Direktør: Coronakrisen viser, at der skal mere ejerskab til civilsamfundet

TEMADEBAT: Krisetider viser, at der skal være mere fokus på fællesejede værdifællesskaber for at skabe en erhvervsdemokratisk sektor med styrket sammenhold, økonomi og sikkerhed, skriver Susanne Westhausen.

Af Susanne Westhausen
Direktør, Kooperationen

Vi står midt i en global krise. Covid-19-pandemien raser, fyresedlerne deles rundhåndet ud i mange sektorer og brancher og samfundsøkonomien er presset. Fremtiden er usikker og utryg for os alle.

Trods den virkelighed har civilsamfundet endnu en gang vist sig som en redningskrans, der sikrer, at vi passer på hinanden.

Civilsamfundet skal være stabil anker
Organisationer, foreninger og uformelle fællesskaber holder hånden under mange af os med initiativer og en tilstedeværelse, som hverken staten eller markedet kan mønstre i en krisetid.

Derfor bør en større erhvervsdemokratisk sektor, hvor civilsamfundets stabilitet er ankeret, være en fælles ambition for at sikre et stærkere samfund i sin helhed, hvor vi er mere afhængige af hinandens vilje og værdier end af vækstkurvens luner og kapitalens interesser.

Det vil dog kræve politisk handlekraft at sikre, at vilkår, lovgivning og rammer følger med og incitamentet til at skabe fællesejede virksomheder ikke drukner i statens bureaukratiske sorte hav.

Civilsamfundet rummer nemlig en stabilitet og en forsyningssikkerhed, som hverken nedadgående aktiekurser eller en pandemi kan forrykke.

Samfundssind vokser i krisetid
Samtidig er civilsamfundet forgrenet lokalt og har derfor rod i os alle. Det er funderet i at skabe værdi og livskvalitet for de mange og ikke vækst og velstand for de få.

Det værdisæt bliver kun stærkere, når krisen kradser. Samfundssindet vokser.

Lige præcis de faktorer er også årsag til, at demokratiske fællesejede virksomheder er modstandsdygtige i krisetider. Det vi ejer i fællesskab, bestemmer vi nemlig selv over.

Virksomheder, der er demokratiske med rødder til vores civile liv, er oftest optaget af flere bundlinjer end den økonomiske som for eksempel en social og bæredygtig bundlinje.

Økonomisk afsæt i civilsamfund
Det er dokumenteret sort på hvidt, at fællesejede virksomheder, som for eksempel kooperativer, har en sundere vækstkurve, en højere produktivitet og mere stabil beskæftigelse og er derfor mere modstandsdygtige i en krisesituation.

De er simpelthen mere hårdhudede og hårdføre. hvad angår økonomi sammenlignet med privatejede virksomheder, da de - lig civilsamfundet - er produktive uanset verdens øvrige gang.

Jeg mener derfor også, at en større del af vores økonomi bør have afsæt i civilsamfundet, hvor det demokratiske og stabile ejerskab er i centrum.

Det kan enten være civilsamfundets organisationer, der driver erhverv, eller i form af kooperative virksomheder som vi som medarbejdere, borgere eller forbrugere ejer i fællesskab.

Men vi skal også ville de fællesejede virksomheder, og ikke kun hylde dem som politiske trofæer.

Manglende fokus på fællesejede værdifællesskaber
Det er så trættende at være gæst til skåltaler, hvor civilsamfundets evne til at skabe på tværs af stat, marked og civilsamfund fremhæves og anerkendes, når man samtidig politisk har forsømt at skabe det nødvendige stisystem for selvsamme virksomheder.

For hvis der er noget, som vores samfund ikke er gearet til, så er det at håndtere virksomheder med rod i civilsamfundet.

Vores erhvervsfremmesystem har øje for privatejede vækstvirksomheder, men ikke fællesejede værdifællesskaber.

Vi skal helt konkret have en kooperativ lovgivning, hvor vi kan få fodfæste. En lovgivning, der fremmer en demokratisk erhvervssektor.

Vi lever i en globaliseret verden, hvor hverken pandemier, økonomiske kriser eller klimaudfordringer respekterer landegrænser. Vi er alle tætte naboer på godt og ondt.

Krisetider kræver organisering
De seneste tre kriser, finanskrisen, klimakrisen og den nuværende covid-19-pandemi, er funderet og udsprunget langt fra vores lille frimærke. Alligevel har vi kunne mærke dem helt ind i dagligstuerne fra nord til syd og øst til vest.

Af den årsag skal vi sikre, at vores land og vores samfundsmodel står stærkest, når det blæser. Og her er indretningen og organiseringen af vores erhvervssektor og arbejdsmarked afgørende for overlevelsen.

Helt åbenlyst og afgørende har vi som borgere brug for den tryghed at vide, at afgørende infrastrukturer er stabile og virksomme også i en krisesituation.

Ejerskabet skal være fælles
På den store akse er vores afhængighed af russernes gas derfor også dybt problematisk, såvel som salget af DONG til en kapitalfond og endnu mere nærværende salget af vores vaccineproduktion til en kapitaldrevet sheik.

Ejerskabet af vores primære livsvigtige forsyningsvirksomheder skal være på fællesskabets hænder.

På den lille akse, så er fællesejede landbrug, fødevarefællesskaber og byggevirksomheder trygge og stærke, da de med demokratisk håndsoprækning kan træffe beslutninger, der kan modstå krisens fatalitet.

Vores lokale ansvarsfølelse bliver stærkere, når vi bliver presset, og vores samfundssind større. Det har vi set de sidste par uger, hvor sammenholdet har skulle stå sin styrkeprøve.

Vi har alle købt mere take-away for at støtte det lokale madsted, vi har alle købt gavekort for at give håb og fremtidsudsigter til de lokale erhvervsdrivende, og dér hvor det har været muligt, så er en solidarisk lønnedgang blevet løsningen frem for en fyreseddel.
 
I fremtiden skal vi have mere ejerskab til civilsamfundet, fordi en større erhvervsdemokratisk sektor styrker sammenholdet, økonomien og sikkerheden til gavn for os alle.

Forrige artikel Centerchef: Coronakrisen har skabt potentiale for flere frivillige og løsninger Centerchef: Coronakrisen har skabt potentiale for flere frivillige og løsninger Næste artikel Venstre-duo: Indendørsidræt skal med nye løsninger også sættes i gang Venstre-duo: Indendørsidræt skal med nye løsninger også sættes i gang