Direktør: Isolationen har gjort vores fællesskaber og samarbejder stærkere

Af Morten Mølholm Hansen
Administrerende direktør, Danmarks Idrætsforbund
 
Coronakrisen har skabt en hverdag uden fortilfælde. Både i samfundet som helhed og for det stærke danske civilsamfund.

Fordi vi som verdenssamfund blev taget på sengen og stod uden beredskab, har de seneste måneder været en kamp i døgndrift, hvor der er blevet asfalteret, mens vi kører.

Idrætten er ingen undtagelse, og frivillige kræfter og ansatte har arbejdet i døgndrift på først at sikre en nedlukning og nu at komme så hurtigt gang igen, som det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt.
 
Som så mange andre har det for mig været småt med fritid og weekender.

Hvis man skal bevare en vis form for overskud gennem en krise uden synlig slutdato, så er der behov for at tage det lange lys på og tænke over, hvad vi kan tage med os videre.

Ønsker for samfundet
Når vi bliver tvunget ud i så uvante situationer, opstår der nødvendigvis nye idéer.

Nogle kan vi kassere, når hverdagen er retur, men andre kan vi med fordel holde fast i eller modificere.

Forhåbentlig kan coronakrisen knytte endnu tættere bånd mellem civilsamfundet og det politiske niveau.

Morten Mølholm Hansen
Administrerende direktør, Danmarks Idrætsforbund

Jeg har personligt tre ønsker for et samfund efter corona:

1. Vi skal påskønne hverdagens helte
2. Civilsamfundet skal spilles mere på banen
3. Slip kreativiteten fri

Hverdagens helte
Vi rykker tættere sammen som mennesker i krisetider. Og vi bliver meget bedre til at påskønne hinanden. Også åbent.

De sociale medier lever pludselig op til deres navn, og det myldrer med velfortjent ros til vores sundheds- og plejepersonale, der løber ekstra hurtigt for tiden.

For mig personligt har de seneste måneder gjort mig ekstra stolt over handlekraften i foreningslivet.

De frivillige kræfter yder en enorm samfundsindsats hver dag året rundt. Og det bliver endnu mere tydeligt under en krise som den nuværende.

Den frivillige styrke
Frivillige trænere finder tid til at række ud til udsatte børn i foreningen med daglige telefonopkald, selvom der er fuldtidsjob og hjemmeskole at tage sig af ved siden af.

Andre bruger deres weekender til at fragte foreningens motionscykler ud til medlemmer, så de kan fortsætte cykeltræning sammen hjemme fra stuerne.

Det er blot eksempler på de mange opløftende historier, jeg hører hver dag. Det giver ekstra energi og en tro på, at vi nok skal komme stærke igennem. 

Vi får i den grad set, hvad den danske forenings- og frivillighedstradition reelt har af betydning for vores sammenhængskraft og vores folkesundhed.

Så lad det være begyndelsen på en tidsalder, hvor vi bliver endnu bedre til at påskønne indsatsen fra hverdagens helte – og måske endda selv give en hånd med i foreningen.

Samarbejde om sundhed
Vi har som mennesker brug for at kunne være sammen om de ting, der betyder noget for os.

Derfor er det enestående, at vi fra den ene dag til den næste kunne lukke ned for et foreningsliv, der danner ramme om millioner af medlemmers sociale liv.

Heldigvis har vores politikere været gode til at anerkende det store samfundssind. Det er afgørende, at hånden bliver holdt under foreningslivet med både nationale og kommunale puljer.

Og det er afgørende, at foreningslivet har høj prioritet i den fortsatte genåbning af samfundet.

Stærke partnerskaber
Forhåbentlig kan coronakrisen knytte endnu tættere bånd mellem civilsamfundet og det politiske niveau. For der bliver virkelig behov for stærke partnerskaber og samskabelse, når vi skal have gang i hjulene igen.

Et oplagt område at styrke samarbejdet er i det forebyggende sundhedsarbejde. Coronaberedskabet koster hos sundhedsvæsenet, der har måttet udskyde mange ikke-livstruende behandlinger.

Der ligger allerede en stor pukkel i for eksempel den kommunale genoptræning, og her kan foreningslivet spille en større rolle. Mange foreninger har allerede tilbud til idrætsuvante målgrupper.

Der er gode erfaringer med at ordinere idræt og fællesskab på recept ude i landets kommuner, fordi de stærke fællesskaber har den positive effekt, at mange deltagere fortsætter med at komme i foreningen, længe efter afslutningen på deres optræning.

Turbo på udviklingen
Sidst men ikke mindst har det sat skub i udviklingen i hele Danmark, at vi fra én dag til den næste skulle omstille os til en helt ny hverdag.

For civilsamfundet har coronakrisen fungeret som ét langt udviklingssprint. Idrætsforeningerne har i stor stil flyttet træning, møder, kurser og sociale arrangementer online.

Andre foreninger har tilpasset deres aktiviteter til de nye udendørs retningslinjer. Personligt har jeg fået digitale redskaber ind under huden.

Møder på Microsoft Teams, der i de første uger af nedlukningen skabte en del udfordringer, er nu blevet hverdag. Og nye værktøjer er taget i brug, når der pludselig skal ledes fra distancen.

Selvom det er tvunget af situationen, så håber jeg, at kreativiteten fortsætter med at blomstre.

Digital træning bliver aldrig et fuldgodt alternativ til det sociale i at svede igennem sammen med holdkammeraterne.

Men det kan være et stærkt supplement, hvis online-deltagelse kan afhjælpe nogle af de lange ventelister i foreningerne, og man kan dele træningsøvelser med medlemmerne på de sociale medier, så de kan holde formen ved lige i sommerpausen.

Frygt for coronatræthed
Jeg er fuld af respekt over, hvordan vi som samfund håndterer coronakrisen og finder nye måder at komme hinanden ved.

Det vidner om, at vi trods flere individuelle muligheder aldrig har haft større behov for vores fællesskaber. Og ironisk nok har coronaisolationen gjort sammenholdet endnu stærkere.

Men det har været en hård kamp at holde energien oppe.

Min største bekymring er derfor, om vi i foreningslivet har lidt for meget under corona til at få overskud til hurtigt at gribe momentum og kickstarte foreningslivet igen.

Selv savner jeg helt enormt at spille fodbold, tennis og badminton med kammeraterne - og at se sport på skærmen. Jeg ved, at jeg ikke står alene med den oplevelse.

Derfor håber og tror jeg på, at savnet af legen, det sociale fællesskab, den fysiske aktivitet har været så markant under coronakrisen, at vi har mulighederne for at komme styrket ud af den.

Både med gamle og nye “coronainspirerede” måder at gribe vores aktiviteter og fællesskaber an på.