Halvvejs mellem hallen og afgrunden: En personlig rejse ind i civilsamfundet

Nogle gange kan de mest indlysende spørgsmål være de sværeste at besvare.

Jeg husker stadig, da filosofilæreren i gymnasiet tegnede en hvid hund på den sorte tavle og bad os definere, hvad der gør en hund til en hund og ikke eksempelvis en gris eller en kat.

Er det snuden? Poterne? De logrende ører? Halen for enden af den aflange krop?

Og så det barnligt begejstrede smil, som bredte sig for enden af lærerens vandkæmmede pagehår, mens en klasse fyldt af selvtillidsstruttende teenagere forgæves forsøgte at sætte ord på det dyr, som halvdelen af os var vokset op med.

Jeg ser civilsamfundet som kridthunden på tavlen i gymnasiet. Alle er vi vokset op i et samfund svøbt i foreningsliv og frivillige indsatser.

Vi har tilbragt eftermiddagene i badmintonhallen og på fodboldbanen. Grædt røgfyldte tårer, mens vi forsøgte at omkalfatre den farveløse dej til et spiseligt snobrød. Cyklet grædende hjem i tusmørket, fordi vi ikke blev udtaget til weekendens hold. Men kun for at give den en endnu hårdere skalle til næste uges træning.

Nogle af os er sågar blevet hængende i gymnasieforeningen og spejderbevægelsen ud fra ønsket om at give vores værdier inklusive ansamlingen af glade og triste stunder videre til næste generation.

Det er måske det tætteste, man kommer på definitionen af danskhed. Og årsagen til, at foreningsliv og frivillighed er blandt de ti værdier, som Kulturministeriets Danmarkskanon i 2016 valgte at bevare for eftertiden.

Alligevel har jeg svært ved at forklare min datter, min kæreste og mine forældre, hvad civilsamfundet egentlig er for en størrelse. Hvad det er for et stofområde, som jeg fremover skal være med til at afdække på Altinget.

Og det til trods for at de alle har trænet kropsfinter på håndboldbanen, undervist langlemmede teenagere i moderne dans, solgt popcorn i den frivillige biograf og plantet orienteringsposter i skoven.

Når politikerne taler om civilsamfundet, husker de altid at rose den fantastisk indsats, der bliver gjort på tværs af landets godt 100.000 frivillige organisationer.

Og har de de historiske fakta i orden, vil de minde om, at foreningslivet har rod i andelsbevægelsen, som hastigt voksede frem i den sidste tredjedel af 1800-tallet. Men også trækker tråde tilbage til 1700-tallets patriotiske selskaber og gudelige forsamlinger.

Helt frem til efterkrigstiden var foreningen af frivillige kræfter instrumental i forhold til at holde samfundet sammen. Men snart buldrede velfærdsstaten frem og parkerede frivilligheden på perronen. Nye krav om universelle velfærdsrettigheder gjorde, at frivilligt - eller gratis - arbejde blev ringeagtet og anset som et forsøg på at spise borgerne af med sekundaløsninger.

Ægte velfærd kostede penge. Mange penge. Og kun det bedste var godt nok.

  
Afsted på spejderlejr. Hvor var ikke vigtigt. Bare væk. Journalisten husker primært lejrene for de uendelige traveture i løse gummistøvler og den hvide rævehale, som gemmer sig et sted på loftet.

Men som altid skulle regningen en dag gøres op. Og da Danmark en dag var bygget færdig i al sin infrastrukturelle overflod, og gæstearbejderne pludselig stod uden job, gik det op for os, at der måske var ræson i at trække på den frivillige arbejdskraft.

Her står vi sådan set stadig. En succession af skiftende ministre og kassemestre har opfordret til at få de frivillige mere på banen.

Og man må sige, at spillefeltet for længst er vokset ud af provinshallerne. Et dugfriskt eksempel på politikernes iver efter at aktivere civilsamfundet så man, da sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) tidligere på ugen skulle begrunde ønsket om at støtte rådgivningstjenesten Headspace med 80 millioner kroner.

"For mange børn og unge er det enormt tabuiseret at gå og føle sig forkert og have ondt i sjælen uden at have nogen at tale med om det. Så civilsamfundet og aktører i civilsamfundet er nødvendige, så vi kan få vendt nogle i døren, før de kommer ind i psykiatrien,” sagde hun til Politiken.

