Debat

Transparency International: Læg nu frem, hvorfor embedsmænd fra minksagen undgår straf

Statsministeren sender de forkerte signaler til resten af centraladministrationen, når den, der skal vogte embedsmandsdyderne, har begået så grove tjenesteforseelser, at der var grundlag for en tjenstlig sanktion, skriver Jesper Olsen.

Statsministeren går fri, fordi hendes departementschef begik en ansvarspådragende fejl. Lidt populært kan man udtrykke det sådan, at hvad havde vi hænderne til, hvis den ene ikke skulle vaske den anden, skriver Jesper Olsen.
Statsministeren går fri, fordi hendes departementschef begik en ansvarspådragende fejl. Lidt populært kan man udtrykke det sådan, at hvad havde vi hænderne til, hvis den ene ikke skulle vaske den anden, skriver Jesper Olsen. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Jesper Olsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Nogle af brikkerne om det tjenstlige ansvar i minksagen blev onsdag lagt frem.

Kun to af dem i hele sin ordlyd. Det handler om Justitsministeriets departementschef samt Statsministeriets departementschef, hvor afgørelsen efter samtykke blev lagt på Statsministeriets hjemmeside*.

Det er også en vigtig brik. Statsministeriets departementschef indtager en helt central rolle i håndhævelsen af de såkaldte embedsmandspligter, kodeks syv.

Reglen er, at hvis man får en klart ulovlig ordre, skal man gå til sin overordnede – i sidste ende til Statsministeriets departementschef.

Man kan sige, at denne er gralens vogter, som sætter standarden for fortolkningen af embedsværkets overholdelse af de grundlæggende pligter om lovlighed, sandhed, faglighed og så videre.

Den brik, der blev lagt onsdag, er, at den nuværende indehaver af embedet har begået tjenesteforseelser af en sådan grovhed, at der er grundlag for en tjenstlig sanktion. Denne er så blevet udmålt til en advarsel efter eksisterende kriterier og praksis.

Balance mellem embedsmænd og ministre
Jeg noterer mig, at der ikke nævnes, at statsministeriets departementschef har et særligt ansvar for at overholde embedsmandspligterne til trods for den særlige rolle efter kodeks syv.

Det er derfor helt naturligt at rejse spørgsmålet, om dette kan udlægges som en tilsidesættelse af denne særlige rolle som her beskrevet.

Statsministeren går fri, fordi hendes departementschef begik en ansvarspådragende fejl

Jesper Olsen, formand, Transparency International Danmark

Jeg vil tillade mig at indtage det synspunkt, at det håber jeg virkelig ikke. For det efterlader os i min optik det helt forkerte sted. Hvem er så garanten?

Ansvar og roller mellem ministre og embedsmænd hviler på hvert sit retlige grundlag, der skal vurderes isoleret fra hinanden. De skal spille på samme hold, men de skal samtidig sikre, at de hver især holder sig på den rigtige side af loven.

Denne balance opnås ved, at ministrene har en tilsynspligt over for embedsværket, og topembedsmændene har en pligt til at sige fra med den virkning, at hvis ministeren udfører en ulovlig handling, er det mod bedre vidende, og dermed er der et juridisk grundlag for at gøre et retligt ansvar gældende.

Tillid er en personlig sag
Statsministerens reaktion, som kom onsdag, på indstillingen fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen er todelt.

Den ene er indstillingen om den personaleretlige sanktion. Den har hun fulgt. Det er ret betryggende. Hvad ville konsekvensen være, hvis hun havde lagt et politisk aspekt ind over?

Enten at have fritaget for ansvar eller sanktioneret det hårdere. Det er på alle måder godt, at det sker på et juridisk grundlag. Jeg har i hele denne sag fastholdt, at man kan have tillid til Medarbejder- og Kompetencestyrelsens jurister – også fremadrettet.

Den anden del af statsministerens håndtering af sagen var i pressen at udtrykke fortsat tillid til sin departementschef. Det er naturligvis hendes valg. Tillid er en personlig sag, som bygger på vurderinger, som hæver sig over jura.

Men den del af beslutningen mener jeg godt, at man kan kritisere. Det står jeg helt ved fortsat at gøre. For man sender hermed i min optik de helt forkerte signaler til resten af centraladministrationen, når den, der skal vogte embedsmandsdyderne, har begået tjenesteforseelser af en sådan grovhed, at der var grundlag for en tjenstlig sanktion.

