Direktør: Efter coronakrisen er nye innovative alliancer vejen frem

Af Stina Vrang Elias
Administrerende direktør, Tænketanken DEA

Danmark er langsomt ved at åbne op efter et par måneder, hvor COVID-19 satte civilsamfund, erhvervsliv og uddannelsesinstitutioner mere eller mindre i stå.

Det er dejligt, men også skræmmende at kigge ind i en verden, som i alle fald økonomisk er sværere – ikke lettere – end før krisen.

Og selvom det er banalt, så er det sandt. Med kriser opstår muligheder for forandring, fordi det tvinger os til at tænke os om.

Et godt spørgsmål er derfor: Hvilken forandring håber vi at kunne se på den anden side af COVID-19? Hvad vil vi kæmpe for, når det gælder om at bruge civilsamfundets kræfter til udvikling af vores samfund?

Samarbejde først
Coronapandemien har vist os, at Danmark grundlæggende er et samarbejdende land.

Viljen til samarbejde vil altid være større, når vi sammen har set en krise i øjnene – og skal finde vejen videre.

Stina Vrang Elias
Adm. direktør, Tænketanken DEA

Der er faktisk meget lidt i denne verden, som vi kan løse uden at forlænge os med hinanden, række ud og indgå partnerskaber.

Det vidste vi inderst inde godt – men det var alligevel en overvældende stor følelse at betragte, hvordan alle trådte et skridt frem og rakte hånden ud for at hjælpe, hvor man kunne.

Over 10.000 almindelige mennesker meldte sig til Røde Kors Hjælpenetværk, uddannelsesinstitutioner donerede værnemidler til hospitalerne og musikere stillede op med gratis online-koncerter for at bidrage til fællesskab og muntre befolkningen op.

Mobiliseringens styrke
Da krisen bankede på, kunne vi flytte os meget og hurtigt. Når hverdagen melder sig igen, skal vi passe på, at vores særinteresser ikke kommer til at stå i vejen for at forandre og flytte verden.

Allerede inden coronakrisen oplevede Danmark en ny, og i mine øjne positiv, tilgang til politik som fokuserede på mobilisering af alle gode kræfter.

Ikke som i coranasituationen, hvor fællesskabet kom til udtryk ved en relativt stærk autoritetstro, men ved at mange forskellige aktører valgte at involvere sig på forpligtende måder i politikformuleringen.

Et eksempel er regeringens klimapartnerskaber. Et andet eksempel, hvor civilsamfundet har spillet en central rolle er Småbørnsløftet, initieret af Egmont Fonden og Tænketanken DEA, og hvor en lang række aktører fra civilsamfund, myndigheder og organisationer trådte sammen om at finde nye løsninger på 0-6-årsområdet.

Fremtidens udfordringer
Evnen til at arbejde sammen på tværs er vel en styrke, som vi i det danske samfund har brugt i mange år. Ikke mindst ved opbygningen af velfærdsstaten.

Det bliver der også brug for i de kommende år. Med udviklingen i Danmark og verden omkring os, er det svært ikke at være relativ dyster.

Vi ser ind i en tid med stigende arbejdsløshed og alle de afledte effekter heraf. Vi vil stå med stå med flere sociale udfordringer.

Vi må forvente, at de udsatte familier har færre ressourcer, flere unge vil falde fra deres uddannelser og adgangen til ufaglærte jobs falder yderligere.

Samtidig er de økonomiske midler til at løse problemerne færre. Det er de barske realiteter.

Nytænkende partnerskaber
Når der skal laves mere for mindre, er der brug for nytænkning og innovationskraft.

Derfor er det oplagt med stærkere og bredere partnerskaber for eksempel omkring børnene, som kan støtte op om alle dele af barnets liv. 

Som medtænker de ni måneder forud for fødsel og strækker sig ind i barnets skolegang og ungdom. Som sætter familier i stand til at støtte deres børn endnu bedre.

Her skal vi medtænke alt fra kunst og kultur til forhold på arbejdsmarkedet og infrastruktur. Alt dette kan ikke blot være regeringens, kommunernes og forældrenes ansvar.

Her må også civilsamfund, videns- og uddannelsesinstitutioner og kunst- og kulturliv bidrage til at definere, hvordan Danmark bliver verdens bedste land at vokse op i.

Behov for dybe samarbejder
Vi vil skulle tænke i utraditionelle baner for at nå ud til alle børn – ikke bare dem, som enten er definerede som udsatte eller – i den anden ende – har forældre, som nok skal sikre en god, tryg og udfordrende barndom.

Derfor er jeg ikke i tvivl om, at verden, måske især efter coronakrisen, har brug for mere og dybere samarbejde på tværs af civilsamfund, erhvervsliv og uddannelsesinstitutioner.

Og viljen til samarbejde vil altid være større, når vi sammen har set en krise i øjnene – og skal finde vejen videre.

I Tænketanken DEA glæder vi os til nye samarbejder.