Mirka Mozer: Ikke to sociale indsatser er ens

Af Mirka Mozer
Direktør i Indvandrer Kvindecentret og Send Flere Krydderier

Du kan i disse dage ikke gå til et møde, en workshop eller en konference, uden at der på et eller andet tidspunkt tales om sociale investeringer. Og med regeringens udspil om en ny statsligt drevet social investeringsfond er emnet kommet endnu højere på dagsordenen. Der tales om nye løsninger, nye samarbejdsplatforme, nye penge og nye velfærdsmodeller. Der er udviklet komplicerede online lommeregnere, der på magisk vis skal levere resultater, vi kan sætte to streger under for at vise, at de sociale indsatser er det hele værd. For det er det, som ligger bag det hele; at det kan betale sig at investere i forebyggelse og socialt arbejde. Men kan det så det?

Det privates indtog i socialarbejdet
Vi kan begynde med at slå fast, at ambitionerne i hvert fald ikke fejler noget.  Den bagvedliggende tanke med den Sociale Investeringsfond er at skabe bedre forhold for samfundets borgere, mindske udgifterne i den offentlige sektor, skabe mere viden om effekterne af velfærdsindsatser og øge antallet af indsatser, der fokuserer på forebyggelse inden for de store velfærdsområder.

Det er værd at huske, at det nye i sociale investeringer ikke er, at vi som forskellige sektorer – civilsamfund, det offentlige og det private - skal arbejde sammen.  Det har vi gjort længe, og ud fra min erfaring med gensidig respekt for hinandens fagligheder og forskellige styrker. Vi har fundet fælles og konstruktive løsninger og skabt gode resultater.

Det nye er, at private investorer, fonde og pensionskasser inviteres med til bordet for at investere i sociale business cases.  Business cases, der jo som gode forretninger skal sikre investorerne et ordentligt afkast.

Og så er vi egentlig tilbage ved spørgsmålet om, hvorvidt det kan betale sig at investere i socialt arbejde – men før jeg svarer det, er det værd at diskutere, hvad effekten egentligt er.

Forskellige indsatser kræver forskellige målinger
Med benene solidt plantet i både en frivillig organisation - Indvandrer Kvindecentret - og en socialøkonomisk virksomhed - Send Flere Krydderier - ser jeg både muligheder og udfordringer.

I Send Flere Krydderier skaber vi arbejdspladser gennem vores beskæftigelsesorienterede opkvalificering. Vi rykker såkaldte aktivitetsparate kvinder tættere på arbejdsmarkedet og i job.  Det er et komplekst arbejde, men der er en klar forretningsplan, og den økonomiske forretningsmodel er simpel. For her udmøntes effekten og den medfølgende økonomiske gevinst meget konkret, når en medborger går fra offentlig forsørgelse til job. I Indvandrer Kvindecentret er det helt anderledes. Her ligger fokus på forebyggende sociale og sundhedsmæssige indsatser, betydningen af frivillige fællesskaber og aktivt medborgerskab, og det er derfor indsatser, der er langt vanskeligere at udarbejde tydelige økonomiske effektmålinger af. Målet her er nemlig ikke kun så konkret som at komme fra A til B, men derimod at skabe øget livskvalitet og et godt liv.  Således er business casen langt mere kompleks, og i modsætning til en forretningsplan, der jo i udgangspunktet altid skal afsluttes, så er Indvandrer Kvindecentrets forretningsplan både helhedsorienteret og vedvarende.

Det er ikke det samme som at sige, at sociale indsatser ikke kan afsluttes, eller at de ikke skal måles. Men det betyder, at vi skal være bevidste om, at forestillingen om direkte og simple forhold mellem årsag og virkning, der kendetegner de sociale investeringer, sjældent afspejler hverken Indvandrer Kvindecentrets eller mange andre organisationers virkelighed, fordi arbejdet med mennesker er komplekst og kan gå både et skridt frem og to tilbage.

Civilsamfundet skal inddrages
Vi skal fra civilsamfundets side udfordre os selv, både i forhold til intern organisering og samarbejde, men også i forhold til at byde andre aktører og sektorer velkomne. Det kræver, at vi tilgår arbejdet med gensidig faglig respekt, hvor det er alt for unuanceret at opdele organisationer efter størrelse og opfatte forskellige sektorer som diskrepante.

Men det kræver også, at vi som civilsamfund inviteres helt med ind i maskinrummet i konstruktionen af Den Sociale Investeringsfond. Derfor bør det også undre, at civilsamfundet ikke som sådan har plads i Den Sociale Investeringsfonds bestyrelse, men derimod udelukkende er indbudt til at deltage i det rådgivende udvalg.

Og nu til svaret på spørgsmålet om, hvorvidt det kan det betale sig at investere i socialt arbejde. Det er ganske enkelt - vi har ikke råd til at lade være.

For hver gang vi sparer på det socialt forebyggende arbejde, så stiger både den økonomiske og menneskelige pris. Derfor bør vi som samfund og som sektor også være åbne overfor nye tiltag, der kan øge ressourcerne. Det gælder også i forhold til at undersøge, hvorvidt sociale investeringer kan bruges konstruktivt og komme de mennesker, der har allermest behov, til gode.

Men vi skal følge udviklingen tæt og holde fast i, at hvis vi vil gentænke vores velfærdsindsatser, er det utilstrækkeligt udelukkende at tale om investeringer. Vi bliver også nødt til at tale om, hvilke parametre og indikatorer investeringerne og business casene måles ud fra. Og her er det essentielt, at vi holder både bestillere og investorer fast på, at de, udover at være villige til at gå nye veje og tage større socialt ansvar, også skal være villige til at nytænke, hvordan vi gør afkastet af sociale investeringer op.

For måler vi udelukkende de konventionelle nøgletal, er der en væsentlig risiko for, at vi stirrer os blinde på disse tal og ikke får målt, om vi reelt skaber den større og mere langsigtede social forandring, som alt andet lige er målet med vores arbejde.