Læs også

Frederiksen går fri af departementschefens fejl 
Statsministeren lægger i sin begrundelse blandt andet vægt på, at der er tale om en enkeltstående fejl, og at ressortansvaret lå hos Miljø- og Fødevareministeriet. To formelle argumenter.

Man kan udlægge det som, at der hermed er taget et markant opgør med nulfejlskulturen, som man politisk har udtrykt ønske om. Det er et synspunkt, som jeg selv argumenterer for, i mange sammenhænge.

Jeg har ved flere lejligheder sagt og skrevet offentligt, at vi i Danmark har en tendens til at være for optaget af ansvarsplacering, fordi det kan stå i vejen for, at vi samtidig lærer af de fejl, der bliver begået.

Over for står to forhold. Det ene er, at det er embedsmændenes manglende oplysninger til statsministeren om den manglende hjemmel, der efter de fleste professorers udlægning fritager statsministeren for det subjektive ansvar.

Med andre ord: Statsministeren går fri, fordi hendes departementschef begik en ansvarspådragende fejl. Lidt populært kan man udtrykke det på følgende måde: Hvad havde vi hænderne til, hvis den ene ikke skulle vaske den anden.

En af ti brikker lagt frem
Det andet er, at dette kun er en af ti brikker, der skal lægges til puslespillet.

Der anes et mønster, hvor når man kommer længere ned i hierarkiet, er der tilsyneladende tale om tjenesteforseelser, der enten begrunder hårdere sanktioner, eller hvor der ikke er de samme, formildende omstændigheder.

Jeg kan næsten høre admiralens vise. "Stå aldrig til søs, lad de andre stå". Derfor er det vigtigt, at de resterende ni brikker også lægges åbent frem, så dette kan blive be- eller afkræftet.

Jeg er med på tjenestemandslovens bestemmelser om åbenhed om afgørelserne; det bestemmer de pågældende medarbejdere selv.

De pågældende embedsmænd bør medvirke til åbenhed om afgørelserne. For handlingerne hænger sammen og er indbyrdes afhængige i det clusterfuck, som minksagen samlet kan betegnes som

Jesper Olsen, formand, Transparency International Danmark

De pågældende embedsmænd bør medvirke til åbenhed om afgørelserne. For handlingerne hænger sammen og er indbyrdes afhængige i det clusterfuck, som minksagen samlet kan betegnes som.

Ansvaret skubbes som altid nedad
Med disse afgørelser kommer vi desværre ikke tættere på, hvorfor det kunne ske.

Hvad lærte vi af det? Det følger af den undersøgelsesform, som Folketinget valgte. Jeg hører til dem, som mener, at den form og det kommissorium, som Grønnegård-rapporten om den første del af coronahåndteringen var omfattet af, er langt bedre som undersøgelsesform.

Nu valgte Folketinget en ansvarsfokuseret model. Og så er der behov for at se det samlede billede, sådan at vi både kan udlægge pligter – men i lige så høj grad få billedet af, hvad man kan slippe afsted med uden at hænge på ansvaret. 

Som det ser ud, ender vi der, hvor det som regel altid ender. Længere nede i rækkerne. Vi står i den situation, at en rigspolitichef aktivt skal agere ud fra, at han hellere lige må tjekke – fordi det kan være farligt at agere tillidsfuldt til, at departementscheferne nu også gør deres arbejde.

Jeg tillader mig at stille spørgsmålstegn ved, om det gavner moralen, effektiviteten og den højt besungne tillidskultur i centraladministrationen. Trapper vaskes nemlig mest effektivt oppefra.

Det håber jeg, at statsministeren har været bevidst om, da hun valgte at udtrykke tillid og dermed fredede sin departementschef.

-----

* Tilføjelse, 25. august 2022, klokken 13.00: Efter udgivelsen af debatindlægget er den fulde ordlyd, som omhandler Justitsministeriets departementschef, blevet gjort tilgængelig. 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jesper Olsen

Formand, Transparency International Danmark, bestyrelsesformand, Klostergården i København, bestyrelsesmedlem, Alzheimerforeningen
cand.jur.

Mette Frederiksen

Fungerende statsminister, MF, partiformand (S), kongelig undersøger
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Barbara Bertelsen

Departementschef, Statsministeriet
cand.jur. (Aarhus Uni. 1998)