistand,” siger hun.

I forvejen har Danmark valgt at bruge 2,7 milliarder kroner på de kontroversielle flygtningeudgifter i 2015, mens regningen i 2016 forventes at lande på 4,5 milliarder kroner.

K undres
Den danske praksis med at bruge ulandsmidler til at integrere flygtninge, undrer Konservatives udenrigsordfører, Naser Khader.

”Derfor har jeg bedt Kristian Jensen om svar: Hvor længe har det her stået på? Hvor mange penge handler det om? Og med udgangspunkt i hvilke regler baserer regeringen den her praksis på?” siger han.

I Dansk Folkepartis forventer udviklingsordfører Claus Kvist Hansen, at regeringen ”naturligvis” har fulgt reglerne.

”Men det er trist overhovedet at bruge ressourcer på at integrere flygtninge, der jo kun skal være her midlertidig. Det eneste positive er, at kommunerne så slipper for at betale regningen,” siger han.

Udenrigsministeriet har det øverste ansvar for at indberette Danmarks udviklingsbistand til OECD’s Udviklingskomité, men Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet har ansvaret for at opgøre asyludgifterne.

Dokumentation

OECDs udviklingskomité, Development Assistance Committee (DAC).

Udviklingsbistandens hovedformål er ifølge Udviklingskomitéens regler at "fremme økonomisk udvikling og velstand i udviklingslande”.

OECD’s udviklingskomité fastsætter de internationale kriterier for udviklingsbistand, som de 29 medlemslande har lovet at udregne deres ulandsbistand efter. Herunder kan demokratifremme, nødhjælp, udviklingshjælp til skole og sundhedsvæsner osv. tælles med.

Men også udgifter til flygtninge kan tælles med:

Det må tælles med til flygtningeudgifter:
En person udenfor sit hjemland er flygtning, når han eller hun har en ”velbegrundet frygt” for at blive politisk forfulgt eller er flygtet fra borgerkrig eller ”alvorlig uro” i sit hjemland.

Udgifter til ”opretholdelse” af flygtninge kan tælles som ulandsbistand i de første 12 måneder af deres ophold. ”Det omfatter betalinger til flygtningenes transport til værtslandet og midlertidig næring (mad, husly og træning)…”

Udgifterne til udvisning eller anden magtanvendelse til at hjemsende flygtninge bør ikke medregnes som udviklingsbistand.

Udgifter til at fremme integrationen af flygtninge i donorlandets økonomi, eller genbosætte dem andre steder end i et udviklingsland, er også udelukket.

Kilde: OECD's Udviklingskomité

---

Om integrationsprogrammet
Kommunen skal tilbyde flygtninge og familiesammenførte et integrationsprogram.

Formålet er, at flygtningen hurtigst muligt kan forsørge sig selv.

Programmet består af: Danskuddannelse og beskæftigelsesrettede tilbud som vejledning, opkvalificering, virksomhedspraktik og ansættelse med løntilskud.

Kilde: Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet

 


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00