En udtalelse, som rammer i hjertet af diskussionen om civilsamfundets funktion: Må de frivillige timer være mere end et ønskværdigt bidrag til den institutionaliserede velfærd? Og i så fald: Hvordan sikrer vi så, at de frivillige ikke efterlader et uerstatteligt hul i den offentlige sektor, når de finder på andre ting at tage sig til?

Talrige undersøgelser viser, at cirka 40 procent af den voksne danske befolkning arbejder frivilligt. Og regner man klumpen af danskere med, som tidligere har ydet en frivillig indsats, er det kun en tredjedel af os, der kan påstå aldrig at have arbejdet for vores blå øjnes skyld.

Det placerer os i den absolutte verdenstop i kunsten at arbejde gratis. Og skulle man tro, at det faktum, at vi betaler verdens højeste indkomstskatteprocent, drænede vores motivation for at knokle yderligere for den offentlige sektor, tager man fejl.

Tværtimod er den samme tillid, som muliggør en gennemsnitlig trækprocent på 36,1, også forklaringen på, at vi vælger at bruge fritiden på at træne eller yde psykologisk krisehjælp til den næste generation.

Men der er begyndende sprækker i idyllen. Nogle undersøgelser viser, at tilslutningen til frivilligt engagement er faldende i de yngre generationer. Og til trods for at lokalpolitikerne i kølvandet på kommunalreformen og finanskrisen opfordrede alle ildsjæle til at gøre deres for at bevare lokalsamfundene intakte (eller blot i live), er der færre frivillige i dag end for 15 år siden.

Det får eksperter til at advare imod, at det danske civilsamfund - og dermed samfundet som sådan - befinder sig på usikker grund. Man kan tale om en altruistisk overbygning, som risikerer at styrte sammen, hvis ikke politikerne anerkender behovet for at styrke sektoren.

Frygten for at blive konsumeret af konkurrencestatens ubønhørlige krav om effektivisering har også spredt sig til godhedssektoren. Man oplever, at de frivillige tilbud i stigende grad forvaltes, som var der tale om lønnet arbejde. Topstyring og lean management er nu plusord i en sektor, som ingen pressionsmidler har over for utilfredse medarbejdere, der vælger at vende om i døren.

Man kan sige, at civilsektoren således spejler den generelle udvikling i samfundet. Beløbene, som håndteres af de involverede parter, er også så store, at enhver pendant til gratis sodavand i klubhuset udviskes.

  
Journalistens fædrene ophav har tilbragt et halvt liv i skovene. Her fotograferet under Sjællandsk 3-dages i 1993.

I 2016 bevilligede de danske fonde 16,7 milliarder kroner til en blanding af videnskabelige, sociale og kulturelle formål. Og beregner man det samlede antal timer, som frivillige medarbejdere lægger i løbet af et kalenderår, svarer det til, at alle Danmarks frivillige dagligt bidrager med 920.000 timers gratis arbejde.

Det er immervæk en indsats, der er til at tage og føle på. Og - hvis man anskuer det ud fra et samfundsøkonomisk perspektiv - en indsats, der er værd at beskytte.

Det er ikke kun den ugentlige træning i badmintonhallen, der forsvinder, hvis grundlaget for danskernes frivillighed eroderer. Hjemløse uden tag over hovedet og ensomme ældre er blot nogle af konsekvenserne. Andre taler om et helt samfund, der skal tænkes forfra, hvis ikke vi værner om værdien af vores foreningsliv.

Altinget vil i de kommende måneder dykke ned i en række af de vigtigste diskussioner om civilsamfundets konstruktion og fremtid.

‘Civilsamfundet for dummies’ har vi valgt at kalde serien. Det er ikke, fordi vi antager, at læserne ikke er begavede nok til at følge med i den eksisterende dækning. Men snarere fordi vi ønsker at give alle nye læsere en chance for at blive klogere på de mekanismer, der former et af samfundets pivoteringspunkter i de kommende årtier.

Vi tillader os at stille de banale spørgsmål. Bede om at få forklaret meningen med galskaben. Og skulle det ske, at selv garvede civilister skulle blive klogere undervejs, er vores mission mere end opfyldt.